VIETNAM
Indbyggere: Ca. 85 mill.
Hovedstad:
Hanoi
Religion: Ingen officiel
Valuta: Dong


Phan Thiet ligger ca. fire timers kørsel fra Ho Chi Minh City. De bedrestillede vietnamesere og fastboende udlændinge er i årevis taget hertil i ferier og weekends for at slappe af. De seneste år har udenlandske turister også fået øjenene op for området der har oplevet en eksplosiv vækst i hoteller, barer og restauranter.

Faktisk ligger turistområdet med den lange strand og alle forlystelserne ikke i selve Phan Thiet, men i byen Mui Ne syv kilometer derfra. Oprindelig var Mui Ne en lille fiskerby, den eksisterer stadig, men stranden har gjort området attraktivt for turister fra hele verden.

Medmindre man er meget glad for sol og strand eller kommer for at surfe, så er mere end en uge i Mui Ne nok lige i overkanten. At tage en tur ud i lokalområdet og følge med i vietnamesernes hverdag er en oplevelse i sig selv, men de helt store seværdigheder findes ikke. Til gengæld kan en ferie ved Mui Ne's strande fint kombineres med et par dage i f.eks. Ho Chi Minh City og Dalat.







Det er ikke svært at orientere sig i Mui Ne, badebyen har kun én vej, nemlig den 10 km lange strandvej der omtrent starter ved Sea Lion Resort og slutter i den oprindelige fiskerby Mui Ne. På næsten hele strækningen er der hoteller, restauranter og butikker, dog ikke på de sidste kilometer op til fiskerlandsbyen, måske fordi stranden her er helt væk. Det er nemlig ikke helt lige meget hvor på Mui Ne Beach man slår sig ned, ihvertfald ikke hvis man vil have stranden lige udenfor døren. Jo længere væk man kommer fra fiskerlandsbyen, jo større er chancen for at hotellet har strand, men for hver dag forsvinder mere og mere af kysten, erosion har indtil videre gjort det af med over halvdelen af stranden.

Der er dog stadig flere kilometer strand tilbage, helt mod øst er den op til 75 meter bred ved højvande. Der er ofte store bølger og vind ved stranden der skal benyttes med forsigtighed, den er bestemt ikke noget for børn alene på badetur. De bedste bademuligheder er morgen og formiddag, ved middagstid blæser det tit op og både vind og bølger kan være særdeles kraftige. Det er til gengæld på dette tidspunkt at kitesurferne indtager stranden, hundreder af sejl er i luften på én gang, den ene surfer efter den anden suser hen over vandet eller laver akrobatiske spring hen over bølgerne. Langs stranden ligger selvfølgelig adskillige surfskoler hvis du skulle få lyst til at prøve.



Mui Ne Beach

Hovedgaden i Mui Ne


Traditionelle runde både og en strandsælger på Mui Ne Beach


Mui Ne Beach kan groft sagt deles op i to dele, helt mod øst starter den lange række af hoteller der er pakketuristernes område, her er det mest benyttede sprog hverken vietnamesisk eller engelsk, men russisk. Der er utrolig mange russere i Mui Ne, de taler stort set ikke engelsk, så de har fået deres egne skilte og menukort. Går man på strandvejen har man det indtryk at hver anden forretning er en restaurant, mellem dem ligger kiosker, massageshops, tourbureauer og tøj- og souvenirshops. Efter 4-5 km bliver hoteller og forretninger færre, midt på strandvejen er det som om rygsækturisterne holder til, her findes flere mindre hoteller/guesthouses og surfshops.

Mui Ne Beach er nok et af de mest turistede steder i Vietnam, på strandvejens østlige del hvor pakketuristerne holder til er der ikke skyggen af lokalstemning, strandområdet er i den grad ved at udvikle sig til Vietnams svar på Gran Canaria. Mere atmosfære er der omtrent midt på den lange strandvej hvor rygsækturisterne holder til, det er også her man skal søge hen hvis man vil have billig overnatning. I Mui Ne er der mange der bruger kilomterstenene som pejlemærker, en god idé da det ellers kan være svært at finde det man søger. Ved Sea Lion Resort, der er det først hotel på strandvejen, hedder kilometerstenen 12.6.



