THAILAND Indbyggere: Ca. 60 mill. Hovedstad: Bangkok Religion: Buddhister Valuta: Baht
		Efter en del besøg i det sydlige Thailand, så jeg virkelig frem til den længe ventede rejse i Nordthailand. Der er dem der siger, at man ikke har været i Thailand før man har besøgt den nordlige del af landet. Jeg forstår godt hvad de mener, fjernt fra de overfyldte strande i syd findes et helt andet Thailand. Her er landskabet præget af skov, jungle, floder og smukke vandfald. Man kan opleve fremmedeartede bjergstammer, der trods den stigende turisme, stadig lever et liv fjernt fra vores eget. Chiang Mai og Chiang Rai, to byer der i den grad har været med til at præge historien, sørger for enestående kulturelle oplevelser. Det var bla. i dette område, at det berømte Lanna-rige opstod, med unik kultur og arkitektur står perioden som et af højdepunkterne i det gamle Siam. Med udgangspunkt i Chiang Mai, tog vi på opdagelse i Nordthailand. Vi skulle trekke, ride på elefant, sejle på bambustømmerflåder og i longtailbåd, men det meste af turen til rejsens mål, Den Gyldne Trekant, foregik i privat bil. Topattraktioner Chiang Mai's templer • Wat Doi Suthep • Doi Inthanon Nationalpark • Trekking • Bjergstammerne • Den Gyldne Trekant • Mekong-floden Information, flybillet & hotel • Kort over Thailand • Vaccinationer til Thailand • Køb dine rejseguides online • UM's rejsevejledning • Hotel: Book hotel i Thailand • Flybillet: Supersaver l Travelstart • Rejsenyheder og Links Rejseguides • Turen går til Thailand • Rejsen rundt i Thailand • Chiang Mai - Northern Thailand Map • Chiang Mai Insight Pocket Guide • Politikens visuelle guide til Thailand • Michael Fjording - Strandhytter i Thailand • Lonely Planet - Thailand • Insight Guides - Thailand Andre bøger Frede Granum-Jensen's bog "buddhisme og åndemanere i Thailand". "Det glemte folk" af Carsten Jensen er en god bog om Karen-folket Denne side er bygget op sådan, at du kan klikke på nedenstående overskrifter for at komme til det område du ønsker. Du er selvfølgelig også velkommen til at læse hele rejsebeskrivelsen: CHIANG MAI • MAE TAENG • THA TON • CHIANG RAI • DEN GYLDNE TREKANT Chiang Mai har altid fået mange rosende ord med på vejen fra sine besøgende. Selvom byen stadig er et roligt alternativ til Bangkok, er Chiang Mai de senere år vokset kraftigt og er nu en rigtig storby med lige så meget trafik og kaos som så mange andre byer i Thailand. Den gamle bydel, omkranset af en voldgrav, er Chiang Mai's hjerte, her kan man finde lidt ro i de små sidegader, men på de større veje er der også her heftig trafik. For thai'erne, og især indbyggerne i Bangkok, er Chiang Mai et populært sted at tage til, klimaet her er noget mere tempereret end i hovedstaden. For turister bliver byen brugt som en slags centrum for trekkingture til områdets mange bjergstammer, der hver især har deres særpræg. BYENS HISTORIE Chiang Mai blev grundlagt i 1296 af Kong Mengrai, hvis rige, Lanna Thai, oprindelig blev regeret fra Chiang Saen, ikke langt fra Chiang Rai. Men da den berømte mongolske hærføre, Kublai Khan, i 1287 invaderede det burmesiske kongerige, Pagan, følte Mengrai sig så truet, at han invaderede mon-riget Hariphunchai længere mod sydvest. Han indgik samtidig en alliance med kongen af Sukhothai, og sammen opførte de Chiang Mai. Byens placering ved Ping-floden, der hvert år blev oversvømmet, voldte mange problemer, man opførte derfor en stor tyk mur med voldgrav, der omkransede byen. Den slags byggeri var et særsyn på de kanter dengang, men udover den praktiske fordel, gjorde det også Chiang Mai svær at indtage for eventuelle fjender. En del af den gamle bymur kan stadig ses og giver en idé om hvordan byen har set ud i gamle dage. I 1556 bliver Chiang Mai burmesisk vasalstat, Ayutthaya overtager magten fra Sukhothai, og forsøger flere gange også at invadere Chiang Mai, der som modtræk angriber Ayutthaya, men uden held. Det får efterhånden indbyggerne i Chiang Mai til at miste modet, gradvist bliver byen forladt. Efter Kong Taksin's sejr over burmeserne, begyndte Chiang Mai så småt at blomstre op igen, forskellige herskere har gennem tiden haft magten, i mange år har Chiang Mai haft selvstyre og først i 1784 blev området en del af Thailand. Trafik i Chiang Mais gader En del af den gamle bymur Chiang Mai har stadig en del af de gamle cykeltaxier CHIANG MAIS TEMPLER Chiang Mai er templernes by, straks efter ankomst var vi da også rundt og se de vigtigste af slagsen. Byens absolut vigtigste tempel er Wat Phra Singh der ligger i den gamle bydel, tæt på den vestlige port, Suan Dok. Kong Pa Yo grundlagde templet i 1345, arkitektonisk skulle det være et perfekt eksempel på den nordthailandske lannastil. Idag er templet hjemsted for Chiang Mais helligste buddha, Phra Singh, Løvebuddhaen, der siges at stamme fra Sri Lanka. To andre buddhaer, stående i Bangkok og Nakhon Si Thammarat, ligner den til forveksling, ingen af buddhaerne er dog i singalesisk stil, eksperter er derfor ueninge om deres oprindelse. Ved indgangen står to burmesiske løver, går man venstre om templet kommer man til den store chedi og et par smukke templer med flotte udsmykninger. Bemærk at templerne faktisk er lavet af træ og derefter malet, meget imponerende. Wat Chedi Lang er mest berømt for at have huset smaragdbuddhaen. Fra 1745 og 84 år frem stod buddhaen i dette tempel, inden den blev bortført til Vientiane i Laos. Templet blev grundlagt i 1401 og har flere gange været ramt af ulykker, i 1545 var det et jordskælv der primært var hård ved den 90 meter høje chedi, der efter skælvet var reduceret til blot 42 meter, men chedien er stadig den højeste bygning i den gamle bydel. Chedien er først for nylig blevet restaureret med hjælp fra Unesco og den japanske regering. Ved indgangen til templet står et ældgammelt gummitræ, man siger, at når træet falder, så falder byen også. På samme område, faktisk lige ved indgangen, ligger det lille tempel Wat Phan Tao der er imponerende smukt, bygget i teaktræ. Indvendig er det ikke mindre imponerende, men desværre har man indrettet en souvenirbutik, ret malplaceret. Wat Chiang Man er byens ældste tempel, grundlagt af Kong Mengrai i slutningen af 1300-tallet. Han boede selv i templet under opførelsen af Chiang Mai. Også dette tempel indeholder vigtige buddhafigurer, f.eks. Phra Sila, em marmorbuddha der siges at være kommet fra Sri Lanka for 2000 år siden. Phra Sae Tang Tamani er en lille 10 cm høj krystalbuddha der er meget tilbedt, den kom til templet for 1800 år siden fra enten Lopburi eller Lamphun. Hvert år ved Songkran bæres den rundt i et stort optog. Templer og chedi i Wat Phra Singh Chedien i Wat Chedi Luang Chiang Mais ældste tempel, Wat Chiang Man BYENS MARKEDER Fra Wat Chiang Man gik vi ned ad Soi 6 til Samphet Marked for at købe lidt frisk frugt, dragefrugt og Rambutan. Samphet Marked er et lille, men herligt lokalmarked med madvarer, frugt og grønt, foruden en del gadekøkkener. Netop markeder er noget Chiang Mai er meget berømt for, og det forstår man godt. Det mest kendte er natmarkedet, eller Night Bazar, der primært er henvendt til turister. Det ligger på Chang Klan Road plus et par af sidegaderne, det starter klokken ca. 17.30 og er enormt. Man kan bla. købe tasker, t-shirts, smykker, brugskunst, tørklæder osv. Selve natbazar-bygningen er i tre etager og har et lidt mere varieret og anderledes udvalg. Overfor bygningen ligger Galare Food Center, her kan man få mad i et par små boder, det ser ikke specielt hyggeligt ud, men til gengæld er maden billig. Foruden mad er her også mange boder der egentlig bare er en fortsættelse af natmarkedet. Her er også en lille scene hvor der klokken 21 bliver vist thaidans. En af aftenerne gik vi hen til Anusarn Natmarked, der i sin tid startede som et seafood marked med en masse små spisesteder. De ligger her stadig, men boder og stande der har samme udvalg som i natbazaren lige ved siden af, fylder det meste. Søndagsmarkedet er efterhåanden ved at blive lige så populært som som natbazaren. Markedet starter ved den østlige indgang til den gamle bydel hvor man har lukket gaden Th Ratchadamnoen af for trafik, turister og lokale har således 700 meter marked at bolte sig på. Varerne på markedet er stort set de samme som på natmarkedet, men det bilfri strøg er en befrielse. Et mere lokalt marked er Warorot Marked der ligger ca. 500 meter fra natmarkedet mod nord. Her kan man rigtig se thai'erne i aktion når de handler madvare og udstyr til hjemmet. Der er måske ikke de store indkøb