|
Side er en atypisk og lidt underligt opbygget by, naturligvis på grund af den hensyntagen der trods alt er taget til det ret store ruinområde der i den grad præger byen. Side centrum ligger på en lille halvø, og her finder man det absolut hyggeligste af byen, en masse små bilfri gader med restauranter, små pensioner og utallige butikker der stort set sælger det samme: lædervarer, kopitøj, souvenirs, tæpper, sko osv. På spidsen af halvøen ligger den lille havn hvorfra man kan tage med på bådture langs kysten eller op ad Manavgat-floden. Ca. 100 meter mod øst finder man ruinerne af to templer, et for Apollo og et for Athene, bygget i det 2. århundrede. Området er blevet restaureret, bla. med penge fra en amerikansk kvinde. Rundt om templerne ligger et andet ruinområde fra byzantinsk tid, og det er her man bedst får indtryk af de gamle bygninger, men faktisk dækker det et stort areal, og de nyere huse er bygget ind mellem ruinerne. Det bilfri område strækker sig fra havnen og op til byens romerske teater hvor man finder en lille p-plads for både privatbiler og taxier. Teatret er bygget i det 2. århundrede og kunne rumme 15000 tilskuere. Her er åbent fra 9.00-17.00 og entréen er ca. 50 kr. Fra teatret er der kun én vej ind i landet, den fører gennem den flotte gamle byport og ned langs en søjleallé (flere steder uden fortov), med ruiner til begge sider.
Umiddelbart efter byporten ligger Side Museum på venstre hånd. Det er indrettet i de gamle romerske bade og er bestemt anbefalelsesværdigt. Her er åbent fra 8.00-17.00 og entréen er ca. 25 kr., børn halv pris. For enden af søjleallén ligger dolmusstationen på højre hånd, og det er omtrent her at det nyeste af Side begynder, en halvtrist by der ikke adskiller sig væsentligt fra andre byer i området, dvs. spredte hoteller, halvfærdige huse og byggepladser i en pærevælling. Turen langs søjleallén forbi teatret til den bilfri zone tager ca. 10-15 min. og er én måde at komme til byens centrum. En anden er at følge stranden, her er ingen promenade, så man må gå i sandet indtil en lille sti dukker op. Den løber et par hundrede meter langs vandet indtil man er i den bilfri zone. Reelt har Side altså ingen ordentlig vej fra hotelområderne ind til byen, og jeg må nok sige at jeg var glad for ikke at have børn med.

Hovedgaden i den bilfri by, her er der
masser af forretninger
|

Et kig over veststranden fra halvøen
|

Den lille sti der fører fra Sides veststrand og op til den bilfri by
|
Langs veststranden ligger Sides ældre hotelområde og det er her man skal bo hvis man ikke vil have for langt til centrum. Både her og i de små sidegader væk fra stranden ligger der masser af restauranter, barer og en del butikker. Stranden er en udemærket lavvandet sandstrand, dog er den flere steder ret beskidt af alle de turister der bruger den som vej fra turistområderne til centrum. Der kan lejes solstole og parasoller, nogle steder er de gratis mod at man så køber mad og drikke i den tilhørende bar. På stranden er der mulighed for vandsport som f.eks bananbåde, vandcykel og paragliding. Hotelområdet strækker sig 10-12 km mod vest til byen Komköy og begge sider af vejen dertil er overplastret med butikker og restauranter. På den anden side af halvøen ligger Sides øststrand der er mere rolig og langt mere indbydende. Her er vandet lidt mere klart, men til gengæld bliver det hurtigere dybt. Der er udlejning af solstole og forskellige former for vandsport som f.eks jetski og paragliding. Side har marked hver lørdag og det finder sted lige over for den store moské i udkanten af byen.
Der er rigtig mange tyskere i Side hvilket også smitter af på restaurationslivet, men heldigvis er der masser af muligheder hvis man ikke lige er til sauerkraut og wienerschnitzel. Nattelivet er stille og roligt, barer ligger i den bilfri zone og langs veststranden. Et par store diskoteker findes også. Postkontoret findes langs veststranden et par hundrede meter inde i landet og yderst på halvøen ved havnen. Turistinformationen ligger i udkanten af byen på vejen mod Manavgat. Mange køber tøj og sko når de er i Tyrkiet, men priserne er sat noget i vejret, i betragtning af kvaliteten er 75-100 kr. for en t-shirt at gøre grin med turisterne. Der skal pruttes om prisen, men sælgerne går som regel ikke mere end 15-20% ned i pris. Og lær så at sige nej, de handlende er i den grad påtrængende og man bliver konstant bombarderet med "where are you from" og "can I ask you a question", det nærmer sig det uudholdelige!
Vis stort kort
OVERNATNING
Side er primært lagt an på charterturisme og i højsæsonen er mange hoteller fuldt booket af pakkerejsearrangører som f.eks. Nazar. Standarden er glimrende og de mindre hoteller i Tyrkiet har som regel en meget familiær stemning. De senere år er der skudt mange store hoteller og resorts op i Tyrkiet, mange af dem kører efter all-inclusive konceptet og man finder ofte store swimmingpools og andre faciliteter. Hotellerne i Side ligger spredt ud over et ret stort område, det kan være en god idé at tjekke afstanden fra hotel til centrum inden man booker sit værelse. Kommer man til byen uden at have et hotelværelse på forhånd, ligger der flere små pensioner på den østlige side af den bilfri zone, hyggeligere kan man næsten ikke bo i byen. Du kan booke hotel på hotels.com eller bedfinder.com.
TRANSPORT
For at komme hurtigt rundt er dolmus det mest benyttede transportmiddel. Det er små minibusser der kører i pendulfart mellem to byer. Uanset hvor langt man skal på ruten koster det ca. 6-7 kr. Betal når du stiger på og råb stop når du skal af. En dolmus kan stoppes hvor som helst på ruten. Fra Side kører der dolmus til bla. Komköy og Manavgat. På bussens front står der hvor den kører hen. Taxierne er gule og en anden transportmulighed, det koster ca. 7 kr. pr. km. Husk at sprøge hvad turen koster inden du starter. Fra Manavgat kører der busser til Antalya og Alanya, ca. 25 kr. I Side ligger der adskillige tourbureauer der arrangerer udflugter til f.eks. Antalya, Alanya, Pamukkale, Kappadokien som 2- og 3 dages ture og river rafting. De lokale tourbureauers udflugter varierer i kvalitet og guiden vil som regel tale tysk. Der kan også lejes bil, husk bare at have forsikringerne i orden.