Midt på Mui Ne Beach er stranden væk,
her ved Jibes Surfing

Kitesurfere på vandet


Fiskesælgere ved Mui Ne fiskerby



DEN LOKALE BYDEL
Midt på strandvejen ligger den lokale bydel, her kan man få lidt lokalstemning, især på det lille marked, hvor der sælges frugt, grønt og blomster, men også kød. Markedet er det naturlige centrum i området der også kan byde på en række butikker og et par skoler. En lille pagode er der også blevet plads til, men Phuoc Thien Pagoden, der er større og mere imponerende, ligger i udkanten af backpackerområdet. Fra turistområdet er der ca. 4-6 km til den lokale bydel, alt efter hvor man bor. Bydelen ligger omkring kilomtersten 18.8

FAIRY SPRINGS
Fairy Springs, Suoi Tien på vietnamesisk, er en lille kilde der starter ved Mui Ne's berømte sanddyner og løber ned i havet. Fra strandvejen kan man gå op ad en lille sti for at nå til den lille lavvandede bæk, det kan være svært at finde, men stien ligger omtrent overfor Lucy Resort, der er en lille bro over vejen, ellers spørg dig frem. Man går barfodet gennem bækken, men inden du når dertil vil du med stor sandsynlighed blive kontaktet af drenge der vil følge dig på vej. Sig nej til dem med det samme, de stiller sig ikke tilfredse med mindre end 50.000 dong for den lille gåtur. De er meget insisterende og lidt af en pestilens. Man kan næsten gå så langt som man har lyst til i bækken, her er nogle steder frodigt, andre steder kan man se flotte aflejringer i klipperne i forskellige farver. Underlaget er lidt ujævnt flere steder, så pas på hvor du går.

MUI NE FISKERBY
For enden af den lange strandvej ligger den oprindelige fiskerby i Mui Ne. Det er msåke ikke selve byen der er mest interessant, men kyststrækningen lige udenfor byen hvor hundreder af fiskerbåde er ankret op. Her går fiskerne i land med deres fangt, det giver liv og atmosfære, især om morgenen. Tag en motorcykeltaxi dertil.

PO SHANU CHAM TOWERS
Phan Thiet-området har også sine Cham-tårne. Cham-folket kontrollerede et større område i det centrale Vietnam fra det 2. til det 15. århundrede, de var under stærk hinduistisk indflydelse hvilket ses tydeligt i de tårne de byggede som helligdomme. Po Shanu-tårnene, der er fra det 9. århundrede, er desværre i ret dårlig stand, skal du se eller har du set andre Cham-tårne på din rejse i Vietnam, så kan disse tårne sagtens springes over. Besøg hellere Po Klong Garai ved Pham Rang, det er et godt stykke væk, men her der god info om Champa-riget, se mere om dette område og Champa-riget længere nede på denne side. Ved siden af Po Shanu-tårnene ligger dog et fint kinesisk tempel der kan besøges, både tårne og tempel ligger på en bakketop med en flot udsigt over Phan Thiet og bugten. Du kan nemt tage en motorcykeltaxi dertil.



Markedet i den lokale bydel på
strandvejen i Mui Ne

Fairy Springs


Po Shanu Cham Towers




Ingen andre steder i Vietnam findes så mange store resorts som ved Mui Ne Beach. De ligger stort set alle lige ud til stranden, men som nævnt er det ikke ligegyldigt hvor man bor da stranden er væk på den sidste halvdel af strandvejen. Hoteller og resorts ud til stranden er i kategorien 3 og 4, det er dyrt, men dejligt. På den anden side af strandvejen ligger mindre og billigere hoteller, guesthouses findes især i backpackerområdet. Er man ikke så meget for de russiske turister og deres ofte højrystede væremåde, så er det måske værd at spørge i receptionen hvilken nationalitet deres gæster har. Du kan booke hotel i Mui Ne og Phan Thiet på hotels.com eller bedfinder.com.