at gøre for turister når det gælder t-shirts, sko osv., men varerne er noget billigere end på turistmarkederne, også selvom der er faste priser på det meste. Chiang Mai ældste marked er virkelig en oplevelse, det ligger i øvrigt i området omkring byens Chinatown, hvilket Warorot bærer tydeligt præg af. De omkringliggende gader er lige så spændende som selve markedet, der ligger ca. 50 meter fra Ping-floden og det farvestrålende blomstermarked. På turistmarkederne er det vigtigt at prutte om prisen, der er dog steder der har faste priser, her kan få sig et overblik over prisniveauet på de forskellige varer. Samphet Marked i den gamle bydel Gaden udenfor Warorot Marked Anusarn Seafood Marked WAT DOI SUTHEP Et must at besøge når man er i Chiang Mai er det flotte templet Wat Doi Suthep, der ligger på et bjerg ca. 16 km nord for byen. Templet er et af de helligste i Nordthailand, og fra det 1676 meter høje bjerg har man en formiddabel udsigt over Chiang Mai og omegn. Wat Doi Suthep er fra ca. 1383, grundlagt af Kong Keo Naane, der valgte netop dette sted, da en elefant med et buddhabillede på ryggen løb afsted, hvor den standsede skulle bygges et tempel. Idag er det ikke det originale tempel man kan se, det er blevet ombygget en del gange, så det nuværende er fra det 16. århundrede. Til gengæld skulle den forgyldte chedi, der er en af Thailands helligste, være fra templets oprindelse, dog er den senere forhøjet til de nuværende 24 meter. Der skulle være ca. 306 trin op til templet fra p-pladsen, langt de fleste tager elevatoren, men det er ærlig talt ikke noget problem at gå derop. Ved trappens begyndelse står på hver side en naga, et dragelignende væsen fra den hinduistiske mytologi. Når man har forceret trappen eller nydt turen i elevator, er det tid til at betale entré, et par trin højere oppe kommer man til en slags tempelgård hvor man kan se en lille statue af den hvide elefant der siges at have bestemt templets placering. Her står også en statue af den mand der lavede vejen fra Chiang Mai til templet. Det er på denne etage at skoene skal tages af og man skal iføre sig passende tøj, hvis det ikke allerede er gjort hjemmefra. Nu går man så op på selve tempelområdet, i midten står den berømte chedi, der desværre var under renovering da vi besøgte templet. Her er altid masser af mennesker, buddhisterne går tre gange rundt om chedien og ære derefter buddha. Det gøres ved hjælp af en "pakke" bestående af en blomst, to lys og tre røgelsespinde. Man knæler foran chedien, tænder røgelsespindene og placerer dem sammen med de andre røgelsespinde, derefter tændes lysene der sættes i holderen og blomsterne lægges foran. Langs Tempelgårdens sider står en del buddhastatuer, væggene er dekoreret med malerier der illustrerer buddhas liv. Det er muligt at blive velsignet af en munk, man sætter sig på knæ så man ikke er højere end munken, der ønsker dig held og lykke mens han stænker vand på dig. Man kan gå rundt om selve templegården med den store chedi, her finder man bla. balkonen hvorfra man har en fantastisk udsigt over Chiang Mai hvis det ellers er klart vejr. Lige ved siden af ligger et lille museum med gamle buddhastatuer og mærkeligt nok, pengesedler fra hele verden. Hele Wat Doi Suthep-området er ret turistet, neden for trappen ligger adskillige souvenirboder og en større butik der sælger og fremstiller jade, man kan besøge værkstedet, men sælgerne er ret påtrængende. På templets område ligger i øvrigt det internationale buddhistiske center der afholder meditationskurser af forskellig varighed. Wat Doi Sutheps ydre tempelgård Munke foran chedien Munke slå på klokkerne i tempelgården BLOMSTERFESTIVAL OG HILL TRIBE MUSEUM Vi var så heldige at der var blomsterfesival under vores ophold i Chiang Mai. Det finder sted i første weekend i februar og varer tre dage. Her er optog, ceremonier og blomster overalt i de smukkeste opsætninger. En stor del af den gamle bydel var fyldt med stande der konkurrerede om at være den flotteste. Her var lavet små haver, nogle med vandfald, andre med bonzaitræer, roser og et væld af orkidéer. Inden vi skulle på trekking besøgte vi Chiang Mais Hill Tribe Museum der ligger lige udenfor byen. Her kan man få et fint indblik i bjergstammernes liv, der er udstilling af klædedragter og man kan få lidt viden om traditioner, oprindelse, landbrug osv. Der er gratis adgang til museet der er støttet af den kongelige familie. Vores ophold i Chiang Mai var ved at være slut, på trods af den megen larm og heftige trafik er det absolut et sted vi gerne vender tilbage til, her er utrolig mange muligheder for turisterne. INFO CHIANG MAI Transport: Det er nemt at komme rundt i Chiang Mai, det vrimler simpelthen med røde Songtaews, taxier hvor man sidder på ladet. de kan prajes hvorsomhelst og næsten lige meget hvor langt man skal inden for bygrænsen bør man ikke betale mere end 70-80 baht. De trehjulede tuk-tuk som Thailand er så berømt for, findes også her, de er generelt lidt dyrere, men absolut sjove at prøve. Det samme gælder de gamle cykeltaxier som Chiang Mai stadig har en del af, de findes primært i den gamle bydel hvor de sætter et herligt præg på området, prisen for en tur er ca. 30 baht. Almindelige taxier som vi kender dem hjemmefra findes også, man kan køre to km for 40 baht, herefter koster det 5 baht pr. kilometer. Chiang Mai er først lige begyndt at få lokalbusser, det siges nemlig, at byen har en såkaldt trafikmafia, styret af songtaew-chaufførerne, der med trusler og afpresning har fjernet ethvert alternativ der ville skabe konkurrence til deres forretning. Men nu er der altså ved at ske noget, dog ikke uden indblanding fra mafiaen der har overtaget et par af ruterne. På trods af de nye tiltag er den offentlige transport stadig ret sølle for en by i Chiang Mais størrelse. Det er populært at leje cykel i Chiang Mai, men trafikken er tæt og oplevelsen er bedst i den gamle bydel. Man kan komme til Chiang Mai på flere måder, nemmest er det med fly fra f.eks Bangkok. Der er flere daglige afgange og priserne er bestemt rimelige, startende fra omkring 1250 baht for en one way, men vær hurtigt ude, de billige billetter bliver udsolgt i en fart. Se mere hos Thai Airways, Air Asia, Bangkok Airways eller Nok Air. Fra lufthavnen er det nemmest at tage en taxi ind til byen, når man kommer ud fra ankomsthallen er der i både indenrigs- og udenrigsterminalen en taxiskranke. Her betales 50 baht og du får en seddel hvorpå din destination er skrevet, taxaerne holder til venstre når man kommer ud af bygningen, fra udenrigsterminalen er der et godt stykke at gå. Ofte står taxachaufførerne i ankomsthallen og er behjælpelige med bagage osv. Udover de 50 baht betales efter taxameter, alt efter hvor du skal af bør det koste 50-75 baht for en tur til Chiang Mai. I lufthavnen findes også andre taxaer hvor du skal forhandle om prisen, de er ofte noget dyrere. Tog og bus fra Bangkok er en anden mulighed og fortrinsvis benyttet af backpackere. For guidede udflugter, både i Chiang Mai og det øvrige Nordthailand, kan jeg anbefale den søde og meget dygtige guide Nuii, hun taler rigtig godt engelsk kan kontaktes på relaxholiday@gmail.com eller telefon 66898551097. Bank: Der er masser af banker og kontantautomater i byen, alternativt kan de fleste hoteller også veksle penge. Mad: Chiang Mai har et fantastisk udvalg af restauranter og spisesteder, Man behøver ikke at gå mange meter før man møder et gadekøkken eller en lokal restaurant. Maden i Chiang Mai er mere præget af det kinesiske køkken end man ellers ser i Thailand, nudelretter og supper fås de fleste steder. Retten Pad Thai er nærmest Nordthailands nationalret. Kød og nudler dækket med en slags tynd æggekage, det smager skønt. Omkring natbazaren er der et godt udvalg af spisesteder, prøv f.eks. Anusarn Seafood Market, her er en livlig atmosfære i de mange smårestauranter. Langs siden af det store marked finder man en del arabiske og italienske restauranter. Galare Food Center ligger også ved natbazaren, det er en samling borde hvor man næsten sidder på række, som nævnt ikke særlig hyggeligt, men billigt! Hvis man vil spise sammen med de lokale kan man tage hen på gaden Th Intawarorot i den gamle bydel, her ligger en række store enkle spisesteder med masser af lokalstemning. Aktiviteter: Kun få steder i Thailand har man så mange muligheder for aktiviteter og forlystelser som i Chiang Mai. Trekking til nogle af områdets mange bejergstammer er oplagt at prøve, men er man ikke til strabadser og primitiv