|
Kysten mellem Cancún og Tulum på Yucatán-halvøens østkyst bliver kaldt Riviera Maya. Omtrent midt mellem de to byer ligger Playa del Carmen, en charmerende ferieby der er langt mindre hektisk end Cancún, men trods alt mere livlig end Tulum. Playa del Carmen, der til daglig bare bliver kaldt "Playa", går for at være in, mens amerikanerne foretrækker Cancún, så søger mange europæere helst til Playa del Carmen.
Yucatáns historie er både fascinerende og barsk, i en periode på over 1000 år var mayaerne altdominerende på havløen, med imponerende viden om matematik og astrologi byggede de templer og observatorier så de kunne studere planeterne. Over en periode på ca. 150 år brød kulturen sammen, byer og templer blev forladt, man mener at overbefolkning og hugersnød var den primære årsag.
Et par hundrede år senere kom spanierne til Yucatán, de gjorde mayaerne kristne og byggede smukke kolonibyer, et besøg i Valladolid, Mérida eller Campeche leder automatisk tankerne hen på Andalusien.
Playa del Carmen ligger tæt på nogle af Yucatáns mest berømte mayaruiner, kombineret med smuk natur, gode dykkeforhold og fantastiske strande, så har byen virkelig noget at byde på.
Topattraktioner
Chitzen Itza • Coba • Tulum • Mérida • Xcaret • Isla Cozumel
|
 |
|
Fra at være et lille fiskerleje er Playa del Carmen idag en fuldt udbygget ferieby med alt hvad det indebærer at turistmylder og påtrængende sælgere. Playa's centrum er Plaza Mayor der ligger ud til stranden, lige ved færgen til Isla Cozumel. Der en stor åben plads ved stranden der er flankeret af butikker og udskænkningssteder. Fra Plaza Mayor løber byens hovedstrøg Avenida 5, i daglig tale bare La Quinta, mod nord. Det er især i denne gågade turisterne fornøjer sig med shopping eller nyder en drink og et måltid mad i en af gadens mange barer og restauranter. Udvalget er stort, for de shoppinglystne er der enorme souvenirbutikker, men også butikker med kunst, smykker, sko, tøj og meget andet. Desværre er sælgerne ofte så påtrængende at man næsten ikke gider at se på varerne. La Quinta løber paralelt med stranden, langs hele strækningen er der der sidegader ned til det indbydene hav, det er nemt at orientere sig da gaderne hedder Calle 2, 4, 6, 8 osv., startende fra Plaza Mayor. I det ene hjørne af pladsen ligger en lille kirke, overfor finder man byens ene busstation der ligger akkurat hvor gaden Juarez begynder, her kan shoppingen fortsætte i en af de mange butikker. Det kan den også i det nye shoppingcenter, Paseo del Carmen, der ligger i forlængelse af Plaza Mayor mod syd. Her er forretningerne lidt pænere og det er primært mærkevarer der sælges her. Playa del Carmen bliver delt af gaden Avenida Constituyentes, selvom La Quinta fortsætter nord for gaden er der langt mere stille og fredeligt i denne del af byen.

