Buddhismen blev grundlagt i det nordlige Indien ca. år 500 f.kr. af Siddhartha Gautama. Gautama havde levet mange liv og altid havde han forsøgt at nå det fuldkomne, at blive en buddha, et oplyst og vidende menneske. Gautamas sidste genfødsel blandt mennesker blev mødt med stor glæde i hele verden. Hans mor var Dronning Maya der døde syv dage efter fødslen. Faderen, Kong Shuddohana, ville skåne sin søn for virkelighedens verden og byggede derfor at palads med al bekvemmelighed, således at Gautama ikke behøvede at forlade sit hjem. Ydermere havde kongen sat vagter omkring paladset hvis Gautama en dag skulle fristes til at opleve den store verden.

Da Gautama var 29 år og stadig uvidende om livet uden for paladset giftede han sig med den unge Yasodhara. En dag besluttede Gautama sig for at han ville se noget andet end paladset, men selvom kongen forsøgte at tale ham fra det, drog Gautama ud på fire udflugter der i buddhsimen er kendt som "de fire syn". Her så Gautama alderdommen, sygdommen, døden og en asket. Han blev chokeret over det han så og besluttede at opgive sit liv som prins for at søge sandheden om mennesket.

I tiden herefter var der intet der kunne glæde Gautama, hverken hans kone, hans nyfødte søn eller de smukke dansere i paladset. I ly af natten drog Gautama afsted mod frelse, han fik bla. overrakt orangefarvet munketøj og en almisseskål af guden Brahma. Gautama vandrede i skovene og fravalgte alle unødvendige ting, han levede et sparsomt liv hvor han ikke undte sig selv de mest basale ting som f.eks. mad. Han blev svag og indså at det ikke handlede om selvfornægtelse eller om at ofre sig for at finde sandheden, men om at finde den rette balance som menneske.

6 år efter havde Gautama en drøm om at han snart ville blive oplyst, han satte sig under et træ og svor at han ikke ville bevæge sig før han var blevet oplyst. Det blev han, og herefter følger historien om Gautamas kamp mod den mægtigste af alle dæmoner, Mara.

Den følgende nat samlede guderne sig om Gautama mens han mediterede og de oplyste ham om de fire ædle sandheder. Den store gud Brahma bad Gautama om at dele sin viden med andre og han begyndte snart at prædike om sin lære.

I 45 år underviste Buddha i læren og hans tilhængere var mange. Buddhismen spredte sig til hele Sydøstasien hvor den trives den dag i dag. Der er dog opstået forskellige versioner af religionen, den gamle lære ses i Burma, Sri Lanka og Thailand. Andre steder blev buddhismen blandet med mere lokale religioner, f.eks. med daoismen i Kina og det der blev kendt som zenbuddishmen i Japan. Paradoksalt nok forsvandt buddishmen i oprindelseslandet Indien da Hunnerne, et nomadfolk fra Asien, angreb klostrene, og da muslimer invaderede Nordindien i 900-tallet.