Fra Ho Chi Minh City kommer man til Mui Ne med bus eller taxi. Vælger du førstnævnte er Open Tours-busserne et oplagt valg, de stopper i selve Mui Ne, lokalbusserne sætter passsagererne af på busstationen i Phan Thiet, herfra skal man så finde transport til Mui Ne, lokalbus og motorcykeltaxi er et par muligheder. Adskillige Open Tour-selsaber arrangerer busser fra Ho Chi Minh City til Mui Ne og omvendt. Sinh Café er som altid et godt valg, fra Ho Chi Minh City er der afgang morgen og aften. Mui Ne er et stop på vejen for Open Tours busserne fra Nha Trang til Ho Chi Minh City, man kan derfor risikere at man ikke kan komme til at sidde sammen med sine rejsekammerater. Sinh Café ligger præcis midt på hovedhgaden omtrent overfor Hoi Tinh Pagoden.

Er penge ikke et problem kan man tage en taxi fra ho Chi Minh City eller lufthavnen, det koster ca. 500 kr., prut om prisen. Taxi er klart den mest behagelige måde at komme frem, det går hurtigere og man undgår diverse stop ved tankstationer og tvivlsomme restauranter som det er tilfældet med Open Tours-busserne. Phan Thiet har også en togstation, der er afgang dagligt fra Ho Chi Minh City til Phan Thiet, turen tager ca. fem timer og koster ca. 20 kr. Fra stationen kan man tage en taxi til Mui Ne.

Hovedgaden i Mui Ne er som nævnt 10 km lang, det er nødvendigt med et transportmiddel hvis man vil se andre dele af gaden end der hvor man bor. Motorcykeltaxi (xe om), er en mulighed, husk at prutte om prisen, men en tur langs hovedgaden bør ikke koste mere end 15.000 dong. Området har velfungerende taxier fra selskabet Mailinh, det er nye biler der kører efter taximeter.



Vis Mui Ne på et større kort



Som nævnt er der adskillige restauranter langs strandvejen, mange af dem syntes at servere det samme og har turister som målgruppe. Man går dog sjældent helt galt i byen hvis man vælger vietnamesisk mad, mange restauranter prøver dog at lave europæisk mad som f.eks. spaghetti og steaks, uden den store succes. Vietnamesisk mad er lækkert og smagfuldt, man anvender mange friske grøntsager og som i de øvrige køkkener i regionen er ris og nudler fast tilbehør til næsten alle retter. Fisk og skaldyr er billigt i Vietnam, heldigvis er de mange steder også dygtige til at tilberede alt godt fra havet. En del restauranter i Mui Ne serverer også eksotiske ting som skildpadde, frøer og slanger, her skal man nok tænke på at det måske kan være udrydningstruede dyr man sætter tænderne i.

Rung Forest Restaurant:
Her kan du spise din mad i junglelignende omgivelser, komplet med vandfald, totempæle og drømmefangere. Restauranten er stor og yderst populær og travl, måske også for travl, ihvertfald lod maden vente på sig, men da den kom var den absolut i orden. Menukortet er stort med både europæisk og vietnamesisk mad, såvel som specialiteter. Her kan du få både slange, skildpadde osv. Der er underholdning hver aften. Hovedretter fra ca. 80.000 dong. Synets du at alle Mui Ne's restauranter tilbyder det samme, så er Gung Forest et must at besøgePeaceful Family Restaurant: Glimrende restaurant med primært vietnamesisk mad, bla. forårsruller og hot pots. Hovedretter fra ca. 50.000 dong. Venlig betjening. Peaceful Family Restaurant ligger overfor Cham Villa og Bon Bien Resort • Sunny Restaurant & Bar: Endnu en turistrestaurant hvor man kan komme jorden rundt på menukortet. Maden var dog over gennemsnittet. Hovedretter fra ca. 50.000 dong. I tilstødende lokale ligger stedets bar der har poolbord • Panda Restaurant: Typisk turistrestaurant med lidt af hvert på menukortet, steak, pasta, nudelretter og sågar frølår. Venlig betjening, men maden var lidt trist og portionerne små. Ligger overfor Palmyra resort • Ngoc Phuong: Forårsrullerne var gode. Meget mere positivt er der ikke at sige om denne restaurant. Den ene hovedret kom ind midt i forretten , den anden efter en halv time og først da vi havde rykket for den. Maden var trist, ikke mindst min grillede snapper der havde fået alt for meget og ydermere var overhældt med en skarp og ubestemmelig limedressing. Jeg behøver næsten ikke skrive at betjeningen mindede om halløj på badehotellet.