Et kig ned ad La Quinta
|

Plaza Mayor, centrum i Playa del Carmen
|

Strandbar i Playa del Carmen
|
Playa del Carmen har masser af barer og restauranter, det gælder tydeligvis om at være hip og skille sig ud fra mængden, fantasifulde og alternativt indrettede steder ligger på stribe, den skarpe konkurrence har højnet niveauet og man spiser godt i byen. Her er trendy caféer, restauranter i minimalistisk design, beachclubs i loungestil og i den anden grøft adskillige McDonalds og Burger King. Aftenerne i Playa er rigtig hyggelige, ved 17-tiden bliver solstolene fjernet og strandbarerne bliver forvandlet til små intime steder. Der er som regel altid en af barene der har livemusik i form af reggae eller calypso, man kan næsten ikke forestille sig en bedre måde at starte aftenen på, end at sidde og nyde en kold Sol og god musik med udsigt til det Caribiske Hav. Af gode strandbarer kan nævnes Fusion ved Calle 6, Zenzi ved Calle 8 og Blue Parrot ved Calle 12. Sidstsnævnte er lidt af en institution i Playa del Carmen, om dagen adskiller barer sig ikke væsentligt fra andre steder, men om aftenen er der dj og dans på stranden. Diskoteker og natklubber findes også, prøv Coco Bongo på Avenida 10 eller Mambo Café der byder på mexicansk livemusik.
Byens strand er naturligvis et stort trækplaster, kendere siger at den ikke hører til de bedste langs kysten, men den er så absolut indbydende, dog er stranden bedre både nord og syd for byen. I selve Playa del Carmen er der ikke meget plads at boltre sig på, en del hoteller og strandbarer ligger næsten helt nede i vandkanten. På den anden side af Avenida Constituyentes hedder stranden Playa Mamitas, her finder man et par beachclubs, først Kool og derefter Mamita der er i loungestil med chillout musik og kæmpe solsenge. Går man videre mod nord kommer man forbi hotellerne Las Palapas og Shangri-La Caribe for at ende i en stor bugt, stranden er got nok lidt smallere her, men vandet er lækkert og krystalklart og der er god plads.
Når man går på La Quinta skulle man ikke tro at der faktisk er lokalliv i byen, men oppe i gaderne kan man indsnuse lidt mexicansk atmosfære. På Avenida 30 ligger et par varehuse, bla. Wal-Mart, og tager man op på hovedvejen kan man finde nogle gigantiske supermarkeder. Søndag er fridag for mange mexicanere, denne dag er Plaza Mayor ikke kun besøgt af turister, de lokale hygger sig på pladsen og strandområdet der støder op til. Overalt i byen, dog flest omkring La Quinta, findes banker, kontantautomater, internetcaféer og tourudbydere.

Playa del Carmen ved færgeterminalen
|

Playa Mamita
|

Av. Juarez der går lige ned til Plaza Mayor
|
Det pæne og eksklusive område Playacar ligger i forlængelse af Playa del Carmen mod syd. Her finder man private villaer og 15-20 større hoteller i den dyre ende, mange af dem kører efter all-inclusive konceptet. Her findes også en fuglepark og det arkæologiske område Xaman-Ha fra maya-tiden, man mener at det var præcis herfra mayaerne sejlede når de skulle ud til øen Isla Cozumel. I Playacar ligger Playacar Golf & Spa, her er en fin 18-hullers golfbane. Overfor hotel RIU Yucatán finder man Plaza Playacar, et lille indkøbstorv med 20-25 butikker, inklusive en Starbucks, en bank og et par tourudbydere. Stranden i Playacar er lækker, vandet er turkisblåt og krystalklart, bliver her for trangt, så gå blot mod syd, her ligger kilometervis næsten øde strand med fint hvidt sand og det skønneste klare vand.
VÆRD AT VIDE
Der skal pruttes om priserne i Playa del Carmen, mange butikker kører dog med faste priser der står i både amerianske dollars og pesos, her kan man få et indtryk af prisniveauet inden man går ud og forhandler. Vi fandt Playa dyr, det er helt tydligt at man er vant til at handle med amerikanske turister. Af samme grund er det udbredt at betale i dollars, men omregner man til danske kroner kan det bedst svare sig at betale i pesos. Skal du på udflugt til f.eks. Mérida eller et andet sted langt væk fra kystens turistbyer, så køb dine souvenirs der, det er langt billigere! Enlige kvinder får megen opmærksomhed fra byens sælgere, der bliver spurgt ind til deres privatliv, ofte med tydelige seksuelle undertoner. Drikkepengesystemet er udbredt i Mexico, kuffertbærer, tjenere og rengøringspersonale forventer alle drikkepenge. På restauranter er 10-15% det normale, en del steder lægger selv drikkepenge på regningen, her skal man naturligvis ikke lægge ekstra oveni. Banker, kontantautomater og vekselboder findes i stort tal omkring La Quinta, bemærk at du i nogle banker skal have dit pas med for at veksle penge.
OVERNATNING
Med undtagelse af et par store resorts, så er hotellerne i centrum af Playa del Carmen foholdsvis små, til gengæld er det her man finder billig overnatning. Populære valg i centrum er hotellerne Playa del Karma, Posada Mariposa, Illusion Boutique Hotel, La Tortuga og Tukan. I Playacar-området, 1-2 kilometer syd for Playa del Carmen, ligger de store all-inklusive hoteller, hotelkæden RIU har en håndfuld resorts her, flere af dem direkte på stranden. Selvom RIU-hotellerne bliver præsenteret hver for sig, f.eks, RIU Playacar, RIU Yucatán og RIU Palace Riviera Maya, Så kan man som gæst på et af hotellerne benytte faciliteterne på de andre hoteller. Nord for Playa del Carmen findes flere Cabanas-hoteller. Cabanas, hytter på stranden, er Tulum ellers kendt for, men Playa kan tilbyde et par gode muligheder, f.eks. Shangri-La Caribe og det noget billigere Las Palapas. Næsten uanset hvor man bor i Playa og Playacar, så er der ikke langt til stranden, den nås på maksimalt 10 minutter. For et stort udvalg af hoteller i Playa del Carmen og Riviera Maya-kysten, så klik ind på hotels.com.

