HAITI
I en uge havde jeg ligget på stranden og nydt godt af hotellets all-inklusive tilbud. Jeg befandt mig på Costa de Ambar i Den Dominikanske Republik, hvor jeg efter en del afslapning var opsat på lidt eventyr, opsat på at se noget nyt. Jeg lagde hotellet bag mig og vandrede ned i Sosua by for at finde en butik der solgte udflugter. Butik er måske så meget sagt, de fleste der sælger noget i byen har blot banket et par brædder op og kalder det deres forretning. Sådan var det også med denne tourudbyder, der mente at en tur til Haiti var lige noget for mig. Tiden var knap, men man kan sagtens nå en tur til Haiti på en dag, så morgenen efter ville jeg blive hentet på mit hotel.

Med søvn i øjnene kørte vi vestpå, bussen var en ældre model og passagererne var en god blanding af franskmænd, englændere og så mig fra det kolde nord, ialt ca. 10 personer. Vejen til grænsen er ganske smuk, faktisk kører man meget af vejen i en lang dal med bjerge på begge sider. Snorlige ligger vejen, og frodigheden omkring den er overvældende, alle tænkelige frugter og grøntsager bliver dyrket. Omsider nåede vi grænsebyen Dajabon, opkaldt efter floden der adskiller Den Dominikanske Republik og Haiti. Grænseområdet var et mylder af mennesker, netop idag havde haitianerne lov til at krydse grænsen for at sælge, købe eller bytte deres varer. Sådan gjorde man et par gange om ugen for at hjælpe den fattige befolkning i Haiti. Det lignede kaos, haitianerne slæbte kæmpe sække og civile betjente fra det dominkanske grænsepoliti hev fok til siden for at tjekke dem, af og til løb de ligefrem efter de stakkels mennesker, der vidste, at blev de taget, ville der gå timer før de kunne sælge deres varer på markedet. Betjentene var grove og behandlede haitianerne skidt, jeg følte en enorm uretfærdighed, her sad jeg trygt og godt og kunne ud af ruden se ludfattige mennesker kæmpe for at få lov til at tjene lidt penge, så de kunne få mad på bordet.

Vores papirer gik i orden, vi trillede over den lille bro og parkerede på den anden side af floden for at aflevere vores pas til de haitianske myndigheder. Allerede her ved grænsen kunne vi se den enorme forskel der er på de to lande, selvom der 20 kilometer væk, på den dominikanske side af grænsen, var smukt og frodigt, sad vi nu og kiggede på et landskab der var knastørt, svedent og fuldstændig ubrugeligt til landbrug. Haitianerne har i årevis fældet træer i stor stil, som de bruger til brænde, resultatet er et nøgent landskab uden nedbør og hvor kun de færreste ting kan gro. Bussen kørte nu et par kilometer til centrum af den lille grænseby Quanaminthe, her var der et marked som vi skulle opleve. Markedet lignede mest en losseplads, bunker af affald lå spredt mellem sælgerne der prøvede at komme af med f.eks gammelt tøj, kurve og sække med korn.

Fra Quanaminthe kørte vi videre ind i Haiti, det er her man for alvor bemærker, at landet minder utrolig meget om Afrika, det tørre landskab og befokningen, der her er mørkere end i Den Dominikanske Republik, har mange ligheder med det store kontinent. Bussen stoppede ved en lille by, det var tid til frokost, men risblandingen der blev serveret lugtede fælt af gammel mad. Jeg rørte det ikke, mine medrejsende nippede kun til det, ingen skulle risikere dårlig mave. Et par hundrede meter fra den såkaldte restaurant blev vi inviteret til at overvære en voodoo-seance. Jeg er ikke helt sikker på at en vodoo-seance foregår som denne, måske var det en turistversion. Vi blev sat i en stor rundkreds under et halvtag, små nuttede hundehvalpe suste rundt om benene på os og pludselig kom to damer ind for at starte showet. De dansede og virkede som om at de gik i trance. Efter noget tid kom en høj tynd mand ind, han var åbenbart heksedoktor eller medicinmand. Af en eller anden grund havde han kjole på, det så ret dumt ud, men han tog selv hele seancen meget alvorligt. Også han gik i en form for trance og han viste os nu, at han kunne gå gennem ild og vandre på glasskår uden at det gjorde ondt. Damerne kom ind med fire duer som de placerede inde i cirklen, en efter en tog han duerne og bed halsen over på dem, forsamlingen så måbende til mens blodet stod ud til alle sider, hundehvalpene løb nu rundt om benene på os med hovederne i munden og heksedoktoren gik rundt, smurt ind i blod. Han blev vækket og seancen var slut, tilbage lå fire døde duer, 10-12 hundehvalpe der kæmpede om et hurtigt måltid og lige så mange turister der ikke troede deres egne øjne.

Bussen kørte videre, vores mål var en ældre kvinde der ville vise os et typisk haitiansk hus. Men først skulle vi køre et stykke tid, infrastrukturen er elendig i Haiti, asfaltveje ser man kun få steder, så vi kørte på grus og jord. Vi kørte ned i et flodleje, der var næsten ikke noget vand i floden, men nok til at det var temmelig mudret omkring vejen. Bussen sank i og uanset hvad chaufføren gjorde sad vi fast. En flok børn på 12-14 år badede i det sparsomme vand i floden, de var nøgne, men alligevel kom de løbende for at skubbe bussen. Vi kom stadig ingen vegne, vi måtte stige ud og hjælpe med at skubbe. Vi asede og masede, men omsider kom vi fri og jeg fandt noget frugt som vi gav børnene som tak for hjælpen. Bussen nåede frem til den ældre dame, jeg ved ikke hvad jeg havde foretillet mig, men det ville næsten være synd at kalde hendes hjem for et hus, det var vel nærmest en hytte lavet af palmeblade. Damen var yderst gæstfri, hun tog imod os med åbne arme, alle skulle have et ordentligt kram, hvilket var at sætte helbredet på spil, hun var enorm og klemte os alle til vi gispede efter vejret. Der var kun et rum i hytten, men her havde hun levet med sine børn der nu var flytte hjemmefra. I stedet for havde hun nu fået en hund som fulgte hende i tykt og tyndt.

Vi vinkede farvel til damen og kørte mod grænsen for at komme tilbage til Den Dominikanse Republik. Ved grænsen var der stadig kaos, men nu gik trafikken den anden vej, det var imponerende hvad de mennesker kunne slæbe. Kæmpe sække på hovedet, nogle havde bygget primitive trævogne som var læsset til bristepunktet, andre havde en cykel hvor de havde læsset alverdens ting. Specielt én fyr sidder i min erindring, han havde stablet så mange æggebakker på sit bagagebærer at det ragede fem meter op i luften. Hjemturen foregik i mørke og jeg nåede først mit hotel over midnat, det havde været en lang dag, men jeg fik det eventyr jeg havde sukket efter.

Denne rejsehistorie er fra min tur til Den Dominikanske Republik, du kan læse hele beskrivelsen af rejsen, der med Costa de Ambar som base, også bragte mig til Playa Grande, Samana og Cayo Levantado her.



Flere rejsehistorier:
Med taxa i Gambia l De rasende elefanter l Pattaya by night