Resterne af de to templer yderst på halvøen
|

Sides øststrand
|

Et kig over veststranden fra halvøen
|
MAD & DRIKKE
I Side kan man få mad fra det meste af verden og der er masser af restauranter i turistklassen. Prisniveauet er efterhånden højt i Tyrkiet, vel kan man få et måltid mad for 40-50 kr., men fra 60 kr. og op er det normale. Serviceniveauet er som regel meget højt. Tyrkisk mad er rigtig lækkert med mange specialiteter. Et par gode restauranter:
Ugur Lokantasi: Fremragende lokal mad i et uformelt miljø. Gode tyrkiske specialiteter og meze. Ligger i starten af den bilfri bydel, tæt på teatret.
Ömür: Udemærket restaurant i turistklassen. Fint serviceniveau og alsidigt spisekort med flere specialiteter. Ligger i en sidegade til hovedgaden i den bilfri by.
Moonlight Restaurant: Moonlight er stedet hvis du er til frisk fisk og skaldyr. Et hyggeligt sted med fin betjening. Rimelige priser.
Emirs Restaurant: Glimrende restaurant med hovedvægt på tyrkisk mad. Ligger i en sidegade til hovedgaden i den bilfri by, ca. 30 m fra moskéen.
STRANDE
På stort set hele strækningen fra Side til Alanya er der strand, men de bliver ikke meget bedre end øststranden i Side. Vandsport kan prøves flere steder, f.eks. jetski og paragliding.
AKTIVITETER/FORLYSTELSER I SIDE:
Hamam: Ligger flere steder i byen. De fleste steder henter dig gerne på hotellet. Regn med ca. 15-20 euro incl. massage.
Vandsport: på både vest- og øststranden, f.eks. Jetski, bananbåd, paragliding osv.
Waterplanet: 65000 m2 stort vandland med rutchebaner, bølger osv. Ligger ca. 30 km fra Side i retning mod Alanya.