levevis kan man som alternativ nøjes med en endagstur og eventuelt besøge en elefantlejr. Oplevelsen er naturligvis ikke helt den samme, de fleste bjergstammebyer tæt på Chiang Mai er ret turistede. Se længere nede på denne side om trekking i området. Der ligger et utal af turarrangører i byen og så godt som alle hoteller og guesthouses kan arrangere udflugter. Det er lidt af en jungle, mange fungerer kun som agenter der naturligvis skal have deres del af kagen, så det kan altid bedst betale sig at købe direkte hos arrangøreren. Forhør dig flere steder om pris og indhold af turene og snak eventuelt med andre rejsende om deres erfaringer. Populære aktiviteter er også madlavningskurser der som regel inkluderer en tur på markedet og introduktion til de lokale krydderurter. Prisen for et dagskursus er ca. 1000 baht. Olie- og thaimassage fås naturligvis også, har man god tid kan man prøve meditationskurser af flere dages varighed. Til de actioninteresserede er der bungy-jump, thaiboksning og mountainbiketure og rafting på en af områdets floder. I Mae Sa valley, nordvest for Chiang Mai, ligger flere aktiviteter rettet mod turister, bla. orkidéfarm, slangefarm, sommerfuglepark og botaniske haver. Områet kan nemt nås på en dagsudflugt. Overnatning: Masser af muligheder, bedre hoteller som Le Meridien og Duangtawan ligger omkring natbazaren. Backpackerne har mange glimrende muligheder i i den gamle bydel, i sidegaderne findes flere guesthouses uden så meget larm. Du kan booke hotel herunder: •Udvalgte hoteller på i Chiang Mai fra GATHS REJSESIDE & SAWADEE.COM Suriwongse Hotel Chang Klan Road from THB 1050 Chiang Mai Plaza Hotel Sridonchai Road from THB 1450 Centara Duangtawan Loi Kho Road from THB 1550 Sirilanna Ratchapakinai Road from THB 3200 Amari Rincome Nimmanah. Road from THB 1499 •Se hele listen med hoteller i Chiang Mai HER Klokken 9.30 blev vi hentet på vores hotel for at køre til byen Mae Malai, der ligger ca. 40 km nord for Chiang Mai. Her skulle vi købe lidt mad til vores trekkingtur i Mae Taeng. Markedet er et rigtig lokalmarked, selvom byen er et obligatorisk stop for trekkinggrupper, er der kun få turister på markedet. Vi så bla. et par interessante boder med melorme, græshopper og andet godt, f.eks. et ret stort insekt som vi først troede var en kakerlak, men trekkingguiden fortalte at den levede i skoven, men han kunne ikke lige huske det engelske navn på krabaten. Efter Mae Malai begyndte det for alvor at gå opad, det ene hårnålesving afløste det andet. Efter en halv times kørsel var det frokosttid, et lille spisested havde specialiseret sig i at bespise trekkinggrupper. Beliggenheden i bjergene, lige ud til vejen, var ikke tilfældig, for ca. 25 minutters gang ind i junglen, lå et smukt vandfald med et fald på 30 meter. I regntiden er vandfaldet bredere og bassinet væsentlig større end nu, men selv her i tørtiden er det utrolig smukt. 45 minutters kørsel mere mod vest bragte os til en lille Shan-by hvor trekkingen skulle starte. Shan-folket bliver ikke betragtet som en egentlig stamme, allerede i det 9. århundrede invandrede de første shan'er til Thailand. De grundlagde byen Mae Hong Son i 1830'erne, og i dette område bor der idag flere shaner end thai'er. Både her og i andre dele af Thailand er de fuldt integreret i samfundet, de er buddhister og deres livsstil ligger tæt op af den thailandske. Shanerne har dog i større eller mindre grad bibeholdt traditioner som arkitektur og tøj. I den del af Burma der grænser op til Nordthailand bor ca. fire millioner shaner, ligesom andre stammer fra Burma, kæmper de en voldsom kamp for en selvstændig stat. Vi fik taget vores rygsække på og nu gik turen opad, meget stejlt. Solen skinnede fra en skyfri himmel og allerede nu var mine ben ømme og sveden løb ned af mig. Vi gjorde heldigvis et lille stop på toppen af bjerget og jeg frygtede de næste par timers trek. Men nu var vi nået til toppen, herfra ville terrænet være mere varieret. Vores trekkinggruppe bestod udover af Connie og jeg, af fem svenske piger på 20 år, man skal jo ikke være skadefro, men det glædede os alligevel lidt at pigerne stønnede og prustede lige så meget som os. Lokalmarkedet i Mae Malai Smukt vandfald i junglen Et kig ud over Mae Taeng Resten af trekkingen denne dag var knap så hård, på et tidspunkt skar vores guide en stok til mig, et supergodt redskab der er med til at give støtte, både når det går op og især ned, her skal man virkelig passe på de små rullesten der gør at man mister fodfæstet, jeg tror at alle i trekkinggruppen på et eller andet tidspunkt var nede at ligge. Undervejs stoppede vi pludselig op, en af trekkingguiderne havde spottet en rotte som han mente skulle være en del af vores aftensmad, de fleste i gruppen gyste ved tanken, men det kunne ærlig talt være sjovt at smage, vi blev forsikret om at det ikke var en affaldsrotte, men et dyr som de lokale spiste en del af. Desværre lykkedes det ikke at fange rotten. Begge vores trekkinguider var karener, karenerne er suverænt den største stamme i Thailand og de er delt op i undergrupperne rød karen og hvid karen, farverne hentyder til deres påklædning. De to grupper har hver deres sprog, men kan med besvær godt tale sammen. Ialt er der ca. 320000 karenere i Thailand, mange af dem er kristne og bor primært i lavlandet. Karenerne er invandret fra Burma hvor de kæmper en indædt kamp for en selvstændig stat. Det har skabt mange flygtninge i Thailand, tusinder sidder i flygtningelejre ved grænsen, men de der bor i Thailand er forholdsvis godt integreret. Mange karenere i lavlandet er thailandske statsborgere og nyder derfor godt af fordele som uddannelse, ejendomsret osv. Karenerne holder deres traditioner i hævd ved hjælp af hundredevis af historier og fortællinger der bliver videreført fra generation til generation. Ifølge karenerne selv er fortællingerne blevet fortalt siden gud skabte jorden og indeholder information om stammens oprindelse, traditioner osv. Karenernes landsbyer kan have helt op til 1000 indbyggere, de er styret af en høvding og en medicinmand. Til forskel fra mange andre bjergstammer, så bor karenerne i permanente byer, husene er lavet af bambus og står på pæle. Stammen er meget berømt for deres evne til at tæmme elefanter, ofte er det karenerne der arbejder som mahouter rundt om i landet. Af husdyr holder de bøfler, grise og kyllinger. Stammen har også etableret store rismarker i lavlandet. De forskellige undergrupper af karen-stammen har langt hen ad vejen samme traditioner og levevis, men deres påklædning er meget forskellig, som nævnt er det ofte farven der varierer, det gør den ikke kun undergrupperne imellem, men også geografiske forhold spiller ind, to stammer fra samme undergruppe kan altså have forskellig påklædning alt efter hvor i Thailand de bor. Ens for dem alle er dog, at ugifte kvinder altid bærer langt hvidt tøj fra skulder til ankler. Når kvinden er blevet gift skifter hun til sort trøje. Mændene havde tidligere lignende traditioner, men idag er der ingen særlige regler. Udover de nævnte karenstammer hører den berømte stamme, Paduang, eller Long Neck, også til Karenerne, men mere om dem senere. Ankomst til første overnatningssted Karenbyen hvor vi sov Sovesalen Man er ikke i tvivl om hvornår man er tæt på en bjergstammeby, bøflernes efterladenskaber bliver flere og flere og den tætte skov erstattes af frugtgivende træer som f.eks. mango, guava og banan. Klokken 17 ankom vil til karenlandsbyen hvor vi skulle overnatte, det var ifølge vores trekkingguide en lille landsby med kun otte familier. Landsbyen lå meget idyllisk i en lille dal, i bunden var der anlagt en rismark og husene kravlede op ad siden på det lille bjerg. Landsbyen var underlig tyst, man hilser naturligvis på sine værter, men det var ikke altid det blev gengældt, jeg tror det var en form for generthed, for de der hilste igen gjorde det med varme. Omtrent midt i byen, lidt tilbagetrukket, lå vores hytte hvor vi skulle overnatte, det var vel nærmest en sovesal med bambusmåtte og myggenet. Dagen havde været hård, så et bad var tiltrængt, men her i midten af ingenting tænder man ikke bare for vandet, i et lille mørkt bambusskur stod en tønde vand og en øse, en temmelig kold fornøjelse. Toiletforholdene er ikke bedre, her skider man bogstaveligt talt i et hul i jorden. Vi gik en tur i landsbyen, beboerne var ved at tænde bål og gøre klar til natten, flere bøfler lå under pælehusene og af en eller anden grund var grisene i snor, mens masser af høns og små kyllinger