GAMBIA
Jeg havde været der før, men Albert markedet, i Gambias hovedstad Banjul, er et sted man gerne vender tilbage til. Batik, træfigurer, souvenirs, afrikanske trommer, sko, grøntsager, farvestrålende stoffer og færdigsyede kjoler og meget meget mere kan købes her i et utal af boder og forretninger. Connie var ikke så heldig at have oplevet markedet, så en tur til en af Gambias største attraktioner var en selvfølge. Vi forlod vores hotel for at finde kørelejlighed og vi var knap nok kommet ud på gaden, før en langlemmet fyr kom os i møde. "Taxi" spurgte han, og jo, det var lige hvad vi manglede. Lidt henne ad vejen stod tre grønne taxier, to nyere ford-modeller og en gammel faldefærdig rustbunke, der var så gammel og slidt, at det var umuligt at fastslå fabrikatet. Selvfølgelig var det den bil vi skulle med, indvendigt var den, om muligt, endnu mere medtaget, der var ingen bund i bilen, en tyk voksdug var lagt over de bærende dele, men flere steder kunne man se vejen. Instrumentbordet var væk, det var al beklædning også, fuldstændig nøgen og skrællet stod bilen der og lignede mest af alt en udtjent stock-car. Bilen kan faktisk ikke beskrives, vi var begge enige om, at bilerne på bilkirkegårdene hjemme i Danmark var i væsentligt bedre stand end denne bunke jern.

Vi tøffede derudaf og nåede efter et par kilometer hovedvejen, chaufføren lyste pludselig op og fortalte stolt, at nu ville vi snart køre gennem landets første og eneste lyskryds. Da vi nåede frem undrede det mig at der stod to mand og dirigerede trafikken i det fuldt funktionsdygtige lyskryds. Jeg spurgte selvfølgelig chaufføren hvorfor, men ifølge ham var det logik, der var jo ingen der vidste hvad farverne betød...

Inden vi nåede Albert markedet ville vi besøge krokodilleparken i Katchikally, chaufføren bakkede ind på parkeringspladsen, men af en eller anden grund overså han den næsten 10 meter høje mur, som han med stor fart bakkede lige ind i. Han fortrak ikke en mine, det virkede som om at det var en helt almindelig parkering for ham. Efter krokodilleparken kørte vi til Albert-markedet, chaufføren ville helst holde ved bagindgangen, så her parkerde vi, og kunne nu opleve det farverige marked. Indtil nu havde havde turen med den faldefærdige spand og noget anderledes chauffør været spændende, men det var på hjemturen det for alvor blev morsomt. Da vi kom ud til bilen efter endt shopping, kunne den selvfølgelig ikke starte, Connie og jeg sad på bagsædet mens de lokale børn samlede sig, de der stod forrest trykkede snuderne flade mod vinduet, og med snotten løbende ud af næserne kæmpede de for at få et glimt af de hvide mennesker. Chaufføren travede frem og tilbage udenfor bilen, pludselig tog han en hammer som han knaldede ned i motoren, og vupti, bilen startede og vi kunne komme hjemad.

Vi kørte gennem Banjuls gader, det er en lille by og der er ikke megen trafik, alligevel lykkedes det vores chauffør at køre ind i en cyklist. Han kom ikke noget til, men blev naturligvis godt vred, chaufføren undskyldte og cyklisten satte i geng igen, men et par hundrede meter længere fremme kørte han den samme cyklist ned en gang til! Det var tydeligvis ikke med vilje, men hvad der helt præcist skete ved jeg ikke, en kombination af dårlig bilist og dårligt syn er nok årsagen til mandens mildt sagt håbløse køreegenskaber. Vi begyndte at blive lidt nervøse, men hjem skulle vi jo, og forholdsvis sikkert kom vi ud af byen. Men trængslerne var ikke forbi, nu var bilen ved at løbe tør for benzin, vi kørte på dampene og uheldigvis havde det været helligdag dagen før, så alle tankstationer havde udsolgt. Men på hjørnet af den lange vej der førte ned til byen og vores hotel, lå Gambias største tankstation, her var der benzin og ca. 100 meter derfra gik bilen ud og vi trillede lige så langsomt ind i den lange kø af biler. Vi havde fået nok, stak ham nogle penge og begyndte at gå hjem til hotellet, da vi havde gået et kvarters tid kunne vi høre en gammel spand komme bagfra, det var vores chauffør der med et dyt og et vink var klar til at køre os hjem, men vi følte begge at de afrikanske veje var sikrere til fods end i bil.

Denne rejsehistorie er fra en af mine ture til Gambia, du kan læse mere om det lille afrikanske land her.


Flere rejsehistorier:
De rasende elefanter l En tur til Haiti l Pattaya by night