TYRKIET
Indbyggere: Ca. 63 millioner
Hovedstad:
Ankara
Religion: Muslimer
Valuta: Lira


Marmaris ligger ud til den tyrkiske skærgård i den sydvestlige del af Tyrkiet. Området er smukt bjergrigt og med overraskende megen vegetation. Provinsen her og mod nord er kendt som Karien, opkaldt efter karierne, et folkefærd hvis oprindelse stadig diskuteres. Nogle mener at de var lokale anatoliere, mens andre er af den overbevisning, at de er tilflyttere fra de ægæiske øer.

Området har været regeret af både grækerne, Alexander den Store og byzantinerne. I dag er Karien som bekendt en del af Tyrkiet der efter flere turbulente perioder med statskup, forfatningsændringer og oprør er ved at finde sig selv igen. Langs den sydvestlige kyst ligger feriebyerne som perler på en snor, det herlige klima, de kulturelle seværdigheder og den venlige befolkning er det der i mine øjne gør området så attraktivt som rejsemål.

Topattraktioner
EfesosPamukkale & HierapolisDalyan flodenSkærgården

Information, flybillet & hotel
Kort over Tyrkiet
Kort over Marmaris
Læs om Atatürk - Tyrkiets fader
Køb dine rejseguides online
UM's rejsevejledning
Tyrkiet-lejlighed.dk
Flybillet: Supersaver l Travelstart
Hotel: Hotels.com l Bedfinder.dk
Charter: Nazar
Rejsenyheder og Links


Rejseguides
Turen går til Tyrkiet
Tyrkiets Middelhavskyst med kort
Tyrkiet på egen hånd





Byen

Gennem frodige bjerge og dale når man Marmaris der for ikke så mange år siden var en mindre fiskeby. Som i så mange andre feriebyer er udviklingen også her gået stærkt, i dag bor her knap 34000 mennesker, men kigger man på byens størrelse skulle man umiddelbart tro at der boede mange flere. Byens centrum er i og omkring den gamle bydel hvor man finder turistinformationen, bargaden og ikke mindst den imponerende overdækkede bazar med hundredevis af forretninger der tilbyder læder, kopivare, guld, souvenirs osv. osv. Den gamle bydel omkranser helt Marmaris' eneste levn fra fortiden, nemlig sultan Süleymans borg, der skulle virke som forsvar mod korsridderne fra Rhodos. I 1522 var det dog Sultan Süleyman og hans 200000 mand store hær der holdt Rhodos By under belejring i adskillige måneder. Borgen i Marmaris er ikke særlig stor, men vandre man alligevel rundt i de smalle stræder i den gamle bydel, er den da værd at tage med. Der er åbent i dagtimerne, dog ikke fra 12.00-13.00. Entré 3 lira.

Ved den gamle bydel starter Marmaris' imponerende strandpromenade der løber lige så langt øjet rækker. De første par hundrede meter langs promenaden ligger adskillige udflugtsbåde, taxibåde og dykkebåde ankret op. Herefter starter så byens strand der er udemærket, men heller ikke mere. Den er smal med grus/sten og der er ingen tvivl om at jo længere væk man kommer fra havnen, desto bedre blive den, vandet virker flere steder lidt grumset omkring centrum. Der er udlejning af solstole og parasoller for ca. 25 kr. alt efter hvor på stranden man havner. Går man videre ad strandpromenaden har man pludselig ikke den befærdede strandvej på højre side, men et langt stykke med barer og restauranter der ved aften- og nattetide kæmper om kunderne med neonoplyste reklamer og et voldsomt støjniveau. Går man modsat stranden fra den gamle bydel og borgen, kommer man til byens berømte marina, man siger det var her at Lord Nelson samlede sin flåde inden angrebet på det franskstyrede Abukir. Går man lidt videre kan man tage flyvebåden til Rhodos. I marinaen ligger ofte store flotte både og området går for at være lidt exclusivt, bla. kan man her finde forretninger med ægte mærketøj.