Marked i Side
|

Det gamle teater i Side
|

Ruinområde i Side
|
Udflugter
MANAVGAT OG FLODEN
Ca. 6 km nord for Side ligger byen Manavgat med floden af samme navn. En tur ned ad den er en klassisk udflugt fra sydkystens feriebyer, så flere tusinde turister går hver dag ombord i en af de mange både der sejler ud til Middelhavet. Her finder man en udemærket strand og ved udmundingen er der etableret flere dambrug som tiltrækker pelikaner og andre subtropiske fugle. Ellers er det om at holde øje med de små skildpadder der lever i floden hvis vand selv i sommermånederne kun er 15°C, da det kommer oppe fra Taurus-bjergene. En stor kontrast til Middelhavets lune bølger. Fra Manavgat er det også muligt at sejle mod nord op mod bjergene, på et tidspunkt bliver strømmen dog for kraftig og man bliver nødt til at vende om. Strømmen kommer fra et par små vandfald som man kan kører op og kigge på, de er ikke særligt imponerende og området med souvenirbutikker og caféteria er i den grad overrendt. Manavgat by har marked hver mandag og det er en god oplevelse. Udover de sædvanlige kopivarer, læder, smykker osv. sælges også frisk frugt og grønt, fetaost, honning og andre madvarer. I det hele taget er byen et fint sted at handle, priserne er generelt lavere end i Side. Der kører dolmus til Manavgat fra både Side og Komköy. Banker og kontantautomater findes også.

Det lille vandfald lige nord for Manavgat
|

Mandagsmarkedet i Manavgat
|

Den intakte scenevæg i teatret i Aspendos
|
ASPENDOS OG KURSUNLU VANDFALDET
Disse to attraktioner ligger ikke umiddelbart ved siden af hinanden, men er en rigtig god udflugt der kombinerer kultur og natur på bedste vis. Ca. 40 km vest for Side ligger det romerske teater Aspendos der betragtes som det bedst bevarede teater i verden. Det er især pga. den intakte scenevæg at det imponerer. Aspendos er bygget i den romerske kejser Marcus Aurelius' regeringstid og kunne rumme 15000 tilskuere. Teatret blev restaureret after at Atatürk var på besøg og han besluttede ligeledes at det skulle tages i brug igen. I dag bliver der således opført store værker som Romeo & Julie, Aida og Carmen. Der er gode parkeringsmuligheder og på området findes toilet og bod med forfriskninger. Entré ca. 50 kr., børn halv pris. Til højre for teatret er der skilte til et udkigspunkt hvorfra man har en fantastisk udsigt over teatret. Aspendos ligger ca. 4 km inde i landet fra hovedvejen mellem Alanya og Antalya, men umiddelbart efter man er drejet fra vejen vil man på højre hånd se ejendommelig skæv bro. Den er fra Selsjukkisk tid, men blev senere restaureret af osmannerne. Fra Aspendos kan man køre ad hovedvejen mod Antalya. Ca. 12 km fra byen viser et skilt mod Kursunlu vandfaldet 7 km inde i landet. Der er gode parkeringsmuligheder ved området og efter at have betalt entré på ca. 10 kr (halv pris for børn) er der adgang til den forholdsvis store park. Skilte fører ned til parkens største attraktion, vandfaldet, men området er meget mere end det. Følg de afmærkede skilte rundt i parken hvor der flere steder er lavet små broer over den brusende flod. Der er masser af fisk og der skulle også være skildpadder, men dem så jeg nu ingen af. Naturen er vidunderlig smuk og parken er stor nok til at man længst væk fra indgangen føler sig lidt alene i verden. Undgå at komme i weekenderne, især om søndagen, da de lokale nyder deres fridage i parken. Et tip er at medbringe drikkevarer hjemmefra, en sodavand koster 15-20 kr. Er man til mere kultur og historie ligger ruinbyen Perge lige i nærheden.

