|
Bali ligger 9° syd for ækvator midt i det enorme indonesiske ø-rige. Øen er forholdsvis stor og byder på mange forskellige naturoplevelser som f.eks. risterasser, regnskov, bjerge og vulkaner. Vi tog på en rundrejse der bragte os til Balis største seværdigheder, men oplevelserne blandt den venlige befolkning var ikke mindre. Balineserne er utrolig gæstfri, smilende og helt utroligt accepterer de turisternes tilstedeværelse ved de mange optog og ceremonier.
Den balinesiske kultur og religion er enestående. Man behøver blot køre en tur rundt på øen for at opleve farvestrålende ceremonier, ligbrændingsoptog og kvinder på vej til templet med offergaver. Balineserne har formået at bibeholde det oprindelige på trods af den voldsomme turistinvasion.
Topattraktioner
Det smukke Besakih-tempel • Vandgudindens tempel • Det kulturelle centrum i Ubud • Vandretur i rismarkerne • Aftenstemningen i Lovina |
 |
|
Denne side er bygget sådan op, at du kan klikke på nedenstående overskrifter for at komme til det område du ønsker. Du er naturligvis også velkommen til at læse hele rejsebeskrivelsen:
SANUR • LOVINA • UBUD • CANDI DASA • NUSA LEMBONGAN • VORES REJSERUTE

Efter landingen i Balis lufthavn kørte vi til øens anden største ferieby Sanur, den ligger et par km fra hovedstaden Denpasar. Sanur er en forholdsvis stor by, men turisterne opholder sig som regel kun omkring kysten og den lange stærkt trafikerede gade Jalan Danau Tamblingan hvor restauranter, barer, souvenirboder, supermarkeder, butikker og hoteller ligger som perler på en snor. Vi følte os godt tilpas i byen, men er det natteliv man er ude efter må man nok tage en taxi til Kuta, stort set alt er lukket klokken 24. Byen har dog en del barer med fin stemning, alternativt kan man besøge hotelbarene langs stranden der som regel kan byde på underholdning af en eller anden slags. Stranden i Sanur er ganske udemærket, der er dog store tidevandsforskelle som har stor indflydelse på hvor indbydende den er. Ved lavvande er det svært at bade, til gengæld kan man gå ud til koralrevet for at se fisk, men oplevelsen er langt bedre når det er højvande og ifører sig en dykkermaske. Sanur har dog ikke øens bedste snorklemuligheder.
Der er mulighed for forskellige former for vandsport og langs promenaden står de lokale i kø for at tilbyde massage, pedicure og manicure. Med få undtagelser ligger der ingen høje hoteller i Sanur, det gør byen dejlig lys og heller ikke stranden er plastret til med hoteller. Selvom langt de fleste turister opholder sig ved vandet kan det anbefales at gå en tur ind i landet til det oprindelige Sanur, vi fandt en hel anden verden få km fra turistområdet. Ligesom alle andre byer på Bali har Sanur også sine templer, i Pura Balanjah templet fra år 913 i den sydlige del af byen står en søjle med de ældste inskriptioner der er fundet på Bali.

Et kig langs Sanur Beach
|
|
Jimbaran
Et lille tip er fra Kuta at køre mod syd forbi Tuban og gøre stop i den lille by Jimbaran. Her kan man se fiskerne bærer deres fangst i land og ved strandkanten kan man udpege den fisk man ønsker at spise, som så bliver tilberedt med det samme. Friskere kan det ikke blive, og den vidunderlige solnedgang gør ikke oplevelsen dårligere.
|
|