La Quinta
|

Kirken på Plaza Mayor
|

Strandbar tidlig aften
|
TRANSPORT
Centrum af Playa del Carmen er ikke større end at man kan gå rundt. Fra Playacarområdet er der 1-2 km til Plaza Mayor og La Quinta, mange tager en taxi frem og tilbage, men det er en overkommelig gåtur der tager ca. 25 minutter i rask tempo fra hotellerne længst væk. En taxa kan prajes på gaden eller man kan ringe efter den, men der er masser af taxier i byen og chaufførerne skal nok gøre opmærksom på sig selv. Overfor shoppingcentret Paseo del Carmen findes en taxiholdeplads. Der er faste priser på turene, men aftal altid pris inden start. Fra Playacar til Playa del Carmen bør prisen være ca. 50 pesos. Det er også muligt at leje en taxa for en hel dag, det er dog ret dyrt. I byen findes mange tourbureauer der stort set har samme udflugter på programmet, dvs. dykning/snorkling, Tulúm, Cobá, Xcaret m.m. Af en eller anden grund er det vanvittig dyrt at tage på arrangeret tur i området, en tur til f.eks. Chichén Itza koster ca. 220 kr. pr. person. Løsningen er gør-det-selv-ture, langt mere besværligt, men der er mange penge at spare.
Alternativt kan man leje en bil, det koster ca. 400-500 kr. pr. dag. Større firmaer som Avis og Hertz er repræsenteret i området, husk forsikring der i Mexico er ret dyr. Vejene i Mexico er forholdsvis gode, dog kan skiltning og belysning være mangelfuld. Brændstofpriserne er lavere end i Danmark, til gengæld koster det penge af køre på to af halvøens motorveje. Man skal være fyldt 21 år for at leje bil. På nogle af de mexicanske motorveje kører de såkaldte "Green Angels" som turistministeriet står bag. Green Angels hjælper turister med eventuelle problemer, de kan reparere mindre skader, sørge for brændstof og skifte dæk. Ordningen er gratis.
Playa del Carmen har to busstationer, den ældste ligger lige i centrum ved Plaza Mayor og Calle 5 (La Quinta). Herfra kører der primært 2. klassesbusser og busser til Cancún og lufthavnen. Ved Calle 12 ligger den nye ADO terminal med flest 1. klassesbusser. Fra Playa del Carmen er der ruter til bla. Cancún, Chichén Itza, Tulúm, Mérida, Chetumal, Cobá og Palenque. For samtlige busruter kan det betale sig at reservere plads i forvejen. Ca. 400 meter fra den gamle busterminal, lige på hjørnet af Calle 2 og Av. 20, ligger holdepladsen for Colectivos til Tulúm og Cancun. De kører når de er fyldt op eller efter ca. 10-15 minutter. Bemærk at Colectivos kører til Tulúm By og ikke ruinerne. Prisen er ca. 35 pesos.
Kort over Playa del Carmen
Vis Playa del Carmen på et større kort
MAD & DRIKKE
Playa del Carmen har mange fremragende restauranter, man kan få mad fra det meste af verden, men mexicansk mad er lækker og holder du af at spise den lokale mad år du er ude at rejse, så er der rigtig gode muligheder. De fleste forbinder mexicansk mad med taco, burritos og chili con carne, det findes selvfølgelig også, men det er så meget andet end det. Yucatán har faktisk sit eget køkken, det er forholdsvis ukendt, men retter som limesuppe og cochnita pibil, marineret svinekød bagt i lerpotte er traditionelle retter fra Yucatán. Derudover har mange byer også deres helt egen ret. Man gør sjældent meget ud af at anrette maden pænt, en gang marineret kød med mole ser lidt trist ud, men smager skønt. Mole er den traditionelle mexicanske sauce der findes et hav af opskrifter på, der kan være lige fra fem til 40 ingredienser i en mole og de mest raffinerede er komplicerede at lave. I Europa kalder vi ofte mole for chocoladesauce, men det er ikke i alle moleopskrifter man bruger chokolade. Mole skal ikke forveksles med guacemole, den grønne dip lavet af primært avocado. Den fås naturligvis også, ofte serveret med nachos som en appetitivækker.