Udover den gode shopping i bazaren, har Marmaris også et stort marked. Det finder sted hver torsdag, og her kan man købe en del turistting, tøj osv. Men det mest spændende er nu det lokale grøntsagsmarked, hvor tyrkerne selv handler. Alle mulige farvestrålende frugter og grøntsager er stillet op og det er sjovt at betragte den livlige handel. Husk at prutte om prisen hvis du vil handle. Ved Atatürk-statuen på havnen kan man følge gaden Ulusal Egemenlik, her ligger det store Tansas Supermarked med alle tænkelige dagligvarer, her er priserne ofte lavere end i resten af byen. Marmaris er absolut en by der har alt, den er sine steder ganske hyggelig og virker mere gennemtænkt end så mange andre feriebyer, men tag ikke fejl, det er og bliver en turistby med begrænset lokalstemning. I byen findes desuden posthus, internetcaféer, banker og kontantautomater.



Udsigt fra borgen i Marmaris over
havnen og strandpromenaden

Skærgården
Snup en tur i den tyrkiske skærgård.
Naturen er fantastisk og i tilgift
kommer man lidt væk fra den store turistkoncentration omkring Marmaris.
Populært er det at tage på
"Blue Cruise" i de traditionelle tyrkiske
Gület både, hvor man kan nyde
livet på vandet i sit eget tempo.

Havnen og den gamle bydel i Marmaris, borgen kan lige anes oppe til højre


Içmeler: Kører man fra Marmaris mod syd støder man ind i Içmeler, en nyere ferieby hvor tempoet er knap så hektisk. Faktisk er det muligt at gå fra Marmaris til Içmeler ad den ca. 7 km lange strandpromenade, der som før nævnt starter ved den gamle bydel i Marmaris, og altså slutter i Içmeler. Der er selvfølgelig nemmere måder at komme fra den ene by til den anden, f.eks. med dolmus eller taxibåd. Içmeler virker lidt mere exclusiv end Marmaris, her er lidt mere plads og fremfor alt er stranden bedre uden dog at være prangende. Der er udlejning af solstole som koster ca. 20 kr. for to stole med parasol. Der mangler ingenting i Içmeler, barer, restauranter og butikker ligger side om side, men er man til fest og farver skal man nok vælge et andet sted.

Der er ikke noget egentligt centrum i Içmeler, men strandpromenaden samler altid mange mennesker, og ved den lille kanal der løber fra stranden ind i landet ,er der en herlig atmosfære. Små boder og butikker ligger på hver side og tiltrækker rigtig mange mennesker, både dag og aften. Der er marked i byen hver onsdag. Içmeler er langt henad vejen kunstigt bygget, men bevæger man sig nogle hundrede meter ind i landet, støder man ind i det oprindelige Içmeler, en meget lille by hvor små pensioner blander sig med de lokales huse. Her kan man være heldig at indsnuse lidt lokal atmosfære.

Turunç:
Videre mod syd fra Içmeler støder man efter et par km ind i Turunç, en meget lille ferieby som mest ser ud til at tiltrække tyrkerne selv, her er ikke mange udenlandske turister. Byen har en glimrende strand med blandet sand, grus og sten. Et plus er dog vandet der flere steder et krystalklart. Også her er der udlejning af solstole. Turunç er hurtigt overset, byen består faktisk kun af en hovedgade med butikker, restauranter, barer og et enkelt diskotek. Parallelt med hovedgaden løber standpromenaden som vel nærmest er en sti. Her findes mange hyggelige restauranter. Fra Turunç kommer man nemmest til Marmaris med dolmus, men har man lidt mere tid kan man også prøve en taxibåd, det tager ca. 50 mimutter.

Naturen i området omkring Marmaris, Içmeler og Turunç er utrolig smuk, pinjetræerne står tæt op ad bjergskråningerne og her og der ligger små idylliske fiskerbyer hvor tiden synes at være gået i stå. Fortsætter man mod vest ud ad Resadiye-halvøen kan man besøge Datça, her er en begyndende turisme, men slet ikke i samme målestok som Marmaris. Byen har en lille havn, hyggelige gader og nogle gode strande. Længere ude ad halvøen kan man besøge Knidos der var en vigtig havneby i dorisk tid.