susede rundt i hele byen. Vi satte os rundt om bålet sammen med resten af gruppen, en af byens hunde havde fået hvalpe og de var selvfølgelig genstand for megen opmærksomhed. Aftensmaden var enkel, men velsmagende, mørket faldt på og her i bjergene er det faktisk køligt, så vi pakkede os ind i sovepose og tæpper og faldt i søvn. Havde det været koldt om aftenen var det ingenting i forhold til denne morgen, vi frøs og man ligger mildest talt elendigt på et underlag af bambus. Selvom vi stod tidligt op var både vores trekkingguider og landsbyens beboere oppe. Inden morgenmaden gik Connie og jeg en tur i byen, vi så flere af de lokale der med en kurv på ryggen og et økselignende redskab var på vej ud i skoven for at hente brænde. En ung familie stampede ris og et andet sted var man ved at tænde bål. Bål var der også ved vores hytte, lige noget for de fire små hundehvalpe der frøs. Morgenmaden var absolut ikke noget at råbe hurra for, toastbrød dyppet i honning og sukker, men det var vigtigt at vi spiste det sagde vores trekkingguide, for idag skulle vi trekke i seks timer og måtte absolut ikke gå kolde. Der tændes bål Bade- og toiletfaciliteter Connie snupper en kop te i den kolde morgenstund Vi fik pakket vores ting og var nu på farten igen, den ene time tog den anden og det lå klart at en af de svenske piger havde store problemer med at holde tempoet. Vi kom gennem et smukt dalområde med rismarker og floder der skulle krydses, pludselig gik det meget stejlt opad og i det der føltes som en evighed kæmpede vi os op ad bjerget, næsten kravlende. På toppen holdt vi heldigvis en pause, sveden haglede af os, hjertet hamrede og benene var ved at syre til. Et par af de svenske piger var et godt stykke bagefter, de kom prustende fem minutter senere med en af trekkingguiderne som måtte bære deres rygsække. Efter seks timers trekking kom vi til en elefantlejr der lå meget smukt i en lysning i skoven. Her fik vi lidt frokost, en enkel, men velsmagende nudelsuppe. Elefanterne skulle ride os til næste by, i en times tid førte den os gennem et meget smukt jungleområde med en flod som vi krydsede flere gange. Vi blev sat af ti minutters gang fra vores overnatningssted der også var en karenby, men denne var dog væsentlig større. Byen havde fået lavet en skole med hjælp fra Prinsesse Sirindhorn der faktisk lige havde været på besøg ugen før. Børn fra de omkringliggende byer boede på skolen og var kun hjemme i wekkenden. Skolen var forholdsvis ny, men resten af byen lignede den vi lige havde overnattet i, blot var der størrelsen til forskel. På vej til vores hytte blev vores trekkingguide flere gange kontaktet af de lokale der nærmest kom slingrende hen ad vejen, de var fulde fik vi forklaret, i gamle dage røg de opium, men nu havde de kastet sig ud i et nyt misbrug, alkohol. Huset vi skulle overnatte i var ikke anderledes end det vi sov i natten før, også her var der bambusmåtter og myggenet. Heller ikke aftenen var anderledes, et bad, lidt socialt samvær og så i seng. Trekking gennem skoven Elefantlejren Smuk natur Også denne morgen var kold, vi kunne lige så godt stå op. Udenfor lå disen tungt over byen og mange steder var der tændt bål som de lokale sad og varmede sig ved. Havde jeg vidst hvad der ventede mig denne dag var jeg nok ikke stået op. Vi skulle rafte på en bambusflåde ned ad Mae Taeng River, allerede fra begyndelsen kunne jeg mærke at der var noget galt med vores flåde. Jeg blev placeret bagerst og skulle styre flåden sammen med en af trekkingguiderne der stod forrest. Selvom jeg godt kan tåle at tabe et par kilo tyngede flåden dog så voldsomt i min ende at der måtte være noget galt. Jeg stod konstant i vand til over anklerne og hver gang vi kom gennem et strømfald nåede vandet mig til knæene. Den anden flåde med et par af de svenske piger lå anderledes elegant i vandet og de havde ikke de mindste problemer. Efter en halv times tid gik det så galt, ved et strømfald sank flåden så meget at jeg faldt i vandet. Strømmen var kraftig, så det var lidt af en kamp at holde flåden tilbage og jeg skulle passe på ikke at blive ført af selvsamme strøm ned ad floden. Inde ved flodbredden måtte vi omrokere, det stod klart at flåden på en eller anden måde tog vand ind bagtil, så jeg måtte så langt frem som muligt, de slanke piger i 45 kilos klassen måtte så stå bagerst. Efter et par timer var vi nu nået ca. halvvejs, ved en Lahu-by lagde vi til og der blev repareret lidt på flåden. Der er idag 60000 lahuer tilbage i Thailand, de kommer oprindelig fra det tibetanske plateau og er via Sydkina imigreret til Laos, Burma og Nordthailand. Lahu-stammen har altid bosat sig langt væk fra veje og byer, kombineret med deres hyppige skift af boplads er det således den stamme man sidst har fået kontakt til. Idag er en del af lahuerne kristne, men man gør meget ud af at føre den specielle lahu-livsstil videre, en livsstil der indeholder et hav af love og regler. De er animister og tilbeder en gud ved navn Geusha (Aue Za), spøgelser og ånder er en del af religionen der også indeholder ceremonier der f.eks. skal kurere sygdomme hos landsbyboerne. Lahu-stammen har altid levet tæt på naturen og deres enorme viden om planternes egenskaber går i arv fra generation til generation. De senere år er behandling på almindelige sygehuse dog blevet lige så normalt som behandling med urter. Stammen er svedjebrugere og deres foretrukne afgrøde var tidligere opium, men idag dyrker de bla. ris, bønner og peberfrugt. Deres foretrukne husdyr er grise, kvæg og heste. Lahuerne er kendt for deres jagtfærdigheder og stammen kaldes også for Muse, der betyder jæger på burmesisk. Lahu-stammen er en yderst kompleks stamme, der er ialt seks hovedgrupper der igen er delt op i undergrupper. Deres sprog er forskelligt, men Black Lahu går for at være det officielle sprog. Deres tøj varierer fra stamme til stamme, men langærmet trøje og lang nederdel er traditionelt tøj for kvinder. Tidligere vævede kvinderne selv deres tøj, idag bliver det meste købt på markedet. Mændene bærer ofte grønlige bukser. I Burma har Lahu-stammen en mindre hær der kæmper sammen med karenstammen mod den burmesiske hær. Hytten vi overnattede i dag 2 Der hentes brænde Morgendis over landsbyen Denne lahu-by var dog lidt af en skuffelse, for første gang på vore trekking så vi andre turister, endda rigtig mange, så alle i byen var på en eller anden måde involveret i turisme. Den resterende tur ned ad floden ville herfra blive endnu hårdere, strømmen var kraftigere og vandfaldene flere. Jeg kunne heldigvis være ligeglad, jeg var stadig drivende våd og ventede egentlig bare på at få noget tørt tøj på. Men uheldet blev ved med at forfølge mig, vores guide der stod forrest, tabte sin bambusstok og den landede lige i hovedet på mig, først på kæben og dernæst i tindingen, det var som at få et par hurtige knytnæveslag og smerten i kæben havde jeg glæde af flere dage efter. Intet er så galt at det ikke er godt for noget som man siger, når man er med til at styre flåden ser man egentlig ikke så meget udover selve floden, men min placering her midt på bambusflåden gav mig tid til at nyde denne vidunderligt smukke flod og jungle. Her er utroligt høje træer, palmer, bregner, lianer og af og til kan man høre et par frøer kvække. Omsider nåede vi byen hvor trekkingen skulle slutte, jeg havde været våd i tre timer nu og så virkelig frem til at få tørt tøj på. Byen vi var havnet i var en Akha-by, Akha-stammen har traditionelt været en af de mest sky af Thailands bjergstammer, i mange år har de haft held med ikke at blive påvirket af det øvrige samfund. Stammen er en af Thailands fattigste, de har meget stærke familiebånd og det siges at hver eneste Akha-mand kender deres forfædre 50 generationer bagud. Akhaerne kommer oprindelig fra Yunnan-provinsen i Sydkina hvor de er nært beslægtede med Hani-folket. I Thailand lever der ca. 70000 Akha'er hvor de bor i 1000-1500 meter højde. Ris og korn er deres foretrukne afgrøde, de har tidligere kun dyrket opium til eget forbrug. Akha-kvinderne har en meget speciel hovedbeklædning, den er tung, farvestrålende og pyntet med sølvmønter, fjer og perler. Akha'erne er animster og tilbeder forfædrene. Hver landsby har en præst der repræsenterer deres tro. Hver eneste landsby har også to træporte der har som formål at holde onde ånder ude. Husene i byen er lavet af træ og bambus, indenfor er der et lille rum hvor man tilbeder forfædrene. Akhaernes traditionsrige livsstil re idag ved at være på retur, indflydelsen