THAILAND
Indbyggere: Ca. 60 mill.
Hovedstad:
Bangkok
Religion: Buddhister
Valuta: Baht
Et par timers kørsel og en kort sejltur fra Bangkok finder man Koh Samet, en skøn perle i Thailandbugten. Selvom den lille ø både tiltrækker backpackere, endagsturister fra Pattaya og unge thai'er fra hovedstaden der ynder at tilbringe weekenden her, så kan man sagtens finde strande hvor tempoet er i bund. Koh Samet har for altid indskrevet sig i den thailandske litteratur, en del af poeten Sunthorn Phu's drama Phra Aphaimani foregår på øen, fint illustreret ved den såkaldte havfrue-statue der adskiller strandene Hat Sai Kaew og Ao Hin Khok. Koh Samet er udlagt som nationalpark og af samme grund koster det 400 baht for voksne og 200 baht for børn at besøge øen.



Del af havfruestatuen der adskiller
strandene Hat Sai Kaew og Ao Hin Khok

Na Dan hvor færgen fra fastlandet
lægger til

Hat Sai Kaew Beach



STRANDENE
Langt de fleste både fra Ban Phe på fastlandet sejler til molen ved Na Dan på Koh Samets's nordkyst. Her findes et lægehus, SevenEleven og holdeplads for songtaews der kan køre dig til dit bestemmelsessted. Det er naturligvis også muligt at købe færgebilletter til returrejsen. I forlængelse af den lille havn løber en ca. 500 meter lang asfalteret vej ned til øens største strand, Hat Sai Kaew Beach. Hvor asfaltvejen slutter ligger parkkontoret, her kan man betale nationalparkafgift, det kan umiddelbart være svært at se hvad pengene bliver brugt til, øen ligner langt fra en nationalpark, der er kun få affaldsspande og flere steder hober affaldet sig op.

Langs den asfalterede vej er der butikker og restauranter, udvalget er ikke stort, men man kan alligevel finde apotek, sundhedsklinik, restauranter, SevenEleven og massage- og tatooshops. Fra parkkontoret kan man tage vejen til venstre ned til øens suverænt største hotel, Sai Kaew Beach Resort og den store buddha. Hat Sai Kaew Beach er en fremragende strand med hvidt fint sand og krystalklart vand, et paradis for vandhunde, både børn og voksne. På stranden ligger flere hoteller, restauranter og barer, de to sidstnævnte ligger puder og madrasser ud om aftenen, i stearinlysenes skær kan man nyde en drink eller god bbq. Man kan næppe kalde hverken Na Dan eller Hat Sai Kaew for egentlige byer, men det er her udvalget af overnatning, restauranter, barer og butikker er størst. Her er også skole og politistation, det hele er bare i noget mindre målestok end hvad man ellers kender fra de thailandske feriesteder.



Den asfalterede vej mellem Na Dan
og Hat Sai Kaew

Ao Hin khok ved havfruestatuen

Nuan Bay



Næste strand mod syd hedder Ao Hin Khok, den er knap så lang og knap så bred, men har ellers samme kvalitet som Hat Sai Kaew Beach. Ao Hin Khok går for at være backpackernes foretrukne strand, Naga Bungalows og Jep's Bungalows er populære steder, førstnævnte er et af Koh Samet's partycentre. I forlængelse af Ao Hin Khok ligger strandene Ao Phai og Ao Phutsa. Begge strande har 3-4 overnatningssteder, Ao Phai virker dog lidt klemt af udviklingen, Ao Phutsa er absolut min favorit af de to.

Fra Ao Phutsa kan man gå en kort tur i skoven for at nå til Nuan Bay, en skøn og lidt vild strand med meget få turister (vi så to). Stranden byder på et enkelt meget primitivt overnatningssted, små hytter der ligger i skoven med udsigt over bugten. Nuan Bay må være en favorit blandt hardcore backpackere. Ao Cho er næste strand mod syd, den er noget større end Nuan Bay og nemmere at komme til. Stranden er dejlig, her ligger et par mellemklasseresorts.

I bugten syd for Ao Cho ligger Koh Samet's andenstørste strand, Ao Wong Deuan. Det er en skøn strand, her er dog ret mange mennesker, Ao Wong Deuan har 5-6 resorts og modtager dagligt et pænt antal endagsturister fra Pattaya. Til gengæld er der liv og glade dage om aftenen, her rykker barer og restauranter ud på stranden, man kan nyde dejlig bbq og slutte dagen af med en drinks med fødderne i det bløde sand. Der ligger en ATM ved købmanden "108" omtrent midt på stranden. Yderligere mod syd kommer tre større strande, Hat Saeng Thian, Ao Wai og Ao Kiu Na Nok. Førstnævnte er en af thai'ernes favoritter mens de to andre er mere øde, Paradee Resort på Ao Kiu Na Nok Beach er et af øens bedste og dyreste resorts.

Der ligger kun én strand på vestkysten, nemlig Ao Phrao Beach, der adskiller sig væsentligt fra Koh Samet's øvrige strande. Her har man klogeligt lukket af for almindelig trafik, det er en hel fornøjelse at gå ad den lille promenade med den dejlige strand på den ene side og de tre flotte og smagfulde resorts, Le Vimarn, Lima Coco og Ao Phrao Resort på den anden.


••Udvalgte hoteller i Rayong-området fra GATHS REJSESIDE & SAWADEE.COM

Se hele listen med hoteller på Koh Samet Kontakt mig gerne ved spørgsmål til booking



VÆRD AT VIDE
I gamle dage var simple hytter eneste overnatningsmulighed på Koh Samet, men dyrere hoteller har de seneste år også set dagens lys på øen, dog er udvalget langt fra så stort som på andre feriesteder i Thailand. Klik her for at se priser, billeder og anmeldelser af hoteller på Koh Samet.