I Mexico er der sjældent langt til det næste måltid, her er små gadekøkkener og madboder hvor man kan få billig og enkel mad, de serverer taco og tortas med forskelligt fyld. De billige lokale spisestder hedder Loncheria, de er ofte kendetegnet ved deres yderst sparsomme indretning og borde og stole er som regel af plastic. Maden i Mexico kan være stærk, de fleste steder har salsa stående så man selv kan krydre maden og det er ofte disse salsa man skal passe på, det er lavet med frisk chili og kan være vanvittig stærkt. Mexicanerne drikker selv øl til maden og det er et fremragende valg, i landet produceres god øl, de mest kendte mærker er Sol, Corona og Montejo. Vin er normalt ikke noget man forbinder med Mexico, men i delstaten Baja California er der gode forhold for fremstilling af vin, der er flere glimrende mexicanske mærker. Et måltid mad på en almindelig restaurant i mellemklassen koster ca. 100 kr. I Playa del Carmen finder man fremragende restauranter, her et udvalg vi kan anbefale.
John Gray's Place: Nok en af de bedste restauranter i Playa, John Gray var i sin tid køkkenchef på Ritz-Carlton i Cancun, emn her senere åbnet restaurant i Puerto Morelos og altså i Playa del Carmen. God og enkel mad fra Yucatán. Ligger for enden af den lille gade Calderon, der er en sidegade til La Quinta mellem Calle 12 og 14.
Xlapak: Her kan man spise i det der ligner en gammel mayabygning. Billigt og godt, her er menuer og god friskpresset juice. På La Quinta mellem Calle 14 og 16.
La Casa del Carmen: I hjertet af Playa ligger denne velbesøgte restaurant med fin udsigt til La Quinta. Man ved ikke helt om konceptet skal være mexicansk eller international mad, men man spiser godt! På La Quinta ved Calle 2.
Yaxche: Her fås gode traditionelle retter fra Yucatán, man siger at enkelte af dem kan spores helt tilbage til mayaerne. Ligger på Calle 8, meget tæt på La Quinta.
STRANDE
Udover de nævnte strande omkring Playa del Carmen og Playacar, så findes rigtig gode strande langs Riviera Maya kysten. Prøv at tage mod syd til Akumal og Tulum. Akumal er kendt for sin gode strand og lagune, man kan være heldig at komme en dag hvor der ikke er så mange mennesker. Akumal har i sommerperioden besøg af havskildpadder, man kan snorkle med dem, en fin oplevelse. Længere mod syd kommer Tulum med den lange strand med fint puddersand og klart vand. Tulum er vel indbegrebet af strandferie, langs kysten findes små cabanas hvor man kan overnatte. Stemingen er ofte løssluppen og helt nede på jorden. I Mexico er det forbudt for kvinder at bade topløs, men i Playa del Carmen og Playacar er det tilladt. I Tulum, der traditionelt har været hippiernes sted, er der her og der nøgenbadning, men man skal nok lige se sig for. Langs hele kysten findes adskillige beachclubs hvor man kan leje solstole og prøve vandsport. Man kan også få mad og drikke. Alle strande i Mexico er offentlige, så man kan også bare smide sit håndlæde i det bløde sand.