Der ligger flere udemærkede barer på strandvejen, inden for en radius af et par hundrede meter finder man Hot Rock Bar, Beach Break Bar og Your Bar. Førstnævnte er elegant i loungstil. Det samme er Gecko Bar der ligger tæt på Peaceful Family Restaurant. Mange af restauranterne har en tilhørende bar, ellers er der selvfølgelig hotellerne, her er priserne dog ofte noget højere.



Mui Ne's absolut største hit er surfing, blæsten og bølgerne gør området perfekt til denne sport. Langs strandvejen ligger adskillige surfshops hvor du kan leje udstyr og tage lektioner af forskellig varighed. Året rundt er der vind fra klokken ca. 11.00, november til marts er højsæson og i denne periode kan der være rigtig mange surfere i vandet samtidig. Det er muligt at prøve alle former for surfing, windsurfing, kitesurfing osv. En del af surfskolerne er tilknyttet hotellerne. Husk at tjekke om forsikring er inkluderet i prisen. For mere info om surfing kan du klikke ind hos Jibe's Beach Club der ligger ved Full Moon Resort, denne kombinerede surfshop og bar har eksisteret i årevis og er lidt af et samlingssted for surfere. Andre former for vandsport findes også, f.eks. jetski og kajak.

Vil du prøve kræfter med det vietnamesiske køkken kan du prøve Mui Ne Cooking School. Den ligger ved backpackerområdet og har samme indgang som C2Sky Surfskole. Der er et formiddagshold som koster 25 US Dollars og et eftermiddagshold som koster 20 US Dollars. Formiddgasholdet er lidt dyrere da det inkluderer en tur på det lokale marked for at købe ind. Golf er en anden mulighed i Mui Ne/Phan Thiet, Sea Links Phan Thiet Golf Club ligger lige syd for Mui Ne Beach, få info om banen på deres hjemmeside. Ocean Dunes Golf Club ligger i udkanten af Phan Thiet i forbindelse med Novotel. Se mere om priser på golfklubbens hjemmeside. Er du til minigolf, så ligger Tropical Minigolf overfor Saigon Mui Ne Resort. Restauranten Rung Forest har også en minigolfbane, den hedder The Docking Bar Minigolf, banen ligger smukt, men er måske ikke noget for børn da man spiller på græs som ved rigtig golf.



Phuoc Thien-pagoden på
strandvejen i Mui Ne

Fiskerbåde lige udenfor Mui Ne Fiskerby

De hvide sanddyner nord for Mui Ne



SANDDYNERNE I MUI NE
Mui Ne er berømt for sine sanddyner der ligger lige nord for byen.Mange danskere har nok set noget lignende på Kanarieøerne, hvis ikke kan dynerne være et fint mål til en lille udflugt væk fra strandområdet. Der skelnes mellem de røde sanddyner og de hvide sanddyner. Førstnævnte er nemmest at komme til, tag en motorcykeltaxi eller lej en scooter. Er du på egen scooter, så kør nordpå ad strandvejen, lige inden du når ind i Mui Ne fiskerby drejer du til venstre ved kirken. For enden af vejen drejer du til venstre igen, du kommer op til en rundkørsel hvor du drejer til højre, du vil så umiddelbart efter have sanddynerne til venstre. Der ligger forretninger langs vejen og lokale sidder som regel under træerne og holder picnic.

De hvide sanddyner er noget sværere at komme til, de ligger ca. 15 km videre ud ad vejen. Er du på scooter kan du evetuelt prøve at følge efter en af de utallige jeeps med turister der kører derud. De hvide sanddyner er mere øde end de røde, man kan tydeligt se forskel på sandets farve. Det er i det hele taget et ejendommeligt landskab der ligger her nord for Mui Ne, det er temmelig øde og i den grad forblæst, området ligner overhovedet ikke noget andet du vil komme til at se i Vietnam. Ved både de røde og hvide sanddyner står der børn der udlejer slæder som man kan kan køre ned af sanddynerne på.