Udriggerbåd ved Sanur Beach
|
Hvis det ikke lige havde været for den enorme hær af sælgere kunne Sanur egentlig have været en hyggelig ferieby, især den lille strandpromenade med restauranter, barer og butikker ville have været skøn. Når det er værst sik-sakker man sig gennem en hær af mennesker der tilbyder solbriller, ure, t-shirts, massage, drager, træarbejde osv. osv. Både hos strandsælgerne og på de forskellige markeder skal man huske at prutte om prisen. Der er overnatningsmuligheder i alle prisklasser og generelt er serviceniveauet højt på hotellerne.
INFO SANUR
Overnatning: Mange dejlige resort i typisk balinesisk stil. Det fleste steder med swimmingpool og andre faciliteter. Man får meget for pengene på Bali og der er generelt en rigtig god service på hotellerne. Se hoteller hos f.eks. hotels.com eller bedfinder.com.
Transport: Det er nemt at komme rundt i Sanur, til korte ture inden for byområderne tager man en bemo som kan stoppes hvorsomhelst. Når man skal af siger man bare stop og betaler chufføren det aftalte beløb. Bemoer kører faste ruter. Der kan dog gås til de fleste ting i Sanur. Skal man længere væk kan man tage en taxi, der findes flere forskellige slags, men turister anbefales at tage de lyseblå der kører efter taxameter. Man kan også leje en bil med chauffør, man plejer som regel ikke at gå mange meter på gaden før man bliver tilbudt kørelejlighed. Husk også her at prutte om prisen og hvis det er muligt at tjekke om chaufføren overhovedet har tilladelse til at køre med turister. Busselskabet Perama står for den meste bustransport på Bali, fra Sanur kan man komme til f.eks Kuta og Ubud. Byen har selvfølgelig også flere tourbureauer hvor man kan købe færdigpakkede udflugter til øens seværdigheder. Tourbureauerne kan som regel også være behjælpelige med busbilletter osv.
Bank: Der findes kun få banker, men til gengæld mange vekslebureauer. Husk at tæl pengene grundigt, man får som regel en ordentlig bunke sedler hvilket kan være ret svært at overskue. Vil du være sikker så kan du veksle på hotellet.
Posthus: Postkontor ligger på Jalan Danau Buyan.
Mad: Sanur er en rigtig turistby med restauranter for enhver smag, men vil man som os holde sig til det lokale køkken kan man prøve restaurant Bayu Garden, en glimrende balinesisk restaurant i den "dyre" ende, hovedretterne koster ca. 20 kr. Her er ofte balinesisk dans. Ligger på Jalan Danau Tamblingan i Sanur over for Hotel Besakih. Restaurant Swastika er noget billigere, her går man hen når det skal være god mad til billige penge. Der findes to restauraner i Sanur og de ligger begge på Jalan Danau Tamblingan. Generelt er maden meget billig på restauranterne!
Aktiviteter: Vandsport er nok den mest populære aktivitet i Sanur, der kan vælges mellem paragliding, vandski, jetski osv. I byen kan man finde flere dykkerfirmaer der arrangerer ture til Balis bedste steder. Sanur har også en golfbane, den finder man i den nordlige del af byen. Vil man være kulturel kan man besøge La Mayeur Museet med billeder af den belgiske kunstner Jean Le Mayeur de Merpres der kom til Bali i 1932 og boede der i 26 år.
Vi kørte fra Sanur mod det sydlige Balis absolut største attraktion, Tanah Lot templet, ca. 15 km nord for Kuta. Området består af tre templer der ligger helt eller delvist på klipper ved kysten. Templet er smukt og et af Balis helligste, vi fik anbefalet at se den smukke solnedgang herfra, men rygterne sagde at der hver aften stod hundreder af mennesker og skuede ud over vandet. Så hellere se templerne i stilhed, men det kunne vi godt glemme alt om, en kæmpe p-plads og bunker af souvenirboder sagde os, at her fik vi aldrig fred. Det skulle være præsten Nirartha der i det 16. århundrede så et lys her ved kysten som han måtte studere nærmere. Den lokale præst følte sig generet af Nirartha og for ikke skabe splid placerede Nirartha sit tempel ude i havet. Sådan er ihvertfald historien om Tanah Lot meget kort fortalt. I området ligger desuden et par barer og restauranter og inden man når selve templet støder man ind i bunker af butikker og sælgere der alle har noget de vil af med.