Playacar og lidt af det lille indkøbstorv
|

Stranden ved Playacar omkring RIU Palace
og RIU Yucatán hotel
|

Mayaruinerne Xaman-Ha i Playacar |
AKTIVITETER/FORLYSTELSER
Dykning og snorkling: Dykning og snorkling langs kysten er et helt kapitel for sig og en af hovedårsagerne til at turister valfarter til området. I alle turistbyer kan man købe udflugter til de imponerende koralrev. De bedste dykkemuligheder finder man på Isla Cozumel, en kort bådtur fra Playa del Carmen. Her er noget for enhver, uanset om man er nybegynder eller erfaren. På øen findes adskillige dykkercentre, men nogle tourarrangører i Playa del Carmen har selvfølgelig også Cozumel som mål for deres ture, men også Xpu-Ha er et meget benyttet område fra Playa del Carmen, her er fremragende rev og mange fisk. Ved Cozumels sydvestlige kyst ligger Palancar-revet, det var her det hele startede, da Jaques Cousteau lovpriste området og kaldte det et af verdens bedste dykkesteder i sine berømte programmer fra dybet. Palancar-revet har et fantastisk liv, her er sunde koraller, masser af fisk, rokker, napoleonsfisk, kuffertfisk, muræner og hajer. Desuden kan man udforske spændende huler. Et andet rev ved Cozumel er Paraiso, ikke helt så udfordrende og varieret, men afgjort værd at prøve. På Rivera Maya-kysten kan man også dykke i de såkaldte cenoter, underjordiske grotter og huler dannet i den bløde kalksten. Vandet kommer fra underjordiske kilder og er krystalklart, men cenoterne har næsten ingen fisk. Der ligger adskillige cenoter langs kysten, tourudbyderne kender selvfølgelig de bedste steder. Omkring Cancún er revene ikke helt af samme standard, til gengæld kan man prøve såkaldt junglesnorkling i mangroven. Isla Mujeres har kun et rev, det er yderst velegnet for snorklere. Også Puerto Morelos syd for Playa del Carmen er fremragende for snorklere, her kan man gå ud fra stranden og se flotte fisk.
Xcaret: Enorm forlystelsespark ca. seks km syd for Playa del Carmen. Her er oceaner af muligheder og næsten et must at besøge hvis man har børn med. I parken kan man bla. svømme med delfiner, opleve en sommerfuglepark, besøge en rekonstrueret mayaby, se fugle, og snorkle i underjordiske grotter. Desuden har parken to laguner med god snorkling og om aftenen er der underholdning i form af traditionel dans og musik.
Tres Rios: Økopark lige nord for Playa del Carmen. Her er en klub for børn, desuden kan man padle, ride på heste og dykke. Åbent fra 9-17.
Xaman Ha: En fuglepark i Playacar, åbent i dagtimerne, ca. 9-17.
Crococún Krokodillepark: Som navnet antyder en krokodillepark, bla. kan man fodre krokodilleunger. Parken har også papegøjer og aber.
Laguna Yal-Ko: Denne naturlige bugt ved Akumal er et af de bedste steder at se fisk. Godt sted for børn, vandet er krystalklart.
Aqua World: I Cancún ligger Aqua World med adskillige aktiviteter for vandhunde. Her bliver arrangeret sejlture til bla. Isla Mujeres og Cozumél. I parken kan man prøve paragliding, jetski, fiskeri, dykning m.m. Åbent 7-15.
Parque Nizuc: Stort vandland i Cancún hvor man kan svømme med delfiner, rokker og hajer. Desuden vandrutchebaner og bølgebassin. Åbent 10-17.
Xpu Ha: Endnu en økopark, her kan man gå ad stier i jungle og se dyr som fugle, skildpadder og krokodiller. Også kajak og dykning.
Golf: 18- hullers golfbane ligger i Playaca et par km fra Playa del Carmen, Også baner i Cancún og Puerto Aventuras.
Fiskeri: Rigtig gode muligheder for fiskeri langs hele kysten. Utallige udbydere, både fluefiskeri og dybhavsfiskeri.

