FRANKRIG

Gamle vinslotte, storbyer, hyggelige markeder, strande og bygninger fra romertiden. Det var blot nogle af ingredienserne på vores ugelange tur i Languedoc i Sydfrankrig. Byen Montpellier er hovedstad i provinsen, men vi havde vores base i den lille by Marguerittes, der ligger umiddelbart nord for Nimes. Provinsen, der er en af Frankrigs største, hedder retteligt Languedoc-Roussilon og dækker et stort område fra Provence i nord helt ned til den spanske grænse.

Det er en spændende historie der knytter sig til denne del af Frankrig, både fønikerne og grækerne har kendt til området, men det var romerne der omkring år 0 grundlagde de første rigtige byer, hvis bygninger stadig kan ses. Languedoc-Roussilon er i dag en levende provins med betydelig industri og vinproduktion, men det solrige klima gør også denne del af Frankrig yderst attraktiv for alverdens turister.

En usædvanlig langsom check-in i Københavns Lufthavn og 200 m kø ved sikkerhedskontrollen gjorde at vi måtte løbe for at nå vores fly. Vi var ellers mødt op to timer før afgang, men det var åbenbart ikke nok til at få os gennem lufthavnen. Vi var naturligvis ikke ikke de eneste der var ramt af den håbløse ineffetivitet der herskede denne lørdag morgen, adskillige passagerer kom halsende til flyet et godt stykke tid efter afgang, af samme grund ankom vi noget forsinket til Montpellier.

Vores vært tog imod os i lufthavnen og inden længe nåede vi Marguerittes, en lille by med smalle straæder og charmerende gamle huse. Det var præcis sådan et hus vi blev indlogeret i, naboerne kom til for at hilse på, her i gaden kom man nemlig hinanden ved skulle vi hurtigt finde ud af. Lørdag er markedsdag i Marguerittes, vi gik op i byen for at se på folkelivet og de mange varer til salg. Mest interessant var de friske grøntsager, lufttørrede skinker, oste, pølser og forskellige delikatesser. Brød syntes dog at være det mest populære, uanset hvor man kiggede hen kunne man se folk med friskbagte baguettes under armen.

Rådhuset i Marguerittes

Marked i Marguerittes

Smalle gader og gamle huse i Marguerittes

GADEFEST
Mens vi var på markedet havde vores vært lavet små pindemadder med forskellige patéer, blot en appetitvækker, for om aftenen skulle der holdes fest i den lille gade. Jeg fandt aldrig ud af om det var for vores skyld eller om det var for at sige farvel til sommeren. Men ved 19-tiden blev vi bænket ved et langbord i den smalle gade, mens der blev indtaget rigelige mængder rødvin fra den lokale vinbonde, havde vores vært sat et gasblus med en kæmpepande op og var nu ved at lave Gazpacho Manchego, en meget anderledes ret med kylling- og kaninkød samt grøn peber, tomat, hvidvin og hvidløg. Da retten havde simret et par timer blev der puttet små stykker af fladbrød i, det lyder specielt, men smagte himmelsk.

Naboerne sad også ved bordet, den ene af dem var ved at lave aftenens anden ret, en lækker og yderst velsmagende paella. Efterhånden som tiden gik kom flere og flere mennesker til, gaden blev spærret af og endnu mere rødvin sat på bordet. Ved 22-tiden blev maden serveret, snakken gik lystigt blandt gadens beboere mens vi danskere prøvede at gøre os forståelige med enkeltord og tegnsprog.

PONT DU GARD
Vi boede ganske tæt på Pont du Gard, så en af de første dage kørte vi det korte stykke for at besøge en af Frankrigs største turistattraktioner og et must see når man er i Languedoc. Den imponerende akvadukt, der går over Gard-floden, er på UNESCO's liste over verdens kulturarv. Pont du Gard blev opført af Agrippa i år 19 f.kr., broen var en del af et 50 km langt vandingssystem der skulle bringe vand fra Uzés til Nîmes til brug i fontæner og badeanstalter. Eksperter undrer sig stadig over hvordan det er lykkedes romerne at opføre broen, de tungeste sten vejer op til fem tons.

Pont du Gard er i tre etager, buerne på øverste etage, hvor vandet løb igennem, er mindre end buerne nedenunder. Den 275 m lange bro er bygget 50 meter over floden, det er ikke længere tilladt at gå over selve Pont du Gard, men en mindre bro er lavet umiddelbart ved siden af så man kan krydse floden. På den anden side er der nemlig lavet vandrestier pg et par udsigtspunkter, sidstnævnte var dog noget svære at finde. Det er nemt at besøge Pont du Gard der var større og mere imponerende end jeg havde regnet med. Skiltningen dertil er god og vejen ender faktisk ved p-pladsen. Det koster 15€ for en bil med op til fem passagerer at benytte p-pladsen.