Stranden i Marmaris

Sultan Süleimans borg i Marmaris


Marmaris ved Atatürk-statuen omkring den gamle bydel og havnen

OVERNATNING
Ligesom andre feriebyer i Tyrkiet er også Marmaris et yndet rejsemål for charterturister. Det kan være svært at finde et hotelværelse i højsæsonen, men kommer man uden at have forudbestilt eller har et lavt budget, er det muligt at finde billige værelser i og omkring den gamle bydel og i Turunç. Hotelstandarden er god og et mellemklassehotel vil som regel kunne opfylde de flestes behov. Mange overnatningssteder er familieejede og har en hyggelig atmosfære. Du kan booke hotel på hotels.com eller bedfinder.com. Rejsebureauet Nazar er specialister i rejser til Tyrkiet, ofte på store flotte resorts.

TRANSPORT
Dolmus er det nemmeste transportmiddel i Marmaris og omegn. Der findes flere forskellige: De grønne kører inden for Marmaris By, de orange kører mellem Marmaris og Içmeler, de bordeaux mellem Marmaris og Beldibi og de blå mellem Marmaris og Armutalan. Der er også dolmus til Datça. Ifølge nye regler, så holder dolmus officielt kun ved stoppestederne, men ikke mange chauffører overholder disse regler, så næsten alle dolmus kan stoppes hvor som helst på ruten som i gamle dage. Man betaler når man stiger ind og råber bare stop når man skal af igen, meget nemt. Endestationen for dolmus i Marmaris ligger ved Tansas Shoppingcenter. Taxier er der mange af, men det er forholdsvis dyrt, der køres efter taxameter, ca. 7 kr. pr. km. Til længere ture i omegnen aftales en pris. Taxibåde findes i havnen, en tur fra Marmaris til Içmeler koster ca. 30 kr. Man kan også leje bil, motorcykel eller scooter. Vil man ikke selv stå for transporten findes der masser af turarrangører, husk at sammenlign pris og indhold, ofte kan man også prutte om prisen disse steder.

MAD & DRIKKE
Madmæssigt er Tyrkiet virkelig spændende, heldigvis har mange restauranter holdt fast ved det traditionelle tyrkiske køkken, men McDonalds, Burger King, pizza, pasta-, steak- og kinarestauranterne er selvfølgelig også på plads her. De tider hvor Tyrkiet var et billigt rejseland er vist ved at være forbi, man kan være heldig at finde noget billigt oppe i gaderne men bevæger man sig ned langs promenaden og den gamle bydel kommer man hurtigt af med 60-80 kr. for en almindelig hovedret. Bemærk at en del restauranter lægger service og/eller skat på regningen. Man kan vel bedst karakteriserer det tyrkiske køkken som en blanding af det arabiske og det græske køkken. Mynte og spidskommen er brugt ofte, mens friske grøntsager som peberfrugt og aubergine kan være en del af retten. Meze er en masse småretter der absolut skal prøves, ofte bliver en tallerken meze brugt som forret. Mange tyrkiske retter er sammenkogte, maden er ikke stærk, men krydret. Kebab bliver ofte spist som en slags fastfood der kan købes mange steder i f.eks. den gamle bydel. Et par gode restauranter:
Mergen Ana: Fremragende lokal mad til få penge. God familiær atmosfære og flere specieliteter på menukortet. Restauranten kan være svær at finde, men ligger i en af gaderne bag bazaren, ikke langt fra marinaen.
Liman Restaurant: I bazaren. God tyrkisk mad, priserne er dog noget over gennemsnittet, men her får man absolut kvalietet for pengene. Meget populær restaurant.
Taraça Restaurant: Der ligger flere restauranter på promenaden omkring borgen med god udsigt, Taraça er en af de bedre, her fås både tyrkisk og international mad.

Marmaris har et heftigt natteliv, i den gamle bydel ligger bargaden og langs promenaden finder man større barer og diskoteker. Det er dyrt at gå i byen i Tyrkiet, priserne er nogenlunde som i Danmark.


Vis stort kort

STRANDE
Strandene i Marmaris og Içmeler er som nævnt ikke de bedste, men det er muligt at finde flere gode strande. Sydøst for byen finder man Günlücek Park der også har en fin strand. Mankantage dolmus dertil fra Tansas Shoppingcenter. Nærmest Marmaris ligger Kleopatra Beach, det tager ca. 10 minutter i taxi at komme dertil. Tager man nogle af taxibådene fra Marmaris kommer man også til gode strande, flere af dem med klart vand.