Udflugter
ISLA COZUMEL
45 minutters sejlads fra Playa del Carmen ligger Isla Cozumél, der er Mexico's største ø. Isla Cozumél er berømt for sine fantastiske koralrev, øen oplevede det helt store turistboom da Jacques Cousteau udråbte den til et af verdens bedste dykkesteder. Her er også fremragende strande og øen er stor nok til at have en rigtig by. Cozumél var en vigtig ø for mayaerne, især kvinderne, da det var her man tilbad Ixchel, frugtbarhedsgudinden, hvis helligdom, San Gervasio, kan ses på den nordlige del af øen. Mayaerne havde mange andre bosættelser på Cozumél, de er stort set væk idag, bla. har spanierne, der kom hertil allerede i 1518, ødelagt en del bygninger.
Der er to færgeselskaber der sejler til Cozumel, de har hver deres billetdisk og et skilt fortæller hvornår næste båd afgår. Et godt tip er at købe en enkeltbillet, køber du en retur forpligter du dig til at sejle tilbage med samme selskab, det er jo ikke sikkert at de lige har en afgang når du vil hjem, så køb en enkeltbillet sådan at du har flere afgange at vælge mellem. Allerede når du kommer ned i terminalen, eller ventesalen om man vil, kan du være sikker på at du vil få alverdens tilbud om hvad du kan foretage dig på Cozumel. du kan leje en bil eller scooter, tage på snorkeltur eller købe en øtur til 45 dollars. Nogenlunde samme show gentager sig ved ankomst til Cozumel, først kommer rækken af bil- og scooterudlejere, dernæst rækken af udbydere af snorkel- og dykkeudflugter, alle er de meget påtrængende. Det er som regel kaos når båden ankommer, alle vil gerne have fat i dig og du skal ikke se tøvende ud i mange sekunder før du har alverdens mennesker på nakken.

Strand på Isla Cozumel
|

Plaza Mayor i Cozumels hovedby San Miguel
|

Laguna Chaankanab
|
Færgen lægger til i Cozumels største by, San Miguel. Fra terminalen skal man blot over vejen for at stå i byens centrum, den store åbne plads, Plaza Mayor, der er flankeret af butikker, barer og restauranter. Her er mere en stemning af Caribien end Mexico, og pladsen er det naturlige samlingspunkt. Blot få gader derfra finder man en helt anden verden, væk er turisterne og de påtrængende sælgere, til gengæld kan man få et indblkik i den mexicanske hverdag. Det er her du skal lede efter billig overnatning i form af guesthouses og hostels. At Cozumel og San Miguel er centrum for krydstogtskibe med primært amerikanske turister finder man hurtigt ud af. Ikke blot er der mange af dem i byen, men priserne er i top og guld-, sølv-, og juvelbutikkerne på kystvejen i centrum bærer tydeligt præg af kundekredsen.
Der er ikke meget at komme efter i byen, men her er faktisk et museum, Museo de Cozumel, der viser en udstilling om mayaerne, spaniernes ankomst og øens natur. Museet ligger ud til vandet, ca. 300 meter nord for færgeterminalen. Fortsætter man et par kilometer længere mod nord støder man ind i hotelzonen. Her ligger store og dyre hoteller direkte ud til havet. Hotellerne har ofte en masse faciliteter og på stranden kan man prøve vandsport. San Miguel kan også tilbyde lidt shopping i form af butikker i krydstogtterminalen og det nye indkøbscenter, Punta Lagosta. Bådene fra Playa del Carmen og retur går ca. en gang i timen i tidsrummet 6.00-23.00, i vinterperioden kan der dog være et par timer mellem afgangene.
Hele vejen rundt om Cozumél er der fantastiske strande, de fleste besøger dem på vestkysten syd for hovedbyen San Miguel. Her er vandet roligt og de bedste muligheder for at snorkle og dykke. Flere af strandene har beachclubs hvor man kan leje solstole og parasoller, købe mad og drikke og prøve forskellig slags vandsport. Underligt nok har ingen af øens beachclubs repræsentanter stående i terminalen, man bliver nødt til at tage en taxi eller leje scooter elle bil for at komme dertil. Der er ofte kø for at få en taxi når færgen ankommer, men der er ufatteligt mange taxier på øen, så prøv at gå til højre når du komme ud af terminalen. Første sted af intersse på øens vestkyst syd for San Miguel er Parque Chankanaab, her er en lille strand og gode dykke- og snorkleforhold. Længere mod syd kommer Playa Mia og Playa San Fransisco med solstole, parasoller og vandsport, disse strande hører til de bedste på øen. Helt mod syd på Cozumél kan man både opleve et af verdens bedste dykkesteder, Palancar-revet, og ecoparken Punta Sur, hvor man kan se skildpadder, mangrove, og hvis man er heldig, krokodiller. Cozuméls østkyst er barsk, her findes dog smukke strande, men badning frarådes pga. høje bølger og stærk strøm.