udefra er meget stærk og de yngre generationer ser ud til mere og mere at blive integreret i det thailandske samfund. Lige præcis denne Akha-by var ikke særlig spændende, for mange turister ødelægger som regel atmosfæren og det var i høj grad tilfældet her. Vores trekking var slut og vi glædede os begge til et dejligt varmt bad, men har man tid og lyst, kan jeg kun anbefale at prøve, det er både sjovt, spændende og udfordrende. Disen er lettet og solen brudt frem Rafting ned ad Mae Taeng River Lahu-byen hvor vi holdt pause INFO OM TREKKING Som nævnt er trekking en stor oplevelse, der er dog et par ting man skal være opmærksom på inden man beslutter sig for at prøve. Så godt som alle guesthouses og hoteller kan arrangere en trekking, de køber den hos et trekkingbureau og scorer dermed lidt fortjeneste. Du kan lige så godt selv få den besparelse ved at henvende dig direkte til bureauet fremfor agenten. Udover det økonomiske er der også den fordel, at du kan få svar på alle de spørgsmål du måtte have. Det er vigtigt at finde et godt og seriøst trekkingbureau, det bedste er at forhøre sig hos andre rejsende om deres erfaringer. Følgende kan man spørge bureauet om: • Hvor hård er trekkingen? Hvordan er terrænet og hvor mange timer pr.dag trekker man? Det er vigtigt at man vælger en trekking der passer til ens kondition, er det for hårdt har man kun fokus på at "overleve" og går dermed glip af den smukke natur. • Hvor mange er der i trekkinggruppen? Udover guiderne bør der maks. være 10-12 personer i en trekkinggruppe. Det er ofte små byer der besøges, for mange turister i byen samtidig ødelægger atmosfæren. Et tillægsspørgsmål kunne være om der er andre trekkinggrupper i byen samtidig. • Hvad er inklusiv i prisen? Hvor starter trekkingen og hvor slutter den. Med andre ord: Bliver man hentet på sit hotel og sat af samme sted når trekkingen er slut? Er alle måltider inklusiv? Er der rygsæk eller sovepose til rådighed, enten til låns eller leje? • Hvordan er sikkerheden? Er guiden officiel turistguide? er gruppe og rute registreret hos politiet? Kan guiden førstehjælp? Bærer man redningsvest ved rafting? Hvad skal man så medbringe på en trekking? Det hurtige svar vil være: så lidt som muligt. Først og fremmest er det vigtigt at tage noget tøj med der kan tåle at blive vådt og beskidt, rigtig beskidt!! Et sæt træningstøj til aftenerne er en god ting at medbringe. I vinterperioden kan det blive ret koldt om natten i bjergene, en varm trøje og tykke sokker kan man nemt få brug for, temperaturen er ofte nede på 8-10°C. I regntiden er et par gode trekkingstøvler næsten et must, i vinterperioden kan man sagtens nøjes med et par joggingsko med tyk sål. Endnu bedre er et par gode kraftige sandaler der kan tåle at blive våde, det er afgjort det mest praktiske når man skal krydse floder. Uanset hvad du vælger af fodtøj, så sørg for at det er gået til og du ikke får ondt i fødderne af dem, man tilbringer mange timer hver dag med skoene på. GODE TING AT MEDBRINGE PÅ TREKKING Et sæt tøj til hver dag Træningsdragt til aftenerne Slippers Håndklæde, evt. en letvægterudgave, f.eks. af fiber Lommelygte (en lille let lygte fås for ca. 10-12 kr. i Chiang Mai) Myggespray (fås også i Chiang Mai, udvalget er langt større end i Danmark) Shampoo Sæbe Hovedpinepiller Plaster, både almindelig og til vabler Vand (der kan ofte købes forsyninger i landsbyerne) Lagenpose Orkidéfarmen i Mae Rim Bambus sticky rice produktion Lidt af haven ved forsøgscentret på Doi Ang Khang ORKIDEFARM OG BAMBUS STICKY RICE Efter en overnatning i Chiang Mai var det tid til at komme videre, vi kørte nordpå ad hovedvej 107, næste stop var Tha Ton, men undervejs ville vi stoppe hvis vi så noget interessant. Umiddelbart udenfor Chiang Mai besøgte vi orkidé- og sommerfuglefarmen i Mae Rim. Sommerfugle var der ikke mange af, til gengæld kunne vi nyde over 100 forskellige orkidéer, den ene smukkere end den anden. Turen gik videre nordpå, omkring Chiang Dao stoppede vi for at købe de specielle bambus-sticky rice. Man tager en bambus i passende størrelse, skærer den over i stykker af 30-35 cm og fylder den med en blanding af af sticky rice, kokoscreme, sukker, salt og vistnok kanel. Man lukker bambusen og varmer den over åben ild hvorefter den bliver skrællet og åbnet, så den er klar til at spise. Det faldt ikke lige i min smag, det mindede om barndommens maizenagrød, men Connie syntes det smagte af risengrød og spiste det med velbehag. DOI ANG KHANG – THAILANDS ALPER Efterhånden nåede vi vejen der fører op til Doi Ang Khang, også kaldet Thailands alper. Vejen til bjergets top består af adskillige hårnålesving, undervejs kan man se vegetationen ændre sig til skov som vi kender hjemmefra. Doi Ang Khang er kendt for sin forsøgsstation, støttet af kongefamilien, der udvikler alverdens planter, på bjerget er der flere have- og parklignende områder med de smukkeste blomster. Perioden fra slutningen af januar til marts er det bedste tidspunkt at besøge forsøgscentret, her står de mange blomster i fuldt flor. Den tilhørende restaurant er kendt for sine egnsretter, her fik vi lidt froskost, mit valg faldt på en nordthailandsk specialitet der viste sig at være kold sauce, frisk hvidkål og flæskesvær! Så har man også prøvet det. Vi gik en tur i de smukke haver, man forstår faktisk godt hentydningen til alperne, her er nåletræer og selv husene minder om noget fra Schweiz eller Østrig. Militærlejren på den burmesiske side af grænsen Karenkvinder væver Karenkvinde på Doi Anh Khang Blot fem kilometer fra denne idyl er der langt alvorligere ting på programmet, her ligger militærlejren ved Kob Dhong, akkurat på grænsen til Burma. Man kan faktisk komme helt hen til hegnet der adskiller de to lande, mellem dem er der lavet en bufferzone, en slags ingenmandsland på ca. 100 meter. På den burmesiske side af grænsen er der ligeledes lavet en militærlejr hvor man kan se det burmesiske flag blafre i vinden. Af og til er der skyderi i området, af samme grund har thai'erne lavet bunkere og skyttegrave. Næsten i forlængelse af militærlejren ligger flere Karenlandsbyer, som nævnt tidligere kæmper karenerne i Burma en kamp for en selvstændig stat, en konflikt der har varet i mere end 40 år, tusindvis af karenere er flygtet fra diktaturet og det er tankevækkende at de idag bor blot 500 meter fra deres forfølgere. Karenerne i landsbyerne står ofte ved vejen i deres farvestrålende dragter, mange af dem prøver at sælge bla. vævede tørklæder til de turister der måtte komme forbi. På vej ned ad bjerget kørte vi forbi flere campingområder hvor man kan leje et telt med tæpper og sovepose inkluderet. Klimaet på Doi Ang Khang er mærkbart køligere og det er populært for thai'erne at køre op på bjerget for at slappe af og holde et par dage fri. Området omkring bjerget har også flere småbyer med tydelig kinesisk atmosfære, folk er gennem årene immigreret fra Yunnan-provinsen i Kina og har skabt deres egne småbyer i Thailand. •Udvalgte hoteller i Nordthailand fra GATHS REJSESIDE & SAWADEE.COM Marisa Resort & Spa Chiang Dao from THB 1350 Lanna Resort Hangdong from THB 1200 Hmong Hilltribe Lodge Mae Rim from THB 2350 INSDA Private House Hangdong from THB 850 Tianna Garden Village San Pee Sua from THB 1650 •Se hele listen med hoteller i Nordthailand HER Sent på eftermiddagen nåede vi Tha Ton, der ligger ud til floden Mae Nam Kok. Byen består stort set kun af hovedgaden og ud til den lå vores hotel, Tha Ton Chalet. Floden er nærmeste nabo og på den anden side af bredden kan man oppe på bjerget se Tha Tons største attraktion, den store templeområde der strækker sig over flere kilometer. WAT THATON Man behøver ikke tage vejen op til templet, ved floden, lige neden for alle figurerne, er der en sti/trappe op til informationsområdet. Herfra er der ca. tre kilometer op til toppen og det centrale tempel. Undervejs kan man stoppe på et af de ni "niveauer" hvor man kan se andre templer og bla. den store hvide buddha-figur der kan ses på lang afstand. Templet er ret atypisk, udover naturligvis en del buddhaer ser man også figurer af hinduistiske guder som f.eks. hanuman, ganesh osv. Der er også en del kinesiskinspirerede figurer, et par af dem leder tankerne hen på konfutze, den kinesiske vismand og filosof. I templet kan man i øvrigt deltage i meditationskurser, se templets hjemmeside her for nærmere information. Både blandt thai'er og turister fra buddhistiske lande er templet populært, bus efter bus bliver kørt til området, især messen klokken 18.00 tiltrækker