Bro, flod og tårn i Phan Thiet

Fiskere ordner net i Phan Thiet

Fisk til tørre i lille sidegade til floden


PHAN THIET
Bliver du træt af turisthalløjet ved Mui Ne Beach, og det sker hurtigt, så er det næsten helt befriende at tage en tur ind til Phan Thiet by for at få lidt vietnamesisk lokalstemning. Phan Thiet har ca. 180.000 indbyggere, mange af dem er cham-folk, deres tidligere rige kontrollerede dette område helt frem til 1692. I kolonitiden havde byen også en vigtig rolle, det var naturligvis havnen der tiltrak franskmændene, de boede nord for floden mens vietnameserne, kineserne, malayerne og ikke mindst cham-folket boede syd for floden.

Byen er berømt for sin enorme fiskerflåde, langs begge breder af Ca Ty-floden, der deler Phan Thiet i to dele, ligger hundreder af både ankret op. De sejler ud om aftenen og kommer tilbage i de tidlige morgentimer med fangsten. Går man langs floden tidlig formiddag, kan man se fiskerne sidde på bådene og ordne nettene til natten. I Phan Thiet er man kendt for at have landets bedst fiskesauce, der er mange varianter, en god indkøbsmulighed til køkkenet derhjemme.

Gå endelig ned ad en af de små sidegader syd for floden, her er du en ligeså stor attraktion som vietnameserne er for os. Man kan se forskellige slags fisk ligge og tørre i solen og man kommer rigtig tæt på den lokale hverdag. Går man væk fra kysten står man pludselig på Phan Thiets store marked, et herligt sted med masser af mennesker og skøn atmosfære. Markedets centrum består af en stor hal, både her og i de omkringliggende gader sælges der f.eks. køkkenudstyr, kød, krydderier og husdyr. Phan Thiet har også en lang strand der er mindst ligeså indbydende som Mui Ne Beach, her er som regel heller ikke så mange mennesker.

Man kommer nemt til Phan Thiet fra Mu Ne Beach, en motorcykeltaxi er billigst, men der findes masser af taxier der kører efter taximeter. Det koster ca. 150.000 dong (ca. 45 kr.) for turen. Mange tourbureauer har også Phan Thiet på programmet, ofte i kombination med Ta Cu-bjerget hvor man kan se Vietnams længste liggende buddha på hele 49 meter.



Del af markedet i Phan Thiet

Pagode i Phan Thiet

Po Klong Garai Cham Towers i Pham Rang


PO KLONG GARAI / PHAM RANG

Vil man se flere Cham-tårne end dem i Mui Ne, så kan man i byen Pham Rang ca. 100 km syd for Nha Trang, besøge Cham-tårnene Po Klong Garai, opkaldt efter en af Cham-kongerne. Der er et større og tre mindre tårne på området, de er bygget fra slutningen af 1200-tallet til starten af 1300-tallet. Det største tårn har en flot figur af Shiva over indgangen hvor man også kan se originale tekster på Champa-sprog. Tårnet er som mange andre Cham-tårne bygget uden mørtel, men sjovt nok er repoet der fører ind i tårnet bygget med mørtel.

Chamtårnene Po Klong Garai adskiller sig ikke væsentligt fra andre tårne man har fundet, men på området ligger et større museum der giver et fint indblik i kulturen. Netop i og omkring byen Pham Rang findes en af de største koncentrationer af Cham-folk i Vietnam. De har en livsstil stort set som vietnameserne, men lever faktisk som etniske minoriteter. På museet er der adskillige billeder af Cham-folk, både nye og gamle, på flere af dem kan man se hvordan de stadig bruger Po Klong Garai-området som helligdom, de laver ceremonier og beder iført traditionelle dragter. Lidt om Champa-riget:

Selvom Champa-riget herskede over en stor del af det centrale Vietnam fra det 2. til det 15. århundrede, så er det kun få der har hørt om det. Måske fordi Sydøstasien på daværende tidspunkt havde flere store magtfulde riger, først og fremmest Khmerene, der regerede fra den berømte by Angkor, men også kineserne i nord og Funan-riget i syd spillede en væsentlig rolle i området. Langt de fleste optegnelser man har om Cham-riget stammer fra Kina, i dokumenter kan man læse at kineserne kaldte riget for Lin-Yi. I begyndelsen har riget sandsynligvis bestået af adskillige mindre grupper der mere eller mindre har passet sig selv. Senere fik man en konge hvis liv ikke adskilte sig væsentligt fra verdens øvrige monarker, således bestod hoffet af adskillige embedsmænd, dansere, musikere og et betydeligt harem.