Tanah Lot templet
|

Porten til Pura Taman Ayun templet i Mengwi
|

Risterraser ved Pupuan, vestlige Bali
|
Lidt længere mod nord i retning mod Ubud ligger i byen Mengwi et meget smukt tempel ved navn Pura Taman Ayun. Megwi var i sin tid hovedstad for Gelgel-dynastiet. Tempelgården er enorm og udenom finder man en stor voldgrav der gør området til et parklignende område. Pura Taman Ayun er et "Penyawangan", dvs. et sted hvor man kan tilbede andre hellige steder, f.eks. er der altre for det store bjerg Gunung Agung.
Via Tabanan og Antisari kørt vi mod nord, landskabet blev mere bjergrigt og vi kom gennem adskillige skriggrønne rismarker omkring byen Pupuan, det var nærmest som et postkort! Vi nåede Sirikit med de hellige kilder Air Panas. Her badede vi i bassinerne med 38° varmt vand. Der findes omklædningsrum, en restaurant og de sædvanlige sælgere der her var ret påtrængende. Åbent fra 8.00-18.00.

Omsider nåede vi Lovina på Balis nordlige kyst. Byen er turisternes foretrukne sted på denne del af øen, men man kan dog ikke sammenligne turiststrømmen med den i Sanur og Kuta, her er bestemt ikke overrendt. Faktisk er byen fællesbetegnelsen for en ca. 10 km lang strækning med småbyer som Tukad, Mungga og Pemara, men den største koncentration af hoteller og restauranter finder man i Kalibukbuk. Lovina har en hyggelig og afslappet stemning, man kommer tæt på lokalbefolkningen og masseturismen har endnu ikke fået overtaget. Her er helt klart et andet klientel, flest unge backpackere.
Selvom man også her bliver tilbudt alle mulige ting af sælgerne er det slet ikke på højde med Sanurs helvede, det skal ihvertfald ikke afholde nogen fra at gå en tur langs stranden. Om aftenen kan man se de lokale fiskere gøre udriggerbådene klar til nattens fiskeri. Lovina er en by i udvikling, der findes flotte luksushoteller, men langt de fleste overnatningssteder er mindre guesthouses.

De hellige kilder Air Panas
|

Vores bungalow i Lovina
|

Stranden i Lovina består af mørket lavasand
|
Stranden er udemærket med mørkt sand, vandet er krystalklart og et lille koralrev ca. 100 meter ude gør det muligt at snorkle. En stor attraktion i Lovina er delfinsafari der begynder allerede kl. 5.30 om morgenen. På vores aftentur ned ad stranden fik vi adskillige tilbud om delfinsafari fra de lokale, men vi havde bestilt, prisen varierer, men kan sagtens pruttes ned og der kan også forhandles om at snorkle fra båden. Udover de imponerende dyr er den helt fantastiske solopgang også værd at tage med, himlen bliver ildrød over bjerget Gunung Catur. Det var dog småt med delfiner, vi så kun få, men det er nu ikke så mærkeligt med alle de både der var på vandet den morgen!
INFO LOVINA
Overnatning: Den fleste overnatningssteder i Lovina er stadig forholdsvis enkle, men der er efterhånden kommet flere bedre hoteller i området, primært beliggende langs stranden. Du kan booke hotel på hotels.com eller bedfinder.com.
Transport: Hvis man kun bevæger sig omkring Kalibukbuk kan man gå til det meste, men Lovina er ret lang så det er nødvendigt at tage en Bemo hvis man skal fra den ene ende til den anden. Man skal prutte om prisen med chaufførene, men for en tur på et par km skal man ikke betale mere end 400-500 Rupiah.
Bank: Der findes så vidt vides ingen banker i Lovina, men til gengæld mange vekslebureauer. Også her skal man tælle efter når man har vekslet.
Posthus: -
Mad: Lovina har masser af spisesteder, de fleste er dog ret enkle med lokal mad eller fisk. Man kan faktisk spise sig mæt for bare 3-4 kr. Bedre restauranter findes selvfølgelg også, mange af dem i forbindelse med hotellerne langs stranden.
Aktiviteter: -
Vi fortsatte til byen Singaraja der ligger ca. 7 km øst for Lovina. Byen var i sin tid hovedstad for et fyrstedømme og senere en af de hollandske koloniherres vigtigste byer. På vej ud af byen opdagede vores chauffør en optog som han bestemt mente var optakten til en begravelsesceremoni. Vi fulgte efter, og ganske rigtigt, på et lille åbent område foran et tempel stod en hel flok mennesker samlet. Vi fik lov at kigge med og det virkede ganske absurd da en af de pårørende spurgte om vi ikke ville hen og kigge på hans døde bedstemor. Det siger man jo ikke nej til, så vi gik med ham, og der lå så den gamle dame. Han syntes vi skulle tage et billede, det blev desværre ikke særlig godt. Der gik ikke mange minutter før der blav sat ild til hende og en anden afød der lå ved siden af. Begravelsen virkede ikke som noget sørgeligt, men som lidt af en fest.