Hvis man har mulighed for det, bør man undgå Koh Samet i weekenderne og på helligdage, mange lokale og især bedrestillede thai'er fra Bangkok, valfarter til øen for at feste og more sig, de mest populære strande kan visse steder virke overfyldte disse dage. Koh Samet har tidligere været ramt af malariaudbrud, ifølge lokale myndigheder er det fortid, men det er en god idé at kontakte relevante myndigheder om forebyggende malariamedicin inden man tager afsted. Der findes et begrænste antal kontantautomater på øen, der ligger en ved SevenEleven på havnen i Na Dan og tre ved Hat Sai kaew. Som nævnt længere oppe er der også en automat på Ao Wong Deuan Beach.

MAD & DRIKKE
Der er et fint udvalg af spisesteder på Koh Samet, stort set alle overnatningssteder har også en restaurant. Mange hoteller og restauranter rykker borde og stole ud på stranden om aftenen, her kan man nyde sin mad i de lune tropeaftener med levende lys på bordet og fødderne i sand. Udover det almindelige menukort tilbyder disse steder ofte bbq, grillet fisk eller skaldyr, men også f.eks. spareribs. På den 500 meter lange asfalterede vej mellem Na Dan og Hat Sai Kaew findes også 10-12 restauranter, det er billigt at spise her, retter fås fra ca. 60 baht, prøv f.eks. restauranten Chili der er populær.

Skal det være europæisk kan man prøve restauranten ved Jep's Bungalow og søger man et pænere sted er det værd at nævne The Zea på Sai Kaew Beach Resort og de elegante restauranter på Le Vimarn og Ao Phrao Resort på Ao Phrao Beach. Koh Samet mangler heller ikke barer, de populære steder er Ploy Bar på Hat Sai Kaew Beach, her er livemusik og ildshows. På Ao Hin Khok kan man fornøje sig på Naga Bar der hører til Naga Bungalows. Naga Bar arrangerer thaiboksning og beachparties.



Aftenhygge på Hat Sai Kaew Beach

Ao Wong Deuan Beach

Ao Phrao Beach på vestkysten


UDFLUGTER
Koh Samets beskedne størrelse gør at det er småt med udflugtsmuligheder på øen. Man kan gå rundt til de forskellige strande ad vejen der løber midt på øen, den er dog i temmelig dårlig stand, hullet, mudret og sine steder ret stejl. Man kan evt. besøge den store hvide buddha der sidder overfor Sai Kaew Beach Resort, munken der residerer i templet ved siden af er venlig, men ret insisterende på donationer. Man kan besøge de øvrige øer i nationalparken, samtlige tourbureauer, guesthouses og hoteller kan arrangere den populære udflugt eller i det mindste være behjælpelige med reservation.

Det er nogenlunde samme program de forskellige arrangører tilbyder, dvs. stop ved Koh Man Nai, Koh Man Nok og Koh Man Khlong. På førstnævnte ø ligger et skildpaddecenter hvor man prøver at hjælpe den udrydningstruede havskildpadde. Fra Koh Samet kan man også tage en speedbåd rundt om øen, her er der stop ved forskellige strande og gode snorklesteder. Der findes i øvrigt flere diveshops på Koh Samet. Hvis man skal være på øen i længere tid kan man tage et par dage i Bangkok, hovedstaden har gode attraktioner hvis man skulle få lyst til at se noget andet end strand. En dagstur til Pattaya for at shoppe er en anden mulighed.

TRANSPORT
Fra Bangkok kan man tage bussen fra stationen ved Ekamai til havnen i Ban Phe. Mellem klokken 5.00 og 20.00 er der afgang hver time, turen tager tre timer og koster i skrivende stund 157 baht. Bussen fra Bangkok sætter dig af ved færgen der koster ca. 50 baht. Alternativt kan du købe en privat taxitur hos ethvert tourbureau i Bangkok. Turen fra dit hotel til Ban Phe koster mellem 2000 og 3000 baht. Billetter til deletaxier kan købes ved Khao San Road, prisen er ca. 300 baht. Du kan også købe færdigpakkede ture af flere dages varighed hos tourbureauerne, her er transport ofte inkluderet i prisen. Ved ankomst til Na Dan på Koh Samet holder der songtaews (grisebiler) og venter, de kører først når de er fyldt op, alternativt kan du leje hele bilen hvis du ikke gider at vente.

Skal du kun til Hat Sai Kaew Beach og er lidt frisk, så hank op i bagagen og gå derned hvis der ikke er passagere nok til at fylde en vogn. Der er mange songtaews på øen, flere steder er der lavet taxiholdepladser, bla. ved parkkontoret på Hat Sai Kaew Beach og ved Ao Wong Deuan Beach. Der er faste priser på turene med songtaews, de er anført på et skilt ved holdepldsen. Man kan leje scooter, ATV og mountainbike mange steder, vejene er dog temmelig dårlige, så pas på.


VEJRET
Koh Samet har typisk tropeklima med høj luftfugtighed. Øen skulle være en af de tørreste i Thailand med relativt gode solchancer selv i regnperioden. Der er kun små temperatursvingninger året rundt, dagtemperaturen ligger normalt lige over 30° C, men i perioden inden regntiden kan den nemt snige sig op på 35°-40°C.
Click for Rayong, Thailand Forecast



Bangkok
Rejseguide


Phuket
Rejseguide


Koh Chang
Rejseguide


Pattaya
Rejseguide


Koh Phi Phi
Rejseguide


Koh Samui
Rejseguide


Hua Hin
Rejseguide


Nordthailand
Rejsebeskrivelse


Centralthailand
Rejsebeskrivelse


Koh Kood
Information


River Kwai
Information


Læs om Buddhismen
Tema