Pont du Gard med den nye bro foran

Den hyggelige by, Uzés

En af de smalle gader i Uzés' gamle bydel

UZÈS
Når man alligevel besøger Pont Du Gard er det oplagt at køre de 15 km mod vest til den vidunderligt charmerende by, Uzés. Centrum af Uzés består af den gamle bydel med smalle gyder, pladser med skyggefulde træer og smukke restaurerede huse i renæssancestil. I midten ligger prikken over i'et, jarlen af Uzés' borg, der er som taget ud af en musketérfilm.

Når man kører ind i Uzés fra Pont du Gard og Remoulins kommer man ind på den ensrettede ringvej der kører rundt om den gamle bydel. Der er flere steder man kan parkere, et centralt sted er i p-kælderen ved Place du Albert, her er et skønt byliv omkring caféerne og restauranterne. På Place du Albert ligger også turistinformationen, her fik vi udleveret et kort over den gamle bydel med ruter til de vigtigste seværdigheder.

Det var en oplevelse at gå rundt i de smalle gader, forbi Place Aux Herbes der onsdag og lørdag har marked, kirken Eglise St. Etienne fra 1767, haven ved Le Jardin og biskoppen og kongens tårn der var en del af Uzés' herskeres bolig. Ned ad det hyggelige stræde, Rue et Fontaine Saint Théodorit, til den store katedral, Saint Théodorit, der er fra 1652. Den gamle bydels hovedattraktion er dog jarlen af Uzés' borg der er bygget oven på et gammelt romersk fort.

LE GRAU DU ROI
På den franske middelhavskyst ligger feriebyerne som perler på en snor. Mange danskere kender turistområderne ved Béziers, Cap d' Agde, La Grand Motte og St. Tropez, alle populære feriebyer hvor man kan nyde den bagende sol og Middelhavets lune bølger. Vi kørte dog til Le Grau du Roi, en større ferieby lige syd for den charmerende by, Aigues-Mortes. Selvom Le Grau du Roi har en aktiv fiskerflåde og lokaliv, så syntes turistindustrien at være den vigtigste indtægtskilde.

På hver side af kanalen der forbinder Middelhavet med inderhavnen og de store indsøer, ligger restauranter, caféer og butikker på stribe. Gågaden Rue Michel Pedares er tydeligvis en af turisterne hovedtrøg, selvom det var lidt uden for højsæsonen var der forbavsende mange mennesker. I gaden kan man købe alverdens ting, sko, tøj, brugskunst og især bunker af souvenirs, alting lidt dyrere end andre steder.

Le Grau du Roi har naturligvis også en strand med tilhørende promenade, den starter helt inde ved kanalen, hvor man kan lade sig friste af en turist- eller fisketur på Middelhavet. Går man en tur på promenaden er man ikke i tvivl om at Le Grau du Roi er en turistby, hotellerne ligger side om side og i horisonten kan man se kæmpe lejlighedskomplekser. Vi spiste en god frokost på restauranten Le Pelegre, et sted vi senere skulle vende tilbage til. På vejen hjem fra kysten købte vi tre kg blæksprutter, nabokonen ville nemlig lave en af hendes specialiteter, Rouille, oprindelig en dressing/sauce til fisk, men også navnet på denne ret hvor Rouille er blandet med blæksprutter og kartofler.

Kanalen i Le Grau du Roi

Stranden i Le Grau du Roi

Les Arénes i Nîmes

NÎMES
Vi boede ganske tæt på Nimes som vi naturligvis også besøgte. Bymidten består af gamle huse og smalle stræder med et herligt liv. Nimes absolut største seværdighed er den flotte romerske arena, Les Arénes, der er yderst velbevaret. Her er plads til over 20.000 tilskuere, man brugte den primært til gladiatorkampe, men siden har arenaen haft andre funktioner, bla. har det været brugt som fæstning og den har også indeholdt boliger for byens fattige. Arenaen bliver stadig brugt til tyrefægtning, men til vinteren lægges der asfalt på og et skydetag tilføjes så man kan bruge arenaen til forskellige arrangementer.

En kort gåtur fra arenaen kan man se et andet flot bygningsværk fra den romerske periode, nemlig Maison Carrée, et velbevaret tempel bygget af Agrippa i år 20 f.kr. Agrippa var på en gang Kejser Augustus' svigersøn og frygtet hærfører. De to var meget nære venner, da Agrippa pludselig døde i år 12 f.kr. adopterede Augustus hans sønner, det er til ære for dem at Maison Carrée blev opført. Vi gik en tur i byens gader og fandt en hyggelig café hvor vi fik en forfriskning mens vi studerede bylivet.