AKTIVITETER/FORLYSTELSER I MARMARIS
Atlantis Waterpark: Stort vandland på strandpromenaden i Marmaris. Åbent fra 10.00-17.30. Entré voksne ca. 100 kr./børn ca. 60 kr.
Vandsport: Jetski, bananbåde, vandcykel og paragliding findes på stranden i Marmaris, Içmeler og Turunç.
Aqua Life Waterpark: Lille vandland/legeland på Atatürk Boulevard, Marmaris' hovedgade.
Dykning: Adskillige både ligger i Marmaris havn. Et skilt fortæller som regel om pris, varighed osv. Også mulighed for at tage certifikat.
Hamam: Ligger der flere af i Marmaris, bla. den store Armutalan hamam. Man kan som regel blive hentet på sit hotel hvis man bestiller i forvejen. Alternativt kanman tage en dolmus fra Tansas supermarkedet. Det anbefales at komme efter klokken 18.00, på det tidspunkt skulle alle tourgrupperne have forladt stedet.
BBQ Boat: Dagligt fra havnen i Marmaris. Turene indeholder besøg ved bugter og grotter. Se efter Meno Tours.
Ridning: På Dortnal Ranch (web) ca. 20 minutters kørsel fra Marmaris kan man ride på hest, 1 time koster ca. 28 Euro.

Jeep Safari: Flere udbydere i Marmaris, turene går som regel forbi småbyer med et besøg hos en lokal familie.
Kajak: Ved Yücelen Hotel kan man købe færdige kajakture med guide i området.

VÆRD AT VIDE
Sælgerne i byen er meget påtrængende, grænsende til det irriterende. Som altid må man bare sig nej tak og gå videre hvis man ikke er interesseret. Kopitøj er populært at købe, men husk at det er ulovligt at indføre i Danmark. I øvrigt har jeg kun dårlige erfaringer med tøjkøb i Tyrkiet, kvaliteten er ringe i forhold til prisen.



Den hyggelige kanal i Içmeler

Stranden i Içmeler


Stranden i Turunç




Udflugter

DALYAN FLODEN
Ca. 100 km øst for Marmaris ligger Dalyan-floden der har et par udemærkede turistattraktioner. Her ligger Sultaniyebadene, et mudderbad som skulle være ret så sundt, om ikke andet er det en anderledes oplevelse. Man smører kroppen ind i mudder fra top til tå og lader det så tørre i 10-20 minutter. Efter afskylning går man i et 39°C varmt sulfatbad og man skulle være født på ny. Entré til mudderbadet ca. 20 kr. De sædvanlige kiosker og souvenirboder findes også her. Husk at passe på når du går rundt på området, der er flere steder meget glat. Sejler man videre ad floden ud mod havet kommer man forbi Kaunos, en af de vigtigste byer i det kariske samfund. Fra floden er det kun muligt at se de flotte kongegrave der er hugget ind i bjergsiden fra år 400 f.kr., men området består faktisk både af templer, huse og et teater.

Langt de fleste arrangerede ture fortsætter nu den halve time ud til Middelhavet for at lægge til ved Iztuzu stranden, eller Turtle Beach, hvor den store skildpadde Caretta Caretta lægger sine æg. Men har man lyst til en dukkert så find en lille bugt et andet sted på kysten, Turtle Beach er ikke særlig god og lidt af en turistfælde med høje priser og tusindvis af mennesker på et lille område. Dalyan-floden, hvor filmen Afrikas Dronning blev indspillet, er et hyggeligt sted, men man skal ikke forvente at have området for sig selv, her er meget turistet. De fleste tourbureauer i Marmaris har en pakketur til Dalyan på programmet.