mange mennesker. THANATHON ORCHARD Et par kilometer fra Tha Ton ligger Thanaton Orchard, en enorm appelsinplantage der er meget populær blandt thai'erne. For os danskere er en appelsin ikke et særsyn og mange har nok set lignende plantager på en rejse til Sydeuropa, så plantagen er ærlig talt ikke noget særligt, men thai'erne slæber kilovis af appelsiner derfra, og højdepunktet på rundturen i området er faktisk de smukt anlagte haver med de flotteste blomster. Der er gratis entré til plantagen, rundturen i en slags åben bus koster 20 baht. Hovedgaden i Tha Ton Den store hvide buddha på tempelbjerget Udsigt fra templet over Mae Nam Kok PÅ BESØG HOS LONG NECK-STAMMEN Ca. otte kilometer længere mod nord besøgte vi Long Neck-stammen (Padaung), der er en gren af karen-stammen. Long-neck kvinderne har messingringe om halsen og der er mange teorier om hvorfor. En af forklaringerne er, at det skulle være et forsvar mod eventuelle tigerangreb, andre mener at ringene skulle gøre kvinderne mindre attraktive for mændene i andre stammer, mens en tredje forklaring er, at stammens moder var en drage med en lang hals, som man med ringene prøver at efterligne. Meningerne om kvindernes tilstedeværelse i Thailand og den måde de bliver brugt kan virkelig få sindene i kog. Oprindelig kommer padaung-folket fra Burma, de er som så mange andre burmesere flygtet fra militærdiktaturet til nabolandet Thailand. I sin tid var stammen kun at se omkring Mae Hong Son, men nogle mener at kvinderne er blevet tvunget til at være turistattraktion andre steder i Thailand, endda med myndighedernes accept. Det er ikke til at finde ud af hvad der er rigtigt og forkert i denne sag, men det er ret sikkert, at en del af indtjeningen fra turisterne går til karenernes frihedskamp i Burma. Udnyttelse mener nogle, et godt formål mener andre. Allerede fra omkring 5-års alderen begynder de små pigebørn af få sat ringene om halsen. Oprindelig var det kun piger der blev født onsdag fuldmånenat, men traditionen har siden bredt sig til at omfatte alle piger. Som årene går kommer flere ringe på og som voksne kan ringene tilsammen veje omkring fire kg, men enkelte kan have ringe på der vejer meget mere, måske helt op til 15 kg. Man siger, at hvis en long-neck kvinde tager sine ringe af, så vil hun brække nakken, en myte siger mange, det er der overhovedet ikke bevis for og bruger to belgiske lægers undersøgelse som argument. Undersøgelsen viste nemlig, at kvindernes hals ikke bliver længere, men at brystbenet bliver tynget ned. Det siges at en mand fra Lahu-stammen giftede sig med en long neck-kvinde og de bosatte sig her nord for Tha Ton. De opfordrede flere fra long neck-stammen til at bo i området og det har idag udviklet sig til den by vi nu besøgte. Der er for alvor gået politik i sagen, ledere fra Mae Hong Son-provinsen, der i mange år var det eneste sted man kunne se long neck i Thailand, er sure over at dele denne turistattraktion med andre, man frygter simpelthen at stammen ved Tha Ton i nattens mulm og mørke vil blive tvunget tilbage til Mae Hong Son. Long Neck-kvinder væver De mange boder i Long Neck byen Long Neck-pige At kalde long neck-stammens levested ved Tha Ton for en by er måske at overdrive, området består faktisk kun af en lang række boder hvor man kan se kvinderne væve. De første boder man kommer til fra p-pladsen er ikke ejet af long neck, men af Akha-kvinder der her har fundet et fint sted at drive forretning. Bag dem starter så den lange række af næsten ens boder hvor der sidder long neck-kvinder der gerne lader sig fotografere. Det hele virker ret opstillet og jeg tog derfra med en lidt flad fornemmelse. Morgentemperaturen om vinteren i Tha Ton er ca. 18-20°C, dejligt behageligt for os danskere, men åbenbart koldt for thai'erne der går rundt i dynejakker, hue og vanter! Vores hotel var fint, ikke den store luksus, men der var alt hvad man havde brug for. Der var egentlig ikke så mange turister, til gengæld boede der en del medarbejdere fra Unicef der kører rundt i området for at dele nødhjælp ud til nogle af de trængende bjergstammer, det er landsbyens høvding der afgør hvem der behøver hjælp og hvem der ikke gør. INFO THA TON Transport: På trods af byens beskedne størrelse er der gode busforbindelser. Busen til Chiang Mai afgår hver halve time, der er også ruter til Mae Sai og Chiang Rai. Man kan tage en grisebil eller minibus til Fang og herfra finde flere ruter, f.eks til Mae Hong Son. Kun få turister tager bussen fra Tha Ton til Chiang Rai, en af byens attraktioner er netop at sejle mellem de to byer, akkurat som de lokale gjorde før i tiden, men idag er bussen både billigere og hurtigere. Bank: Der findes ingen banker i byen, der kan veksles penge på hotellerne. Mad: Tha Ton har ikke det store udvalg, men selvfølgelig findes der enkelte lokale restauranter, lidt pænere bliver det på byens få hoteller og guestouses. Aktiviteter: - Overnatning: Byen har kun få hoteller og guesthouses, med undtagelse af Tha Ton Riverview Resort ligger de ud til hovedvejen. AD MAE NAM KOK TIL CHIANG RAI Vi skulle videre på vores rejse og kørte ned til floden Mae Nam Kok for at tage en longtailbåd til Chiang Rai, akkurat som de lokale gjorde det i gamle dage. Idag tager de bussen, det er både hurtigere og billigere. Turen op ad floden er smuk, frodigheden er fantastisk, selvfølgelig mest i regntiden hvor junglen er skriggrøn og vandet står noget højere i floden. Undervejs kan man se lokale fiskere prøve lykken med net eller fiskestang, børn der bader, bøfler der drikker i vandkanten og køer der græsser. Små landsbyer dukker også op og flere steder kan man leje hytter hvis man skule få lyst til en overnatning. I vores hurtige longtailbåd overhalede vi flere gange et par overdækkede bambusflåder, hvis man har god tid kan man nemlig bruge et par dage på at sejle turen fra Tha Ton til Chiang Rai, Der er et meget primitivt toilet ombord, men man overnatter som regel i en af landsbyerne på vejen. Efter ca. 1 times sejlads, ca. 2/3 af turen til Chiang Rai, steg vi af båden i karenbyen Ban Ruammit, her er ikke tale om et lille primitivt sted, men en fuldt udviklet by der er temmelig overrendt, man kan ride på elefant eller få taget et billede med en kæmpepython, fanget i området. Man kan få lidt at spise eller købe souvenirs. Bambusflåde på Mae Nam Kok Med longtailbåd op ad Mae Nam Kok Elefenter og longtailbåde ved Ban Ruammit Vi nåede Chiang Rai om eftermiddagen, det var Kong Mengrai der grundlagde byen i år 1262, han besluttede at udvide sit rige mod syd, da en af hans elefanter en dag stak af og løb mod dette sted, han opfattede det som et tegn og grundlagde byen her. Chiang Rai var altså en del af Lanna-Thai riget og blev først thailandsk provins i 1910. Byen er længe blevet betragtet som porten til den Gyldne Trekant, visionerne for Chiang Rai har været store, i 1990'erne oplevede man et mindre byggeboom af hoteller og feriehuse, men selvom mange investorer stadig har et godt øje til byen, er den store turistinvasion udeblevet. Thai'erne selv ser byen som et roligt alternativ til Chiang Mai, den velhavende del af befolkningen holder gerne deres ferie her. FERSKVAREMARKEDET Umiddelbart syner byen lidt trist, men hvis man kan finde hen til det gamle klokketårn på Th. Utarakit vil man stå midt i et skønt ferskvaremarked. Her er en fantastisk atmosfære, lokale kommer for at købe ind til dagens måltider, mange sælger færdiglavet mad som man tager med i en pose, andre steder kan man købe frisk fisk og kød. Grøntsager er der masser af, det er sjovt at mange af varerne er de samme som hjemme, i modsætning til sydens markeder, kan man her finde tomater, gulerødder, løg og kartofler, tropiske frugter ser man stort set ikke. Inde bag markedet, i de overdækkede gader, finder man mere almindelige forretninger der sælger tøj, husgeråd, ure, elektronik og meget andet. Ferskvaremarkedet starter på Th Utarakit, drejer så om hjørnet og fortsætter ned ad Suksathit Road. CHIANG RAIS TURISTDEL Går man videre herfra støder man lige ind i det nye klokketårn, opført af samme kunstner der har bygget det hvide tempel, Wat Rong Khun. Gaden skifter navn til Jet Yod Road der er en af Chiang Rais turistgader, her ligger hoteller, guesthouses, et par restauranter og beerbars. Parallelt med Jet Yod Road løber Phahonyothin Road der med lidt god vilje kan kaldes Chiang Rais turistcentrum. Her finder man bla. det populære natmarked, varerne er nogenlunde de samme som på natmarkedet i Chiang Mai, men dette marked er