LE BAUX DE PROVENCE
Vi havde besøgt områder og byer mod nord, vest og syd, nu kørte vi mod øst, målet var Le Baux de Provence, en charmerende by i et ret kuperet klippeterræn i naboprovinsen Provence. Inden vi nåede Le Baux de Provence kørte vi forbi de to byer Beaucaire og Tarascon der ligger overfor hinanden på hver sin side af Rhône-floden. Begge byer har tydeligvis nogle år på bagen, i Tarascon kan man opleve det flotte slot der ligger lige ud til floden og i Beaucaire har man et stort fæstningsanlæg fra Middelalderen.

Le Baux de Provence har en lang og spændende historie bag sig, i Middelalderen var Baux-familien meget indflydelsesrige i Provence, de ejede store landområder og kontrollerede 79 byer. Da Alix, den sidste prinsesse i Les Baux-familien døde, indtog Kong Louis 3. af Sicilien byen. Senere blev området en del af den franske krone under Kong Louis 13. Han var dog så bange for at de lokale ville bruge fortet som base ved en eventuel opstand, at han i 1483 beordrede det revet ned.

Reinæssancen var en gylden tid for Le Baux og ikke mindst fortet, der blev genopbygget. Cardinal Richelieu erobrede byen under svære kampe og det endte med endnu en nedrivning af fortet. I 1642 overgav Kong Louis 13. Le Baux til Hercule Grimaldi, der skulle belønnes for hans støtte til kongen, Grimaldi fik titlen Marquis af Baux, en titel der er overtaget af hans efterfølgere og i dag båret af Prins Albert af Monaco.

Efter 2. verdenskrig oplevde byen endnu en storhedstid, Raymond Thuillier åbnede Oustau de Baumaniére, en restaurant i verdenklasse der tiltrak klodens førende kokke. Stedet eksisterer fortsat og kan prale af så prominente gæster som Dronning Elizabeth, Hugh Grant, Bono og Johnny Depp. I 1966 kom byen under kulturministeriets beskyttelse, en omfattende restaurering gik i gang og i dag er Le Baux de Provence en meget populær by blandt turister der traver rundt i de smalle gader.

Le Baux de Provence ligger som nævnt på en lille bjergtop, der er kaos ved p-pladsen og man tør næsten ikke tænke på hvor mange mennesker der er i højsæsonen. Byen er absolut smuk, fortet er hovedattraktionen, men der er vist gået lidt tivoli i konceptet, der er masser af butikker i gaderne, men priserne er skyhøje.

Maison Carrée i Nîmes

Mîmes centrum, hyggelige gader og gode caféer

Gadeliv i Le Baux de Provence

PÅ VINERI
Languedoc og det sydlige Frankrig er med god grund kendt for fremstilling af fantastiske rødvine. I landskabet ligger adskillige vingårde, langs vejene kan man se skilte der viser vej til en sådan en gård, en af de sidste dage ville vi naturligvis også opleve produktionen af vin, men da vi endelig nåede frem til gården var den lukket. Heldigvis lå der en vinproducent i Marguerittes, det var måske ikke helt så charmerende som at besøge en vingård, men områdets vinbønder kommer hertil for at aflevere deres druer der så bliver forvandlet til vin.

Vi tog et kig på produktionen og besøgte naturligvis den tilhørende butik hvor man kunne købe de mange vine. Mens vi var der kom flere lokale forbi for at få tanket vin i store plasticbeholdere, her kunne man få en liter vin til en 10'er. Vi kiggede lidt på de almindelige flaskevine og fik prøvesmagt og selvfølgelig købt et par stykker.

TIL BOUILLABAISSE I LE GRAU DU ROI
Det var ved at være slut på vores ugelange ferie i Languedoc, og hvorfor ikke sige farvel på bedst tænkelige måde? Vores vært tog os med til restauranten Le Pelegre i Le Grau du Roi, 14 mennesker troppede vi op og ved et langbord tæt på kanalen fik vi serveret fiskesuppen bouillabaisse foruden et stort skaldyrsfad. Tjeneren udbenede de friske fisk og anrettede suppen i dybe tallerkener. Det smagte rigtig godt og som tilbehør fik vi Rouille og brød som man traditionelt gør til bouillabaisse.

Det var en lun aften, og mens mørket lige så stille faldt på, kunne vi se tilbage på en dejlig ferie i det sydfranske. Vi havde heldigvis lejet en bil, hvilket gjorde at vi kunne køre rundt til de ting vi gerne ville se i eget tempo. At bo privat som vi gjorde giver helt sikkert ferien en helt anden dimension, man kommer tæt på dagligdagen og naboerne, meget givende i forhold til et stort upersonligt hotel.

Le Baux de Provence

På vineri i Marguerittes

Der er gjort klar til bouillabaisse

VEJRET Tørre varme somre og milde vintre med en del nedbør er kendetegnet for klimaet på den franske middelhavskyst. Temperaturen i sommermånederne ligger på ca. 28°, vejret er lunt et godt stykke ind i september måned. Vintrene har temperaturer på ca. 12-15°, men der kan være perioder hvor det både kan være koldere og varmere.