I rigets første år lå man i konstant krig med kineserne mod nord, i nogle perioder var det forholdsvis fredeligt, i andre var det regulær krig, alt efter hvem der havde magten i Kina. Da Tang-dynastiet tager magten i Kina, indledes en gylden periode for Champa-riget, der er fred og kongen sender endda en delegation afsted til Kina. I denne periode, der strækker sig over to århundreder, blomstrede riget, der blev opført smukke bygninger tilegnet især den hinduistiske gud, Vishnu. Champa var fra begyndelsen under stærk indflydelse fra Java hvor hinduisme var hovedreligion, men riget blev naturligvis også påvirket af de folkeslag der kom forbi, Champa lå strategisk perfekt på søvejen mellem Kina og Europa og de benyttede enhver chance for at angribe skibe og tømme det for værdier. Op gennem årene var Champa-riget et sjældent mix af religioner og traditioner, sanskrit var det foretrukne sprog og religionen hinduisme, den blev dog afløst af buddhisme og senere islam.

I slutningen af 900-tallet smider vietnameserne kineserne på porten, Vietnam grundlægges og det får alvorlige konsekvenser for Champa-riget der på et tidspunkt måtte afstå hovedstaden Indrapura og den nordlige del af riget. Området blev senere generobret, men allerede i det 11. århundrede bliver Champa-riget endnu en gang slået af vietnameserne. Flere gange bejlede de til både khmerene og kineserne i håb om hjælp, men ingen af de to stormagter fandt grund til at blande sig i konflikten. I det 13. århundrede så khmerene sit snit til at angribe Champa-riget som de erobrede. Af en eller anden grund som historikere endnu ikke har en forklaring på, så forlod khmerene deres nye besættelse efter kun 17 år. Det gav mulighed for en genrejsning af Champa-riget, første prioritet var en tilbageerobring af de nordlige områder, flere års kamp endte dog med en våbenhvile.

I starten af 1300-tallet var den tidligere vietnamesiske konge, Thran Nhon-Ton, på pilgrimsfærd i Champa, han gav sin datter væk til champa-kongen som en gestus, men det resulterede i en ny konflikt med Vietnam, en konflikt der med mere eller mindre styrke fortsatte de næste par hundrede år. Da den daværende Cham-konge i 1441 døde begyndte riget langsomt at gå i forfald, der opsted borgerkrig og det var vietnameserne ikke sene til at udnytte, de erobrede cham-området, men et lille rige eksisterede helt frem til 1720. Cham-folket eksisterer som nævnt stadig, de er idag spredt ud over et stort område, primært langs kysten fra Danang i Vietnam til Koh Kong i Cambodja.




Centrum i Dalat, bagved ligger markedet

Markedet i Dalat

Kejser Cao Dai's sommerbolig


DALAT

Bjergbyen Dalat ligger ca. fire timers kørsel fra Nha Trang, her har man mulighed for at opleve et helt andet Vietnam. Byen ligger i ca. 1500 meters højde omgivet af bjerge, søer og plantager. Dalat-området er hjemsted for mange af Vietnams etniske minoriteter, bla. Lat-folket. De boede faktisk præcis hvor Dalat ligger idag, men da franskmændende forelskede sig i området genhusede de stammefolket til et område fem km nord for byen, Dalat betyder faktisk Lat-stammens land. De franske koloniherrer havde det svært med heden i Saigon, de begyndte i stigende grad at opføre huse i Dalat der mindende dem lidt om hjemlandet. Også Vietnams sidste kejser, Bao Dai, byggede flere sommerpaladser i Dalat, et af dem er idag en turistattraktion, huset står stort set intakt med originale tæpper og møbler.

Dalat ligger ud til en stor kunstig sø som franskmændene etablerede i 1919, byens naturlige centrum er det store marked der er ganske forrygende, her kan man få det meste, der er måske ikke så meget at komme efter for turister, men kød- og grøntsagsmarkedet er nu også mere spændende. Er man heldig vil man kunne se medlemmer af de fjerntliggende bjergstammer der sælger deres varer på markedet, de går ofte i deres traditionelle klædedragt. Nord og syd for byen er der flere gode opelvelser, det er to helt forskellige verdener, mod nord er det meste skov fældet, her ligger endeløse plantager og drivhuse hvor man producerer frugt, grønt og blomster. Ca. 10 km fra Dalat kan man besøge Lang Bian-bjerget, det er blevet et populært sted for de lokale at holde picnic. Som regel sidder der kvinder fra de etniske minoriteter i området og sælger deres varer.