Delfinsafari i Lovina, her den smukke
solopgang
|

Til ligbrænding ved Singaraja, man kan
lige ane den gamle dames hoved
|

Git-Git vandfaldet syd for Singaraja
|
Vejen fra Singaraja mod syd er en af turisternes hovedruter, her er bjergrigt og meget smukt. I dette område finder man det berømte Git-Git vandfald. Turen fra parkeringspladsen til vandfaldet kan være lang og som sædvanlig blev vi bombarderet med alverdens tilbud fra de mange sælgere. Kan man overleve varmen, fugten og sælgerne venter der en herlig naturoplevelse ved vandfaldet der har et fald på 40 m. Man kan sagtens bade ved foden af vandfaldet, men det er noget af en hård stråle der ramme hovedet!
Længere mod syd bliver Bali endnu mere bjergrig og den ene smukke udsigt følger den anden og pludselig støder man ind i Lake Bratan nede i dalen. Inden turen går nedad mod søen må man ikke undlade at holde udkig efter de mange makakaber der kommer ud til vejen for at blive fodret af turisterne. Vi skulle da også lige give aberne lidt, og det var tydeligt at de havde et strengt hieraki, selvom den gamle hanabe havde gnasket sig gennem flere poser peanuts undede han ikke de andre noget. Pludselig var der en abe der drak en sprite, et fint reklamebillede.
Ved Lake Bratan ligger vandgudindens tempel der er fra 1600-tallet. Det er helt eventyrligt at stå ved søbredden og kigge ud på et af templerne placeret i søen. Vi er oppe i højderne, så disen, det lave skydække og bjergene i baggrunden gør det til et fantastisk syn. Man kan opleve flotte ceremonier, men i weekenderne desværre også en del jetski og motorbåde der helt malplaceret suser rundt på søen. Men dem slap vi heldigvis for, så de flotte templer fremstod virkelig smukt. Vi spadserede op til den lille by Bedugul, her var et fint marked med lave priser, lige noget for os. Lake Bratan og Bedugul ligger i ca. 1200 meters højde så det kan være en god idé at medbringe en trøje.
Efter den flotte oplevelse kørte vi videre sydpå i smukke frodige omgivelser, vi kom gennem små støvede landsbyer og pludselig stoppede vores chauffør bilen og som skudt ud af en kanon var han væk. Han havde opdaget en hanekamp som han ville spille på, en masse mænd stod rundt om kamppladsen og vi fik mavet os gennem mængden for at se på. En hanekamp er ikke for sarte sjæle og dyrevenner, to store haner med et skarpt barberblad sat på den ene fod kæmper til døden, ren dyremishandling der faktisk er forbudt på Bali, men flere af de hujende mænd i forsamlingen var politifolk, så det er nok ikke en tradition der stopper foreløbig. Kampen fik selvfølgelig en vinder og traditionen er så at vinderen tager den tabende hane med hjem og koger lidt suppe på den.