De kariske kongegrave langs
Dalyan-floden




Mudderbadet ved Dalyan


Den overturistede og ikke særligt gode Turtle Beach

EFESOS & JOMFRU MARIAS HUS
Efesos er et enormt og særdeles imponerende ruinområde fra primært den romerske periode. Men allerede i år ca. 900 f.kr. blev byen grundlagt. Beboerne dengang tilbad en græsk gudinde ved navn Artemis og til ære for hende byggede man et imponerende tempel som er et af verdens 7 underværker. Templet blev brændt ned, men genopbygget, og det var omtrent på det tidspunkt at Alexander den Store kom forbi byen og forelskede sig i den. Lysimachos, Alexander den Stores general, fik magten og Efesos blev en af områdets vigtigste byer. Senere kom romerne til og også de forelskede sig i byen, så meget, at Augustus gjorde Efesos til provinshovedstad i stedet for Pergamon. Nye bygninger kom til eller udvidet og med 250000 indbyggere oplevede byen sin storhedstid. Havnen sandede imidertid til og den svigtende handel med omverdenen gjorde en ende på Efesos. Der er to indgange til Efesos, men det kan anbefales at tage hovedindgangen da man kort herefter bliver præsenteret for byens teater der er ganske imponerende. Romerne udvidede teatret så der var plads til 24000 tilskuere og der er en fin udsigt fra de øvre tribuner. Teatret ser ud til at være i forfald og gør sig faktisk bedst på afstand men man må alligevel ikke snyde sig selv for en tur indenfor.

En lang gade, marmorgaden, fører op til Efesos' mest berømte bygningsværk, Celsus biblioteket, bygget omkring år 120 e.kr. af Tiberius Julius Aquila, til ære for hans egen far. Biblioteket er dog genopbygget og statuerne kopier, men flot er det. Det siges at Celsus' sarkofag står under bygningen. Det er omkring biblioteket der er mest at se, f.eks. terrassehusene, bordellet, Hadrians Tempel og Skolastika-badene. Er man nået hertil er man godt på vej op ad Kuretes vej og for enden af den Herkulesporten. En lille gade fører op til næste niveau hvor man finder Efesos' anden indgang. Også her er der ruiner, bla. et lille teater. Efesos er et yderst spændende område, man kan hurtigt bruge et par timer her, men kom tidligt, både pga. varmen men også for ikke at vade oven i de tusindvis af mennesker der hver dag besøger byen. Kasket eller anden hovedbeklædning og masser af vand er en god ting at huske. Skulle du løbe tør er det muligt at købe forfriskninger flere steder på området. Kiosker og souvenirboder ved begge indgange. Efesos har åbent fra 8.00-19.00 og entréen er ca. 100 kr.

Fra den "lille" indgang kan man kører et par km op ad bjerget, her støder man på Jomfru Marias hus. Det siges at det var her hun døde, men den diskussion kører stadig på højeste blus blandt eksperter. Den kendsgerning at Johannes, som Jesus angiveligt bad om at passe på sin mor, boede i Efesos, at en lokal graver fandt et sarkofag da han skulle lave en mur ved huset, og ikke mindst at Paven i 1967 gjorde stedet til Jomfru Marias officielle grav har fjernet tvivlen hos mange. Ikke mindst de tusindvis katolikker der kommer for at bede. Huset er gjort til kapel og ligger ganske smukt. Der er boder og caféteria på området. Entré ca. 75 kr., åbent fra 8.30-19.00.




Søjlerester og det romerske teater i Efesos

Det flotte Celsus bibliotek i Efesos


Et kig ned ad Kuretsgaden i Efesos

PAMUKKALE & HIERAPOLIS
Pamukkale er en unik naturoplevelse der kun kan ses få steder i verden. Kalk dannet af varme kilder skaber det fænomen der mest af alt ligner et snelandskab. Istaplignende formationer dannet af aflejret kalk får automatisk tankerne derhen. I et par tusind år har det været kendt, at en dukkert i de varme kilder havde en helbredende effekt, de rygter nåede helt til Rom som byggede Hierapolis år 190 f.kr. Højtstående embedsmænd og andre i det øvre hieraki, strømmede til Hierapolis for at restituere sig og få bugt med bla. gigt, som det kalkholdige vand skulle være særlig godt for. Byen har dækket et stort område, desværre er det meste ødelagt efter et jordskælv i 1300-tallet. Her og der kan man dog se flotte søjler og porte, men det mest velbevarede er det smukke teater med plads til 12000 tilskuere. Det ligger lidt gemt bagved indgangen til Pamukkale Thermal, men det kan kraftigt anbefales at tage turen de 200 meter op ad grusvejen, teatret er imponerende med velbevarede søjler og statuetter.