langtfra så stort. Bagerst på markedet ligger en plads med adskillige små boder hvor man kan købe mad. Også Phahonyothin Road har masser af restauranter, både denne gade og især Jet Yot Road kan virke lidt triste i dagtimerne, men om aftenen er der en dejlig atmosfære med mange mennesker i gaderne. Ferskvaremarkedet i Chiang Rai Wat Phra Kaew hvor smaragdbuddhaen har stået Chedien med de syv spir i Wat Jet Yod TEMPLER OG SEVÆRDIGHEDER Chiang Rai har kun få historiske monumenter, i udkanten af byen har man genopbygget et stykke af den gamle bymur, her finder man i øvrigt også en statue af Kong Mengrai. Byen har selvfølgelig også sine templer, det vigtigste er nok Wat Phra Kaew der ligger i udkanten af centrum, ikke langt fra floden. Templet er kendt for at have været hjemsted for smaragdbuddhaen der nu står i Grand Palace i Bangkok. Det første man møder når man træder ind på området er et nyere tempel, gå forbi det og den bagvedliggende chedi og træd op i det lille firkantede trætempel. Her sidder idag en kopi af smaragdbudden, udført i jade af en kinesisk kunstner. Når man kommer ud fra templet kan man gå højre om chedien der er fra det 14. århundrede, for at besøge museet der ligger i en imponerende smuk bygning, opført i teaktræ. Museet indeholder effekter som f.eks. gamle buddhaer, almisseskåle osv. Wat Phra Singh er et andet af byens vigtige templer, det ligger lige bagved det gamle klokketårn og ferskvaremarkedet i retning mod floden. Templet er fra det 14. århundrede og indeholder en kopi af en berømt buddha, men er man ved at være træt af templer kan man sagtens springe Wat Phra Singh over uden at gå glip af noget spektakulært. Mere interessant er Wat Jet Yod, der ligger på Jet Yod Road. Templet er stort og indeholder en kæmpe buddhastatue, men det mest specielle er chedien med syv spir der står bagved. WAT RONG KHUN – DET HVIDE TEMPEL Vi besøgte også det Hvide Tempel, Wat Rong Khun, der ligger ca. 11 kilometer syd for Chiang Rai. Templet blev påbegyndt i 1998 af den kendte thailandske kunstner Chalermchai Kositpipat, der som ung selv var munk på dette sted. Han siger selv, at han med templet vil give noget tilbage til de mennesker der har gjort ham til den han er. Rygter påstår dog, at Chalermchai Kositpipat har fået konstateret kræft og at han med templet vil gøre en god gerning og dermed forbedre sin karma. På et skilt ved templet står der: "Det er ikke fordi jeg mangler penge at templet ikke er færdigt, men fordi jeg vil lave et mesterværk". Og det er i sandhed et mesterværk Chalermchai Kositpipat er ved at opføre, selve hovedtemplet er næsten færdigt, mens der stort set kun står skallen af de resterende bygninger. Templet er lavet af en speciel cementblanding der kan formes, på blandingen er der limet tusinder af små spejle således at templet glimter smukt uanset hvor man står og kigger på det. Chalermchai Kositpipat har oplært lokalbefolkningen i teknikken omkring cement og spejle, så de kan færdiggøre templet hvis der skulle ske ham noget. Jet Yod Road, her er barer og restauranter Natmarkedet i Chiang Rai Det Hvide Tempel, Wat Rong Khun INFO CHIANG RAI Transport: Man kan gå til det meste i Chiang Rai, men er der behov for transport, kan man vælge Songtaew (grisebil) for ca. 15-20 baht pr. person, tuk.tuk koster ca. 60-70 baht pr. person og cykeltaxi ca. 30-40 baht pr. person. Alle priser er for ture inden for byområdet, husk at aftale pris inden du kører. Chiang Rai har egen lufthavn, men stadig kun daglige afgange til Bangkok. Prisen t/r med Thai Airway er ca. 850 kr. i højsæsonen. Også Air Asia flyver på ruten. Chiang Rai har busforbindelse til flere byer i området, selvfølgelig også til Chiang Mai, der er adskillige afgange dagligt og prisen er ca. 100 baht for billigste klasse. Turen tager tre timer. Der er også ruter til Bangkok (ca. 500 baht/12 timer), Chiang Saen (ca. 40 baht/1.5 time), Lampang (ca. 110 baht/5-6 timer), Phrae (ca. 160 baht/4 timer), Phitsanulok (ca. 270 baht/7 timer), Mai Sai (ca. 40 baht/1.5 time). Der findes flere andre ruter, man kan forhøre sig på busstationen, den ligger på Th. Prasopsuk, lige ved natmarkedet. Bank: Byen har både banker og kontantautomater. Mad: Chiang Rai har et glimrende udvalg af restauranter, den lokale mad består mere af stegt ris og nuddelretter end man ser i f.eks det sydlige Thailand. er du til billig mad er det værd at besøge natmarkedet hvor der findes mange små madsteder, der primært er thai/kinesisk/lao inspireret. Det er superhyggeligt at iagttage den lokale atmosfære mens man spiser. Chiang Rai er stor nok til at der også er internationale restauranter, flere italienske spisesteder ligger i byen, ellers kan man prøve på hotellerne. Et godt, men lidt dyrere sted, er Ayes Restaurant på Phahonyothin Road, her er venlig betjening og det er stedet hvor man kan møde andre rejsende. maden er god og der laves lækre frugtshakes. Aktiviteter: Den altdominerende aktivitet i Chiang Rai er trekking, som nævnt er der mange der foretrækker dette område fremfor Chiang Mai. I de bjergrige egne omkring byen findes bla. lisu-, karen-, lahu-, og akha-stammer. Ligesom i Chiang Mai gælder det også her om at finde den rette udbyder hvis man vil trekke, se mere om det under beskrivelsen af Mae Taeng. •Udvalgte hoteller i Chiang Rai fra GATHS REJSESIDE & SAWADEE.COM Wangcome Hotel Pemawibhata Road from THB 1500 Wiang Inn Hotel Paholyothin Road from THB 1600 The Palm Garden Hotel Muang from THB 850 The River House Resort Chiang Rai-Rimkok from THB 3900 River Hill Resort Mae Fah Luang from THB 1800 •Se hele listen med hoteller i Chiang Rai HER Fra Chiang Rai kørte vi videre nordpå til rejsens endelige mål, Den Gyldne Trekant. Der er ca. 60 kilometer fra Chiang Rai til Mae Sai, Thailands nordligste by som vi startede med at besøge. På begge sider af vejen derop er der i hundredevis af grønne rismarker, væk var bjergene, nu var landskabet fladt. I Mae Sai myldrer det med mennesker, man er ikke i tvivl om at man er kommet til en grænseby, broen over den lille flod forbinder nemlig Thailand med Burma. Byen på den burmesiske side af grænsen hedder Taschilek, og den kan man besøge hvis grænsen er åben, der er med mellemrum politiske spændinger mellem de to lande, er det tilfældet skal man ikke regne med at komme over. EN SMUTTUR TIL BURMA (MYANMAR) Det var egentlig ikke planlagt at besøge Burma, men nu var chancen der og så slog vi til. Det hele gik lidt hurtigt og jeg er ikke sikker på at vi kom over grænsen på den officielle måde. Med to paskoiper og 1000 baht fik vi anvist hvad vi skulle gøre. De thailandske myndigheder deponerede vores pas sammen med en kopi og derefter skulle vi gå ind bag et blåt forhæng hos de burmesiske myndigheder og aflevere en paskopi og 1000 baht, vi var nu inde i Burma. Selvom broen der forbinder de to lande kun er ca. 100 meter, er man ikke i tvivl om at man er kommet til et andet land, hundredevis af øjne stirrede på os, måske vedtede de på nogen der kunne frelse dem fra diktaturet? Et par tiggere kom os i møde, derefter nogle af de falske munke som vi var blevet advaret mod. De går rundt og tigger med deres almisseskål og bruger dermed munkenes status til at skaffe penge, alle midler bliver taget i brug for at tjene til føden. En ung fyr kom hen til os, han tilbød en tur med tuk-tuk til et tempel og en pagode i Taschileks udkant. Vi blev fristet og fulgte med til hans køretøj, en knallert med en anhænger hvorpå der var monteret et par sæder. Hurtigt kørte vi ud i Taschileks gader, tiden synes at være gået i stå, alt var i hastigt forfald og affaldet flød i gaderne. Efter ca. 10 minutters kørsel nåede vi templet, der egentlig ikke var burmesisk i stil, men mere lignede en moské. Indenfor var der dog ikke noget at være i tvivl om, også her stod en stor buddha bagerst i lokalet. Vi var alene i templet og satte os foran buddhaen og tilbragte nogle minutter i stilhed. Pagoden vi også skulle besøge lå på en bakketop et par kilometer fra templet, knallerten hakkede i det og vi var lige ved at tro den gik i stå, men op kom vi. Pagoden var smuk, vi blev straks kontaktet af en ung pige der ville vide hvad dag vi var født, det var nemlig vigtigt når vi skulle ære buddha. Vi var nysgerrige og blev involveret i et ritual der omhandlede røgelsespinde, stearinlys og vand der skulle hældes over nogle religiøse symboler. Vi kunne nu ønske noget, frihed for folket i dette land var vel ikke for stort et ønske? Grænseovergangen til Burma På knallerttur i Taschileks gader Templet i