En af de næsten tamme aber ved
Bratan-søen
|

Vandgudindens tempel ligger smukt
ved Bratan-søen
|

Til hanekamp ved Ubud
|


Vi nåede Ubud henad eftermiddagen og indlogerede os på et hyggeligt hotel lige ud til nogle flotte grønne rismarker. Byen Ubud er Balis absolutte kunstcentrum, her er alle mulige forskellige kunstarter samlet i massevis af forretninger og gallerier. Det er også her at Balis mange dansegrupper er koncentreret, der er underholdning stort set hver aften i Ubud. Der er en afslappet stemning i byen hvor man finder restauranter og barer, men her er ikke det store natteliv, klokken 24.00 er der stort set lukket overalt.
Det var kunsneren Walter Spies der i 1930'erne grundlagde byens status som kunstcentrum. Siden da har tusinder af mere eller mindre kendte kunstnere lagt vejen forbi for at indsnuse lidt af den afslappede boheme-atmosfære der hersker her. Idag er byens vel nærmest en stor workshop hvor man kan deltage i kunstkurser, madlavningskurser eller dansekurser. Det er ikke længere kun kunstnerne der besøger Ubud, byen har fået et ry som et lidt fint sted med modetøjsforretninger og trendy caféer. Men udviklingen er nøje overvåget i Ubud, byen har en turistforening der skal sikre at både lokale og turister bliver tilgodeset når nye tiltag bliver sat i gang.
Ubud skulle efter sigende have fået sit navn fra ordet Ubad der er det balinesiske ord for medicin. Byen var nemlig kendt for deres mange medicinmænd og både dem og omrejsende medicinmænd og helbredere kan ses på det lokale marked der ligger sådan cirka midt i byen. For vores vedkommende blev der tid til besøg i flotte gallerier og en vandretur i rismarkerne, man kunne også leje cykler, en fin måde at komme rundt på.
INFO UBUD
Overnatning: Mange hyggelige hoteller og resorts uden for byen, men da Ubud som nævnt er et lidt trendy sted findes mange rigtig dyre hoteller. Enkle guesthouses findes i centrum, book indkvartering hos hotels.com eller bedfinder.com.
Transport: Ubud er ret stor så man kommer nemmest rundt med Bemo, overfor markedet i centrum finder man Bemostationen. Skal man længere væk er der bus til de omkringliggende byer, også til Sanur og Kuta. Billetter kan købes i tourbureauer. Som nævnt ovenfor er det også muligt at leje cykel, men pas på trafikken hvis du kører i centrum.
Bank: Der ligger et par banker i byen, men selvfølgelig også masser af veksleboder, pas på snyderi!
Posthus: Postkontoret ligger i centrum på gaden Jalan Jembawan. Her er åbent fra 8.00 til 18.00
Mad: Der er ingen grund til at sulte i Ubud, byen har vel det mest alsidige udvalg af spisesteder på Bali. Her fås alt fra simple billige gadekøkkener med lækre satay-spyd til fine eksklusive restauranter.
Aktiviteter: Der er masser at foretage sig i Ubud, udover adskillige gallerier er der selvfølgelig mange kunstmuseer, her er nævnt et par stykker: Neka Art Museum er med moderne balinesisk kunst. I Agung Rai Museum kan man se værker af Walter Spies der startede Ubuds kunstbølge. Seniwati Museum/Galleri er forbeholdt værker af kvindelige balinesiske kunstnere. Får man for meget af kunst og kultur er der også gode naturoplevelser, f.eks. bliver der arrangeret ture i rismarkerne. Monkey Forest er en lille skov med mange aber, man går på en sti og for enden ligger de dødes tempel. Aberne har i den grad vænnet sig til mennesker, så pas på alle løse ting! Monkey Forest ligger et par km fra centrum for enden af det der i daglig tale kaldes Monkey Forest Road. Danseshows er noget man næsten skal opleve her, der er adskillige muligheder, man kan forhøre sig i turistinformationen om de bedste steder.