Smuk natur i Kursunlu Nationalpark
|

Den idylliske gamle havn i bydelen Kaleiçi i Antalya
|

Den knækkede minaret i Antalya
|
ANTALYA
Antalya er den vestlige middelhavskyst centrum. Ca. en million mennesker mener man at der bor i byen med forstæder og det gør Antalya til Tyrkiets 6. største by. Det mest spændende ved Antalya er så afgjort den gamle bydel Kaleiçi med den hyggelige havn. Området er fra Selsjukkernes tid mens mange af de gamle restaurerede huse stammer fra osmannsk tid. De smalle stræder med lokalt byliv giver Kaleiçi en charmerende stemning. Det kan absolut anbefales at købe et kort over den gamle bydel, de kringlede gader gør det svært at orientere sig. Kortet vil også være en god hjælp til at finde de attraktioner der er i området. F.eks. den knækkede minaret, Kesik Minare, der har haft en omskiftelig tilværelse. Det var oprindelig et romersk tempel, bygget i det 2. århundrede, men blev senere lavet om til kirke af byzantinerne i 6. århundrede. Indtil 1896, hvor bygningerne blev ødelagt af en brand fungerede stedet som moské. I dag er der således kun ruiner tilbage og der er ikke adgang til området, men udefra har man et fint overblik. Kaleiçi har i sin tid været beskyttet af en bymur, men den er stort set væk, her og der ses dog tårne der har udgjort en del af byens forsvar. Den gamle byport, Hadrian-porten fra år 130, står endnu på hovedgaden Atatürk Caddesi. Mere spændende er der langs Cumhuriyet Caddesi, en anden hovedgade der omkranser Kaleiçi. Her finder man det gamle klokketårn og den 38 meter høje Yivli Minaret, byens vartegn, bygget af Sultan Alaeddin Keykubat. Lige overfor på den anden side af Cumhuriyet Caddesi ligger Antalyas bazar. Den er ikke særlig stor, men med den lange gågade ved siden af giver det udemærkede shoppingmuligheder.
Fra Yivli Minareten kan man gå et par hundrede meter mod vest ad Cumhuriyet Caddesi. Her ligger en stor plads hvorfra man har en fantastisk udsigt over den gamle bydel og marinaen med de smukke bjerge i baggrunden. Marinaen er ganske lille, men meget idyllisk og her ligger udflugtsbådene parat hvis man skulle have lyst til en tur ud på havet. Går man fra den store plads på Cumhuriyet Caddesi et par hundrede meter mod vest finder man turistinformationen og det danske konsulat. Antalya Museum er også en god oplevelse, da byen i forbindelse med 1. verdenskrig blev invaderet af italienerne havde besættelsesmagten i sinde at bortføre områdets mange kulturskatte. Tyrkerne protesterede og italienerne gik med til at samle alle genstande i en lille moské. Efter krigenes slutning havde man således en imponerende samling der omfattede genstande fra stort set alle perioder, inklusive den romerske, byzantinske og osmannske. Museet er for længst rykket ud af den lille moské og befinder sig nu i meget større lokaler på Org. Kenan Evren Bulvari. Faktisk er Antalya Museum et af Tyrkiets største på over 7000 m2. Uden for Kaleiçi er Antalya som enhver anden storby med højhuse, larm, trafik og et intens byliv. Ønsker man at overnatte i Antalya ligger der de mest charmerende små pensioner i Kaleiçi, opført i de gamle restaurerede osmannske huse.

Yivli minareten i Antalya
|
|
Fredagsmarked i Alanya
Hver fredag er der marked i Alanya. Ikke kun for turisterne, men også for de lokale. Frisk frugt og grønt, kød, ost og meget andet bliver der handlet her. Markedet er fuldt på højde med det i Manavgat og langt bedre end turistmarkedet i Side.
|
|

Den byzantisnke kirke i Alanya-fæstningen
|
ALANYA
Alnaya ligger ca. 60 km øst for Side og er kystens populæreste ferieby. Her er gode shoppingmuligheder, især på fredagsmarkedet. I byen kan man indsnuse lidt af den lokale atmosfære som Side i den grad mangler. Alanya har flere gode kulturelle seværdigheder på den store halvø der deler byen. Først og fremmest borgen Iç Kule med den 6.5 km lange mur. Det er ikke fordi der er så meget tilbage af borgen øverst på halvøen, men et par bygninger og en gammel byzantinsk kirke fra 1100-tallet står stadig. Det var Alaeddin Keykubat der byggede den lange mur og borgen, men allerede i omkring år 200 f.kr. opførte piraten Tryphon en fæstning på toppen af halvøen. Man siger at dette sted var det sidste der faldt da romerne under ledelse af Pompejus gik i kamp mod kystens pirater. Borgen ligger 250 meter over havet og man har en forrygende udsigt over Middelhavet, Alanya og ikke mindst de smukke Taurus-bjerge. Borgen har åbent fra 9.00-19.00. På havnen nedenfor borgen ligger det store røde vandtårn der kunne rumme 120000 liter vand. Det er bygget i 1226 og fungerer i dag som et lille museum. Fra havnen kan man tage en båd rundt om halvøen. Her kommer man forbi det gamle skibsværft, der i dag bruges af de lokale fiskere, Kleopatras grotte, fosforgrotten osv. Inde på land igen kan man besøge Damlatas-grotten, en mindre drypstenshule hvis fugtige luft skulle have en helbredende virkning på især astmapatienter. Her er åbent fra 10.00-19.00 og grotten ligger lige hvor Kleopatrastranden starter. Har man et sammenpresset program kan hulen sagtens springes over, den er ikke særlig stor og temmelig turistet. Der kører bus fra Manavgat til Alanya mange gange om dagen i højsæsonen. Læs mere om Alanya her.