Taschilek Vi kørte nu tilbage til grænsen hvor markedet i Taschilek er berømt for de illegale varer og alverdens skrammel fra Kina der er til salg her. Enhver mærkevareproducent ville få hjertestop hvis de gik sig en tur gennem markedets gader. Louis Vuitton tasker, Armani skjorter, Ipod og Iphone fra Apple osv. lå til salg i store mængder. Men det mest populære er kopier af de nyeste film, impoteret fra Kina, de kostede 15 baht stykket (ca. 2,50 kr.), et par af disse forretninger var stuvende fulde. Billig kinesisk elektronik kunne også købes, var det noget med en moibiltelefon til 200 baht? På markedet blev vi adskillige gange kontaktet af cigaretrsælgere, en karton Marlboro for 30 kr., næsten for godt til at være sandt, og det var det da heller ikke, under den fine indpakining gemmer sig hjemmelavede burmesiske cigaretter. Vi fandt grænseovergangen igen, her stod en kø af mennesker der gerne ville ind i Thailand som daglejere, en del af dem vender aldrig tilbage og opholder sig illegalt i nabolandet. Lige så nemt vi kom ind i Burma, lige så nemt kom vi ud igen, på broen mellem de to lande kan man se ned på Mae Sai River og de forældreløse børn som ingen vil vide af, de er burmesiske, men regeringen kan ikke tage vare på dem og de thailandske myndigheder mener åbenbart ikke det er deres problem. MAE SAI & SOB RUAK Tilbage i Mae Sai gik vi en tur på hovedgaden, her ligger bla. et kinesisk tempel og i en sidegade finder man en farverig overdækket bazar der minder om mellemøsten. Fælles for de fleste forretninger i byen er de mange kinesiske varer, fra Mae Sai er der nemlig kun ca. 200 kilometer til Sydkina. Vi forlod nu byen og kørte mod hjertet af Den Gyldne Trekant, Sob Ruak. I virkeligheden dækker Den Gyldne Trekant over et stort areal, der fra mekong-floden går langt ind i Thailand, Burma og Laos. Området har gennem årtier været berømt og berygtet for den omfattende dyrkning og handel med opium. Idag har smarte forretningsdrivende gjort byen Sob Ruak i Thailand til det "officielle" centrum for Den Gyldne Trekant. I Thailand er opiums-dyrkningen på et minimum, godt hjulpet på vej af omfattende projekter, bla. støttet af kongefamilien, der skal få bjergstammerne til at dyrke grøntsager i stedet for opium. Ufattelig mange penge har skiftet hænder i dette område, af opium har man tidligere primært lavet morfin, men idag er det mest heroin man får ud af den eftertragtede plante, det meste fremstillet i Burma. Fortjenesten på opium er langt højere end på grøntsager, så det har været en lang kamp at få bjergstammerne til at ændre afgrøde, men missionen ser stort set ud til at lykkedes. Til gengæld kører opiumsdyrkningen på fuldt tryk i Burma og Laos, produktionen af heroin er godt organiseret og siges at være under stærk indflydelse af militærjuntaen i Burma. Shawaedagon Pagoden i Taschilek Udsigt over del af Taschilek Grænsemarkedet i Taschiek Sob Ruak betår ikke af meget andet end hovedgaden med souvenirboder og forretninger. Byens nye vartegn er den store buddha, opført i anledning af dronningens fødselsdag. Den store buddha symboliserer Thailand og de tre mindre på siden symboliserer Laos, Burma og Kina. Området omkring buddhaen er lidt af et tivoli, smid en mønt i en tragt og se den rulle hele vejen ned i maven på en buddhafigur, der kvitterer med en kort melodi. Men netop her ved buddhaen, kan man se over på Burma og Laos, Mekong-floden danner en naturlig grænse mellem de tre lande. På Burmasiden vil man straks bemærke det store casino som de burmesiske og thailandske myndigheder har lavet i fællesskab. Spil er forbudt i Thailand, så thai'erne bliver fragtet til Burma for at spille. I Laos ser man naturligvis midundeligt på den gode thailandske valuta der tilfalder Burma, så på den anden side af floden er Laos ved at bygge et tilsvarende casino. OPIUMSMUSEET OG TE HOS MR. VICHAI I Sob Ruak ligger Opiumsmuseet som vi også besøgte, det er ganske interessant og omhandler naturligvis dyrkning og brug af opium. Der er udstilling af forskellige effekter, bla., piber i alle størrelser. Der er også en kort gennemgang af de forskellige bjergstammer, især Long Neck. Skråt over for Opiumsmuseet, besøgte vi Mr. Vichais tebutik der var blevet os anbefalet. Vi blev bænket og så blev der ellers disket op med god te som vi kunne prøvesmage. I små kinesiske kopper smagte vi bla. jasmin- og ginsengte, det var hyggeligt at sidde blandt de lokale og drikke te, skønt vi ikke forstod hvad de snakkede om. Mae Sai, Thailands nordligste by Udstilling på opiumsmuseet Til te hos Mr. Vichai DON SAO – ET STYKKE LAOS I MEKONGFLODEN Vi sejlede en tur på Mekong-floden, vores mål var øen Don Sao der tilhører Laos. Fra Sob Ruak tager det 10 minutter i speedbåd at sejle dertil. Der er faktisk ikke meget at komme efter på øen der består af en hel del souvenirboder, priserne er dog helt i orden og kan alt efter forhandlingsevne være billigere end i Thailand. Har du allerede skrevet dine postkort, så tag dem med til Don Sao, her kan du aflevere dem på det lille postkontor der vil påsætte laotiske frimærker. Normalt skal man have visum for at komme ind i Laos, men ikke engang pas er nødvendigt for at besøge Don Sao, det koster dog 20 baht at besøge øen, de betales i det lille bambusskur som man næsten ikke kan undgå at se når man kommer op fra bådebroen. CHIANG SAEN Tilbage i Sob Ruak gik vi en tur ned ad hovedgaden inden vi kørte sydpå langs Mekong-floden til det gamle kongerige Chiang Saen. Byen huser en del gamle templer og chedier, vi besøgte Wat Chedi Luang der er bygget mellem det 12. og 14. århundrede. Årene har været hård ved templet, det ligner noget i hastigt forfald, men det er helt bevidst at man ikke har restaureret det. Bagved templet kan man se den høje Chedi og endnu længere væk ligger munkenes beboelseområde hvor der hænger massevis af orange klæder til tørre. Ved siden af templet kan man besøge nationalmuseet der naturligvis omhandler byens gyldne periode. Chiang Saen har en aktiv havn, adskillige både fra Burma, Laos og Kina bliver hver dag lastet og losset. Fra havnen skulle det endda være muligt at tage en speedbåd op ad Mekong-floden til Kina, en anden gang måske, for vi havde nået denne rejses mål, Den Gyldne Trekant. Siddende ved Mekong med udsigt til Laos, kunne vi se tilbage på en fantastisk tur. Jo, Nordthailand er anderledes, billigere, venligere og der er helt anderledes oplevelser i vente end ved sydens strande, jeg håber en dag at komme tilbage. Souvenirshops på øen Don Sao Den store buddha i Sob Ruak Wat Chedi Luang i Chiang Saen Vejret I Nordthailand er klimaet anderledes end i Bangkok og på øerne. Fra november til og med februar er det tørt med dagtemperaturer på 27°-30°C, nætterne kan være kølige, ned til 18°C. Luften i perioden er mere tør. Fra marts begynder det at blive rigtig varmt, ofte over 35°C. Sommermånederne er regntid, her ligger temperaturen på ca. 32°C og luftfugtigheden er høj. Fakta Religion Buddhister Indbyggertal ca. 60 millioner (Bangkok ca. 11 millioner) Valuta Baht (100 Baht = ca. 16 kr.), Medbring US Dollars eller rejsechecks til veksling. Se aktuel kurs her. Danske kroner kan også veksles i det meste af Thailand. Visa kort er udbredt i Thailand. Vejen til Bangkok Både SAS og Thai Airways flyver direkte til Bangkok fra København. De billigste ruter skulle være over Moskva med Aeroflot, via Istanbul med Turkish Airlines eller via Wien med Austrian Airlines. Flyvetid Kbh.-Bangkok ca. 11 timer Lufthavn Bangkoks nye lufthavn Suvarnabhumi er enorm, desværre er der også her kaos ved indcheck, dårlige ventearealer og manglende skiltning. Til gengæld er her fantastiske shoppingmuligheder. En række spisesteder findes også. Turistsprog Prøv med engelsk, ellers tegnsprog Indrejsekrav for danske statsborgere Pas skal være gyldigt 6 mdr. efter hjemkomst. Ophold i max. 30 dage uden visum. Indrejsekort skal udfyldes. Tjek aktuelle regler her. Mobiltelefon Danske mobiltelefoner virker generelt fint i Thailand, men vi havde begge store problemer i Nordthailand (TDC og Sonofon). Pillepas Ikke nødvendigt. Tidsforskel Sommer: +5 timer/Vinter +6 timer Øvrigt I øjeblikket kræves ingen vaccinationer til Bangkok, men for at være helt sikker anbefales det at kontakte Statens Seruminstitut (se link her på siden), eller Rigshopsitalets rejseafdeling. Forhør dig også om malariaforebyggende medicin hvis du skal på udflugt i det nordlige Thailand. Der er venstrekørsel i Thailand. Klik her for at se udenrigsministeriet rejsevejledning til Thailand.