Udsigten fra vores værelse i Ubud |

Pavillion ved kongepaladset i Klungkung
|

På vej op til Besakih-templet
|
Umiddelbart syd for Ubud ligger både Mas og Celuk, to byer der er kendt for henholdsvis træskærerarbejde og sølvhåndværk. Her måtte vi lige forbi inden vi drog videre på vores tur rundt på Bali.
Vi kørte mod øst og kom først til Klungkung, byen var i 1700-tallet hovedby for et magtfuldt kongedømme, men det er ikke meget der er tilbage af kongepaladset Taman Gili der er nedbrændt efter et voldsomt slag med hollænderene i 1908. I en stor have ligger dog den gamle højesteret, Kerta Gosa, og en stor pavillion beskyttet af en voldgrav, hvor kongen holdt sine ceremonier. Det var i denne højesteret man afgjorde stridigheder hvis de uenige parter ikke kunne finde en løsning. På området ligger desuden et museum med redskaber, våben og tøj. Klungkung skulle være oprindelsesstedet for det meste af den kunst og kultur der findes på Bali idag. Vi fandt det dog ret svært at nyde de smukke bygninger, byen har en voldsom trafik med masser af larm og kaos.
Turen gik igen nordpå, vi ville selvfølgelig besøge Balis største attraktion, Besakih-templet. Det er øens helligste og et af Asiens største tempelområder med omkring 80 templer. Her er meget smukt og selve templet ligger for foden af det hellige bjerg Gunung Agung. Besakih templet er bygget over en lang årrække, det ældste er fra år ca. 1000 og det nyeste bare få år gammelt! Er man heldig støder man ind i en ceremoni, dans eller noget andet spændende. Det er forbudt for os der ikke er hinduer at gå ind i selve templet, men nogle lokale har specialiseret sig i at invitere godtroende turister indenfor og derefter tage penge for det. Besakih-templet bliver også kaldt moder-templet der idag er et såkaldt statstempel. Vejen fra p-pladsen til tempelområdet er lang, men unge på knallert tilbyder at køre én derop for få rupiah, prut om prisen. Hvis du vil tage billeder på området skal du huske at købe en fotobillet ved p-pladsen. Alle skal være iført sarong eller lange bukser ved besøg på tempelområdet.
Efter vores besøg i Besakih-templet kørte vi igen mod syd, men denne gang ud mod kysten. Vi stødte lige ind i optakten til en ceremoni, det var en såkaldt tempelfest hvor man fejre templets indvielsesdag, en slags fødselsdag om man vil. Balineserne gør virkelig noget ud af festlighederne, iført flotte dragter og læsset med offergaver går hele optoget til templet, deltagerne bærer på en slags parasoller og vimpler og når man kommer til templet er der musik og dans. Det er virkelig en oplevelse at være vidne til sådan en fest!
Vi tog også lige indenfor i flagermusgrotten Goa Lawah, der ligger umiddelbart ud til vejen ved kysten. Grotten er en del af et tempel og det påstås at den går hele vejen op til Besakih templet. Ingen har dog undersøgt om det passer, legenden siger nemlig, at grotten bevogtes af to kæmpeslanger. I grottens åbning kan man se massevis af flagermus og er men heldig kan man også se slanger der ligger og hviler sig på stenene. Alle skal være iført sarong eller lange bukser ved besøg på området og ved indgangen bliver et gult skærft udleveret som skal bindes om livet. Jo, vi så temmelig morsomme ud! På p-pladsen bliver man mødt af de sædvanlige påtrængende sælgere og børn der tigger.

