Gaths Rejseside: Ayia Napa








© Carsten Gath


Cypern er en forholdsvis stor ø beliggende i det østlige middelhav. I 1974 invaderede tyrkerne øen for at befri cyprioterne for det daværende græske militærstyre. Siden da været Cypern været delt i et tyrkisk område på den nordlige del af øen og en selvstændig stat på den sydelige del. Mens den tyrkiske del stort set er lukket er den græske del af Cypern blevet et rigtig populært rejsemål, her finder man nogle af Middelhavets skønneste strande.





Byen - orientering




Ayia Napa er ikke specielt spændende, men det er også det vilde natteliv og de fantastiske strande der gør byen til noget særligt. Selvom Ayia Napa ligger på den "græske" del af Cypern er der ikke meget Grækenland over byen, den er stort set blottet for den hygge og charme man ellers kender fra de græske øer. Om dagen ligner Ayia Napa en spøgelsesby, der er ikke meget liv og enkelte steder virker den helt forladt, den ofte kvælende varme i sommermånederne gør selvfølgelig sit til den næsten mennesketomme by.

Til gengæld vågner byen om aftenen, Ayia Napa er berømt for sit natteliv og ungdommen strømmer til byen i sommermånederne. Det er omkring klostertorvet at barerne ligger side om side og støjniveauet er temmelig højt. Her ligger også en friluftsscene hvor der i højsæsonen er underholdning om aftenen.

Cyprioterne har ikke det samme traditionelle køkken som grækerne, men nationalretten meze, der består af en række små forretter, må man ikke snyde sig selv for. Der er restauranter for enhver smag i byen, lige fra burgerbarer over kinesiske restauranter til de dyre internationale af slagsen. Prisniveauet er forholdsvis højt på Cypern, både for mad og drikke, men også indkøb i dagligvarebutikker kan være en dyr fornøjelse. Det kan især anbefales at købe spiritus i flyet eller i afrejselufthavnen da det er meget dyrt på Cypern.

Stranden i Ayia Napa hedder Grecian Bay og er en ganske udemærket sandstrand. Her er der udlejning af solstole/parasoller og der ligge flere strandbarer. Ayia Napa er meget turistet i sommermånederne og trafikken kan være voldsom i centrum, er man til fest og farver eller badeferie kan man roligt blive i Ayia Napa, men vil man opleve lidt af Cypern og dets befolkning bliver man nødt til at tage væk fra byen.




Nissi Beach

Skib ved Grecian Bay


Natteliv på Klostertorvet



Værd at se




Øst for byen er kysten mere klippefyldt og helt perfekt til dykning. Vandet er krystalklart og de mange huler og farvestrålende fisk er en utrolig flot oplevelse. Fra Ayia Napas havn ligger foruden de lokale fiskerbåde, også glasbundsbåde og diverse udflugtsbåde der kan lejes en dags tid som base for dykning eller badning i det varme middelhav.

Og er man alligevel ude på havet, så kan man sejle op til Famagusta der ligger midt i den FN-kontrollerede zone med græsk-cypriotere på den ene side og tyrk-cypriotere på den anden. Selvom byen er fra 1100-tallet og har en interessant historie, så er det dog begivenhederne i 1974 der gør byen berømt. Famagusta var på det tidspunkt en vigtig turist- og havneby, men da tyrkerne invaderede Cypern blev Famagusta evakueret og har i årtier stået som en spøgelsesby.

Fornemmelsen af en delt ø får måske bedre i Nicosia, der er Cypern's hovedstad. Byen blev grundlagt i det 7. århundrede som en selvstændig stat og både byzantinerne, venetianerne og ottomanerne har sat sit præg på byen. Det var sidstnævnte der i 1571 erobrede byen, men englænderne fik senere kontrollen over hele øen og gjorde Nicosia til hovedstad i den selvstændige nation Cypern. Det fik tyrkerne til at invaderer øen i 1974 og siden da har Cypern været delt i en græsk og en tyrkisk del. Opdelingen ligger midt i Nicosia by, der idag har ca. 165000 indbyggere, i byen finder man smalle stræder, god shoppng, gamle monumenter og bastioner.





En tur til Troodos-bjergene på den vestlige del af Cypern er en fin oplevelse. I dette område kan man finde hyggelige småbyer, gamle klostre og en smuk natur med bla. mange vinplantager, man kommer her dejlig tæt på det ægte Cypern. Faktisk kan man stå på ski i Troodos-bjergene om vinteren, og det er morsomt at køre forbi de mange skilifte i den kvælende sommervarme, udsigten fra bjergene over de mange dale er fantastisk. Det er naturligvis også her at Cyperns højeste punkt 1950 m.o.h ligger. Mange klostre i området kan dateres tilbage til den byzantisnke periode, flere af dem er på Unesco's liste over bevaringsværdig kultur.

Foruden at være en stor by efter cypriotiske forhold, så er Larnaca en af øens vigtigste turistbyer. Her er også Cyperns største havn hvorfra man kan tage på krydstogt til bla. mellemøsten. Larnaca har kilomtervis af strande, flere museer, der næsten alle ligger i centrum, shoppinggader og glimrende restauranter. Byen blev grundlagt omkring år 1300 f.kr. af grækerne som har efterladt sig mange spor i området, bla. udgravningerne af den antikke by Kitium.

Udenfor byen findes flere andre gode seværdigheder, bla. Fort Larnaca som tyrkerne opførte i 1625 og ikke mindst de store saltsøer der stadig giver salt. Fra november til marts kan man se flokke af flamingoer der overvintre her, saltsøerne tørre ud om sommeren.

Et andet meget besøgt udflugtsmål er klipperne ved Petra tou Roumiou, det var her Afrodite ifølge sagnet blev født og steg op af havet. Det siges at man bliver adskillige år yngre hvis man tager en dukkert her. Klipperne ligger på den vestlige del af Cypern kun 25 km fra feriebyen Paphos hvor der også er en del arkæologiske udgravninger.




Solbadning på Nissi Beach

Bjergidyl


Troodos-bjergene



Transport




Det er nemt at komme rundt i Ayia Napa og omegn, nemmest er det med taxi, det er ret billigt. Man kan også leje bil eller scooter hvis man har lyst til at se noget på egen hånd, man skal bare være opmærksom på at der er venstrekørsel på Cypern. Husk også at have forsikringerne i orden hvis du lejer bil eller knallert. Lokalbusser mellem byerne findes naturligvis også.



Strande




Vest for Ayia Napa ligger mange supergode strande, den bedste af dem alle, Nissi Beach ca. tre km fra Ayia Napa, er lavvandet og meget børnevenlig. Stranden byder på alle mulige former for vandsport, bl.a. surfing, paragliding og bananbåde. Nissi Beach er naturligvis meget populær og noget overfyldt i højsæsonen. Strandene omkring Macronisos Beach længst ude er ikke så fyldte, men høje bølger kan forekomme. Ca. 10 km nordøst for Ayia Napa ligger Fig Tree Bay hvor der også er rigtig gode strande.



Vejret i Ayia Napa




Cypern er et solsikkert rejsemål og allerede i marts kan temperaturen snige sig op på 20°. I sommermånederne er her ofte meget varmt, temperaturen ligger på 31°-34°, men 35°-38° er ikke unormalt. På Cypern kan man have badevejr helt hen i november måned. Vinteren er forholdsvis mild med en del regn, ca. 16°-18°C.








© Carsten Gath l webmaster@gaths-rejseside.dk
thailandrundt.dk l solstrandsommer.dk