Næsten for foden af Lang Bian-bjerget, faktisk på vejen mellem Dalat og bjerget, ligger Lat Village, det var her Lat-stammen blev flyttet hen da franskmændene overtog byen. Man skal ikke forvente at de etniske minoriteter lige omkring Dalat er fremmedartede, de fleste går i samme tøj som de etniske vietnamesere og selvom de har bibeholdt en del traditioner fra deres oprindelige kultur, så er deres levevis idag ikke så anderledes endda. Syd for Dalat finder man det absolut smukkeste af området. Her er det meste af skoven intakt og her og der er der store skovsøer og vandfald. Cam Li-vandfaldet ligger næsten inde i byen, spring det over og vælg et af de større vandfald i omegnen. Tættest på Dalat ligger Datanla Vandfaldet der kan besøges til fods eller med en såkaldt rollercoaster der minder om noget fra et tivoli. Andre vandfald i området er Tiger Falls og Elephant Falls.

Yderligere mod syd ligger Quang Trung Reservoiret, en smuk sø skabt af en dam, her er skovklædte bjerge og meget idyllisk, ikke mange turister finder vej hertil, men det er et fantastisk og betagende landskab. En oplevelse man ikke må snyde sig selv for er en tur med kabelbanen der starter tæt ved busstationen i Dalat. Herfra kan man køre 2,3 km til Quang Trung Reservoiret, udsigten heroppefra er intet mindre end mageløs. Kabelbanen ender ved Lam Ty Ni-pagoden hvis bygninger og haver virkelig er en oplevelse værd.

Stort set alle tourbureauer i Mui Ne kan arrangere en tur til Dalat med transport, oplevelser og overnatning inkluderet. Vil du kun have transporten er det selvfølgelig også muligt, henvend dig til et af tourbureauerne i turistområdet, f.eks. Sinh Café der ligger på gaden Biet Thu. Uanset hvordan du kommer frem, så sørg for at have i hvertfald to hele dage i byen, de er masser af oplevelseer i vente.



Lat-kvinde væver

Datanla-vandfaldet syd for Dalat

Quang Trung Reservoiret


HO CHI MINH CITY
Et ophold i Ho Chi Minh City er næsten et must når man holder ferie ved Mui Ne Beach. Vietnams største by og finansielle centrum ligger ca. fire timers kørsel væk, man kan nemt tilbringe lang tid i den pulserende storby, sørg for at have ihvertfald to hele dage i metropolen der kan byde på bla. spændende seværdigheder, god mad og fremragende shopping. For turister er centrum i Ho Chi Minh City den gamle franske bydel Saigon, her er brede boulevarder, store højhushoteller og fancy butikker, især ned ad gaden Dong Khoi, der er en af turisternes favoritgader.

Hele Dong Khoi-området er fyldt med interessante bygninger, bla. det gamle teater, folkekommitéen, der engang var det fashionable Hotel de Ville, posthuset, og ikke mindst Notré Dame Katedralen. Det helt store trækplaster er dog det enorme Ben Thanh-marked, i en stor gul hal finder man en labyrint af smalle gange med tøj, tasker, sko, te, brugskunst osv. Her er også adskillige små åbne spisesteder og et meget interessant ferskvaremarked.

Ben Thanh-markedet ligger ud til en stor og meget trafikeret rundkørsel, det er et helt centralt sted i Ho Chi Minh City. Syd herfor ligger backpackerområdet Pham Ngu Lao, her finder man billig overnatning, men er der plads i budgettet, så book et værelse på et af byens historiske hoteller som Rex, Continental eller Caravelle, der alle ligger i Dong Khoi-området. Backpackerkvarteret Pham Ngu Lao har et fint aften- og natteliv med et tydeligt ungdommeligt touch. Yderligere mod syd, ca. fire km fra Pham Ngu Lao, kan man besøge Cho Lon, den kinesiske bydel i Ho Chi Minh City. Her findes adskillige pagoder med flotte udsmykninger, men bydelen er også kendt for sine mange interesante markeder.