Dans i Besakih-templet
|

Klar til tempelfest
|

Indgangen til flagermusgrotten Goa Lawah
|

Vi nåede byen Candi Dasa, ca. 15 km længere østpå. Byen er områdets største ferieby, men består faktisk kun af en hovedgade og kan ikke sammenlignes med Kuta eller Sanur mht. liv og antal turister. Der findes en del restauranter, et par barer og de sædvanlige butikker og souvenirboder. Vi fandt er dejligt hotel ud til vandet, men man skal ikke tage til Candi Dasa for strandens skyld, den er stort set væk og kan kun lige anes ved lavvande. Det siges at man har fjernet koralrevet for at bruge det til byggemateriale, resultatet er altså en strand der er vasket helt væk. Et par broer er bygget og herfra kan man bade. Alternativt kan man tage op til byen Amed, en lille perle helt ude på det østlige Bali hvor der også er rigtig gode dykke- og snorklemuligheder.
Det blev til nogle afslappende dage i Candi Dasa, en dag blev vi budt indenfor på den lokale skole, en god oplevelse med glade børn der synes det var sjovt med besøg at et par blege danskere. Byens tempel ligger omtrent midt i byen lige overfor den lille lagune hvor der også er en del lokalliv.
INFO CANDI DASA
Overnatning: Byen har ikke det store udvalg, du kan booke på hotels.com eller bedfinder.com.
Transport: Byen er ret lille, man kan nemt gå til det meste. Busselskabet Perama har ruter til f.eks. Kuta og Denpasar. Der kan også lejes cykler i byen.
Bank: Vi så ingen banker, men til gengæld de sædvanlige vekslebureauer.
Posthus: -
Mad: Af en eller anden grund er der rigtig mange spisesteder i Candi Dasa, det trykker selvfølgelig priserne i bund, så der er gode muligheder for at smage noget af den lækre mad. Prøv en rijstaffel, adskillige småretter til ingen penge.
Aktiviteter: Der er ikke meget at foretage sig i selve Candi Dasa, til gengæld er det populært at tage på dykkerudflugt herfra. Ud for kysten ligger nemlig vraget af det amerikanske fragtskib USS Liberty der sank her i 1942.
På vej tilbage til Sanur tog vi lige en smuttur til Aga-stammen der lever et par km fra Candi Dasa i byen Tenganan. Aga-stammen lever isoleret og har først de senere år åbnet byen for den øvrige balinesiske befolkning og turisterne, men gamle traditioner bliver holdt i hævd. Det siges at byen simpelthen var nødt til at åbne op for fremmede for at forhindre indavl. Stammen er en af Indonesiens rigeste befolkningsgrupper da de ejer adskillige kvadratkilometer jord. Inde i byen opdager man hurtigt at Tenganan er meget anderledes end andre byer på Bali, de små gader er af brosten og der hersker en underlig stilhed. Byen er i øvrigt kendt for deres dobbelte ikat-vævning der selvfølgelig er til salg i små boder.
Efter en hurtig overnatning i Sanur skulle der virkelig slappes af, nu ville vi ikke tænke så meget på transport, tider osv. så vi bestilte en beachhut på øen Nusa Lembongan med selskabet Bali Hai.

Kysten ved Candi Dasa
|

Herlige børn fra skolen vi besøgte
|

Aga-stammens by Tenganan
|

Vi blev hentet tidligt om morgenen og kørt til havnen i Benoa syd for Sanur. Selvom havnen var hjemsted for en del flotte yachts og ikke lå langt fra den eksklusive ferieby Nusa Dua, så vi her et af de fattigste områder på Bali, små faldfærdige træskurer i mudderpøle med beskidste børn susende omkring. Sejlturen var en gyngende fornøjelse, strædet mellem Bali og Nusa Penida hvor Nusa Lembongan ligger, er ret dybt og det skulle give nogle voldsomme dyndinger. Jeg tror ikke der var en eneste på den store katamaran der ikke var søsyg, det skulle da lige være bandet der helt upåvirkede stod på den lille scene og spillede musik.
Vi blev indlogeret i en lille beachhut lige ud til vandet, det var et dejligt sted og det kunne ikke gå stærkt nok med at komme ud og snorkle. Man skal ikke særlig langt ud for at se flotte fisk, men vandet virkede ikke så klart som jeg har set det andre steder i Asien. Der var ikke mange mennesker på den lækre sandstrand, så det var dejligt afslappende at gå en tur uden påtrængende sælgere.
Vores beachhuts var dejlige, men ret dyre, er man på lavbudget kan man finde overnatning i den lille by Jungutbathu hvor livet går sin stille gang. Ved byen ligger en fin hvid sandstrand, et par restauranter, små guesthouses og bungalows ud til stranden. Standarden er ikke høj, men til gengæld er man fri for at ærgre sig over at have brugt 500 kr.+mad på en overnatning som det koster på en af de beachclubs der ligger på øen.
Er man frisk kan man snildt gå en tur rundt om øen, det tager et par timer eller tre, man kan tage forbi byen Lembongan, et temmelig roligt sted der hurtigt er overset. Udover strandlivet er en af øens største attraktioner et bayan-træ lige vest for Lembongan, her er et underjordisk hus med en masse små rum, det siges at ånder dømte en mand til døden men at han først blev slået ihjel når han havde lavet sit hus færdigt. Det gjorde han ved hjælp af en ske og på den måde tog det en evighed at få lavet huset og hans død blev således udskudt.
Et mere etableret sted på Nusa Lembongan er Mushroom Bay der ligger lige syd for Jungutbathu, her er der skudt bedre hoteller op, på Bali kan man købe færdigpakkede ture med transport til strandens hoteller.