Pamukkale har altid tiltrukket mennesker, i 1980'erne da Tyrkiet oplevede det store turistboom, så mange, at man frygtede at området helt ville forsvinde pga. slid og tankeløshed fra myndigheder og turister. I dag er området sat på UNESCO's liste over bevaringsværdig natur og der er således kun adgang til et meget lille stykke af Pamukkale. Man kan ikke længere bade i de originale bassiner, to kunstige er konstrueret og indgangen til dem er ved Pamukkale Thermal lige ved busholdepladsen. Entré ca. 80 kr. Umiddelbart ved siden af Pamukkale Thermal ligger et museum med genstande fra Hierapolis, åbent dagligt fra 8.30-12.30 og 13.30-19.00. Går man forbi museet kommer man så til at lille afmærket stykke hvor man kommer ganske tæt på de flotte kalkaflejringer. Skoene skal af og ønsker man at soppe i de kunstige bassiner skal man passe på det glatte underlag. Et skilt siger at der ikke må fotograferes, men det ser ikke ude til at blive håndhævet. Entré til Pamukkale & Hierapolis ca. 35 kr. Husk godt med vand og en hat til at beskytte hovedet, der er kun få steder med skygge.


RHODOS
Fra Marmaris er det muligt at besøge den græske ø Rhodos. Dagligt afgår der både fra marinaen og turen koster ca. 180 kr. + 14 euro i havneskat. Rhodos er en forholdsvis stor ø og kan selvfølgelig ikke opleves på en dag, men det kan anbefales at tage en tur gennem Den Gamle By som korsridderne grundlagde i 1221. Der hersker en herlig stemning i Den Gamle Bys brostensbelagte gader og hele området må siges at være meget velbevaret. Den Gamle Bys største attraktion er stormesterens palads, men mange finder nok den lange handelsgade Socrates Street mere interessant. Vareudbuddet her adskiller sig dog ikke væsentligt fra det i Marmaris. Har man tid til at komme væk fra Rhodos By er det om at komme ned til Lindos ca. 40 km mod syd. Her ligger Akropolis med det engang så prangende Athene-tempel bygget år 342 f.kr. I dag er der ikke meget tilbage af templet og de udenomliggende bygninger fra forskellige perioder, men med lidt god vilje kan man sagtens fortstille sig at dette må have været et imponerende sted. Tempelområdet ligger 166 meter over havet og heroppefra har man en herlig udsigt over byens strand og den charmerende Lindos By med de hvidkalkede huse.



Jomfru Marias hus ved Efesos


Bassiner i Pamukkale


Søjlerester i den romerske by Hierapolis ved Pamukkale




Vejret

Klimaet på Tyrkiets sydkyst kan i sommermånederne være uudholdeligt for os danskere, dagtemperaturer på omkring 40° er ikke ualmindeligt. For- og efterår er lidt køligere. Området omkring marmaris får mere nedbør i vinterperioden end resten af sydkysten. Herunder kan du se vejret i Marmaris lige nu.




Click for Marmaris, Tyrkiet Forecast

Fakta

Religion
Muslimer (religionsfrihed)
Indbyggertal
Ca. 63 millioner (Marmaris ca. 34000)
Hovedstad
Ankara
Valuta
Lira (1 Lira = ca.4,20 kr.), det anbefales at veksle i Tyrkiet, store kurssvingninger. Se den aktuelle kurs her. Euro kan også bruges i Marmaris. Tyrkiet har i 2005 fjernet de sidste seks nuller i deres valuta.
Vejen til Marmaris
Langt de fleste rejsebureauer har afgange til Marmaris i sommerperioden. Fra København kan man flyve med Turkish Airlines til Istanbul og derfra videre til Dalaman. Fra lufthavnen i Dalaman til Marmaris er der ca. 2 timers kørsel.
Flyvetid
3 t. 30 min. København/Billund-Dalaman
Lufthavn
Ældre lufthavn, kaos kan forekomme i højsæsonen. Udemærkede ventearealer og indkøbsmuligheder. Flere enkle spisesteder, bla. Burger King (dyrt).
Indrejsekrav for danske statsborgere
Gyldigt pas. Ophold i max. 3 måneder uden visum. Tjek aktuelle regler her.
Pillepas
Ikke nødvendigt.
Tidsforskel
Sommer +1 time / Vinter +1 time
Turistsprog
Engelsk
Øvrigt
Klik her for at se udenrigsministeriet rejsevejledning til Tyrkiet.