Blandt Ho Chi Minh Citys største attraktioner er Genforeningsbygningen der tidligere var præsidentpalads. Her boede den forhadte præsident Diem der styrede Sydvietnam med hård hånd. Idag er bygningen statens ejendom, men man kan gå indenfor og se de mange effekter der primært er fra krigens tid. Den amerikanske krig er også i fokus på Museet for krigsforbrydelser der er et fremragende sted at blive klogere på den brutale krig. Der er mange forfærdelige billeder, man bliver ikke skånet for krigens barske virkelighed. Du kan læse meget mere om byen på vores side om Ho Chi Minh City.



Rundkørslen med Ben Thanh-markedet bagved

Notre Dame-katedralen i Ho Chi Minh City

Genforeningsbygningen, det tidligere præsidentpalads



Phan Thiet og Mui Ne Beach har varmt vejr året rundt, temperaturen ligger på ca. 28-30°C. Kysten i det centrale Vietnam får normalt megen nedbør i regntiden og tropiske cykloner forekommer ofte. Mui Ne Beach er dog ganske lidt ramt af disse vejrfænomener i forhold til andre byer langs kysten. Til gengæld har man så blæsten der som regel starter op ad formiddagen, undertiden kan den være ganske skrap.

Vejrtabel for Phan Thiet
Vejret lige nu i Phan Thiet
Click for Phan Thiet, Vietnam Forecast
Vejret lige nu i Ho Chi Minh City
Click for Ho Chi Minh-byen, Vietnam Forecast
UV-indeks




Religion: Ingen officiel, men adskillige religioner praktiseres, her er bla. buddhister, katolikker ligesom forfædredyrkelse og praktiseres. Daoisme og Konfucianisme er også meget vigtige religioner • Indbyggertal: ca. 85 millioner • Hovedstad: Hanoi • Valuta: Dong(250000 dong = ca. 100 kr.), Valutaen i Vietnam hedder dong, men man kan sagtens bruge amerikanske dollars, dog får man ofte dong retur i byttepenge når man har betalt med dollars. Sørg for at have rigeligt med små sedler på dig, det gælder både dong og dollars • Turistsprog: Prøv med fransk, derefter engelsk, ellers tegnsprog • Indrejse: Der kræves ikke visum for danske statsborgere hvis rejsen er under 15 dage, men dit pas skal være gyldig i 90 dage efter hjemkomst og man skal som regel kunne dokumentere at man har en returbillet. På rejser over 15 dage skal der søges visum, se mere på www.vietnamemb.dk. Tjek aktuelle regler herMobiltelefon: TDC: Ingen problemer. Sonofon: Ingen problemer • Pillepas: Ikke nødvendigt • Tidsforskel: Sommer: +5 timer/Vinter +6 timer • Øvrigt: Inden din afrejse bør du altid tjekke om du har de nødvendige og anbefalede vaccinationer for at rejse i landet. Du kan finde al relevant information om både vaccinationer og sundhed generelt i forbindelse med udlandsrejse på Danske Lægers Vaccinations Services webside sikkerrejse.dk. Her kan du også booke tid til vaccination i hele landet. Forhør dig også om malariaforebyggende medicin. Klik her for at se udenrigsministeriet rejsevejledning til Vietnam • Information: Kort over VietnamKort over Ho Chi Minh CityVietnam billedgalleriVaccinationer til VietnamUM's rejsevejledningRejseguides: Turen går til VietnamRejsen rundt i VietnamLonely Planet - VietnamFootprint VietnamFlybillet: Se dagspris hos SupersaverHotel: Hotels.com l Bedfinder.comStartpakke Vietnam: fly t/r, transport + 2 nætter i Hanoi eller Ho Chi Minh City - billigt hos RejsefeberSkræddersyede rejser, rundrejser, udflugter og hotel i Vietnam - Se hos FDM Travel




Ho Chi Minh City
Rejseguide


Nha Trang
Rejseguide


Dalat
Information


Vietnam Rundrejse
Rejsebeskrivelse










StatCount - Traffic counter