Vi slappede af på Nusa Lembongans
dejlige strande
|

Vores beachhuts på Nusa Lembongan |

Udriggerbåd på Nusa Lembongan |
Det var slut på vores runderejse på Bali, en fantastisk smuk ø med masser af naturoplevelser. Bali vil også blive husket for sit utrolig lave prisniveau, tænk at kunne spise sig mæt for 5 kr. Og så skal vi jo ikke glemme balineserne, en utrolig venlig befolkning med en enestående kultur, her får man østens mystik for alle pengene. Eneste minus ved Bali er de ufattelig mange sælgere, dem kunne vi godt have undværet!

Vejret
Bali har typisk tropeklima med temperaturer omkring de 30° året rundt. Regntiden starter blødt i oktober og kulminerer i januar for derefter at slutte i april. Sommeren er således dejlig tør på Bali selvom regn altid kan forekomme. Der er høj luftfugtighed på Bali, især lige før regntiden kan det virke trykkende og uudhholdeligt. Solen er meget stærk på Bali så husk en høj solfaktor. Herunder kan du se vejret lige nu på Bali.
|
|
Fakta
Religion
Bali: Hinduer. Indonesien: Flest muslimer.
Indbyggertal
ca. 100 millioner, heraf ca. 3 millioner på Bali
Hovedstad
Djakarta
Valuta
Rupiah 1000 Rupiah = ca. 90 øre. Medbring US Dollars til veksling, nye 100 dollar sedler giver den bedste kurs. Husk at tæl efter når du veksler, der bliver snydt flittigt i mange af vekselkontorerne. Alternativt kan man veksle på hotellet eller prøve at forhører sig hos andre turister om de kender et ærligt vekselbureau.
Vejen til Bali
Fra København er det hurtigst at tage det direkte fly til Singapore med Singapore Airlines og derfra videre til Denpasar på Bali. Næsten ligeså hurtigt er det at flyve med Thai Airways fra København til Bangkok og derfra videre til Bali.
Flyvetid
København-Singapore ca. 12 timer/Singapore-Bali ca 2 t. 30 minutter. København-Bangkok ca.11 timer/Bangkok-Bali ca 4 t. 30 min.
Lufthavn
Lufthavnen i Denpasar er ganske udemærket, der er gode indkøbsmuligheder og ventearealer. Husk at der er udrejseskat på 100000 rupiah pr.person ved afrejse fra Bali. Singapore lufthavn er enorm og har masser af indkøbsmuligheder, er virkelig pæn og ren. Bangkok: Meget stor lufthavn med gode indkøbsmuligheder, desværre er ventearealerne meget dårlige.
Indrejsekrav for danske statsborgere
Visumpligt. Pas skal være gyldigt 6 mdr. efter hjemkomst. Tjek aktuelle regler her.
Pillepas
Ikke nødvendigt.
Tidsforskel
Sommer +6 timer/vinter +7 timer
Turistsprog
Indoneserne er meget dårlige til fremmedsprog, også engelsk, men prøv dig frem.
Øvrigt
Klik her for at se udenrigsministeriets rejsevejledning til Indonesien. Et par butikspriser: en sodavand ca. 2-3 kr, øl ca. 4 kr, flasker er billigere end dåser. 1 liter vand ca. 3.00 kr, 1 karton Marlboro ca. 50 kr.
|
|
|
|
|
|