Udsigten fra borgen over Alanya by
|

Fredagsmarkedet i Alanya
|

Lidt af stranden i Alanya
|
PAMUKKALE & HIERAPOLIS
Pamukkale er en unik naturoplevelse der kun kan ses få steder i verden. Kalk dannet af varme kilder skaber det fænomen der mest af alt ligner et snelandskab. Istaplignende formationer dannet af aflejret kalk får automatisk tankerne derhen. I et par tusind år har det været kendt, at en dukkert i de varme kilder havde en helbredende effekt, de rygter nåede helt til Rom som byggede Hierapolis år 190 f.kr. Højtstående embedsmænd og andre i det øvre hieraki strømmede til Hierapolis for at restituere sig og få bugt med bla. gigt, som det kalkholdige vand skulle være særlig godt for. Byen har dækket et stort område, desværre er det meste ødelagt efter et jordskælv i 1300-tallet. Her og der kan man dog se flotte søjler og porte, men det mest velbevarede er det smukke teater med plads til 12000 tilskuere. Det ligger lidt gemt bagved indgangen til Pamukkale Thermal, men det kan kraftigt anbefales at tage turen de 200 meter op ad grusvejen, teatret er imponerende med velbevarede søjler og statuetter. Pamukkale har altid tiltrukket mennesker, i 1980'erne da Tyrkiet oplevede det store turistboom, så mange, at man frygtede at området helt ville forsvinde pga. slid og tankeløshed fra myndigheder og turister. I dag er området sat på UNESCO's liste over bevaringsværdig natur og der er således kun adgang til et meget lille stykke af Pamukkale. Man kan ikke længere bade i de originale bassiner, to kunstige er konstrueret og indgangen til dem er ved Pamukkale Thermal lige ved busholdepladsen. Entré ca. 80 kr. Umiddelbart ved siden af Pamukkale Thermal ligger et museum med genstande fra Hierapolis, åbent dagligt fra 8.30-12.30 og 13.30-19.00. Går man forbi museet kommer man så til at lille afmærket stykke hvor man kommer ganske tæt på de flotte kalkaflejringer. Skoene skal af og ønsker man at soppe i de kunstige bassiner skal man passe på det glatte underlag. Et skilt siger at der ikke må fotograferes, men det ser ikke ude til at blive håndhævet. Entré til Pamukkale & Hierapolis ca. 35 kr. Husk godt med vand og en hat til at beskytte hovedet, der er kun få steder med skygge.

Bassiner i Pamukkale
|
|
Denizli
Pamukkale ligger ikke lange fra storbyen Denizli hvor der er gode muligheder for at overnatte. Normalt kører man bare gennem byen når man skal fra turistbyerne til Pamukkale, men gør et stop, og nyd den ægte tyrkiske hverdag.
|
|

Søjlerester i den romerske by Hierapolis ved Pamukkale
|

Vejret
den tyrkiste sydkyst har meget varme somre, dagtemperaturer på omkring 40° er ikke ualmindeligt. Dertil kommer at det til tider er meget fugtigt i området omkring Antalya/Alanya. Helt hen i november kan man stadig opleve solrigt vejr og 20°C. Vinteren er forholdsvis mild, dog kan nætterne være kolde. Herunder kan du se vejret i Side lige nu.
|
|
Fakta
Religion
Muslimer (religionsfrihed)
Indbyggertal
Ca. 63 millioner (Side ca. 20000)
Hovedstad
Ankara
Valuta
Lira (1 Lira = ca.4,20 kr.), Bemærk at Euro er lige så udbredt i Side og mange af de handlende vil hellere have Euro end Lira. Det anbefales at veksle i Tyrkiet hvis du alligevel vil benytte Lira. Se den aktuelle kurs her. Tyrkiet har i 2005 fjernet de sidste seks nuller i deres valuta.
Vejen til Alanya
Langt de fleste rejsebureauer har afgange til Antalya i sommerperioden. Fra Københavne kan man flyve med Turkish Airlines til Istanbul og derfra videre til Antalya. Fra lufthavnen i Antalya til Alanya er der ca. 2 timers kørsel.
Flyvetid
3 t. 30 min. Kbh./Billund-Antalya
Lufthavn
Ny flot lufthavn i Antalya. God plads, ren og pæn med udemærkede ventearealer. Gode indkøbsmuligheder og flere spisesteder.
Indrejsekrav for danske statsborgere
Gyldigt pas. Ophold i max. 3 måneder uden visum. Tjek aktuelle regler her.
Mobiltelefon
TDC: Ingen problemer
Sonofon: Ingen problemer.
Pillepas
Ikke nødvendigt.
Tidsforskel
Sommer +1 time / Vinter +1 time
Turistsprog
Engelsk, derefter tysk
Øvrigt
Klik her for at se udenrigsministeriet rejsevejledning til Tyrkiet. I perioder mange myg i området.
|
|
|
|
|
|