Kastellet, El Castillo i Tulum
|

El Castillo set fra stranden
|

Templo de las Pinturas, Tulum
|
TULUM
Tulum har nogle af Yucatán's mest bemærkelsesværdige mayaruiner. Bygningerne er ikke store, men forholdsvis velbevarede og beliggenheden oppe over det turkisblå hav og den kridhvide strand gør området til noget særligt. Om det er ruinerne eller strandene der har gjort Tulum til turistcenter vides ikke, men byen tiltrækker mange forskellige besøgende. Oprindelig var det hippiernes sted, de boede i primitive cabanas der efterhånden er overtaget af unge backpackere og folk med en back-to-basic livsstil. Ned ad kysten er der i de sidste årtier skudt strandhoteller og resorts op i alle prisklasser.
Mayaruinerne i Tulum dækker over et stort område, de gør sig især bemærket ved den intakte mur der giver et godt indtryk af hvordan en befæstet mayaby har set ud. Man mener at det kun er kongen og overklassen der har boet indenfor murene, mens den almindelige befolkning boede udenfor. Ruinerne er fra sent i den postklassiske periode, dvs. efter 1200-tallet. Byen var en yderst vigtig havn og fungerede stadig mens mange af de klassiske mayabyer var forladt og i forfald. Ruinerne var meget farvestrålende, og man man mener at El Castillo, en af Tulums vigtigste bygninger, har været brugt som fyrtårn. Forskere har placeret lys i tårnets vinduer og det har vist sig at præcis hvor begge lygter kan ses fra havet, er en slags sejlrende der gjorde at skibene kom sikkert i havn.
Billetkontoret ligger lige udenfor murene og for at finde indgangen skal man følge ydermuren mod nord. Selve det arkæologiske område ligner en park, der er afmærkede stier og gode skilte der fortæller noget om hvad det er man ser. Den vigtigste bygning er nok Kastellet (El Castillo), som man ofte ser på billeder. Men også bygningen Templo de las Pinturas er interessant, man mener nemlig at det meget vel kan have været den sidste mayabygning der er opført inden spanierne erobrede Yucatán. El Palacio, der ligger lidt i baggrunden, stelernes tempel og templet for den nedstigende gud er andre flotte bygninger. Ruinerne i Tulum har fine udsmykninger, overalt kan man se illustrationer af Kukulcán (mayaernes vigtigste gud) og regnguden Chac.
Mens ruinerne ligger ved kysten, så finder man Tulum By, i daglig tale Tulum Pueblo, et par kilometer inde i landet. Den er ganske lille, ligger midt på hovedvej 207 og var for kun få år siden en mayaby. Idag finder man også lidt turisme i form af overnatningssteder, restauranter, banker og en busstation. Havde det ikke været for ruinerne og områdets andre attraktioner, det imponerende biosfærereservat Sian Ka'an, og mayaruinerne i Cobá, var Tulum Pueblo nok bare en by man kørte forbi.
Hvis man vil bo billigt på stranden i Tulum skal man finde overnatning tæt på ruinerne, her ligger de primitive cabanas, de fleste af dem har ikke el, til gengæld kan man nyde skønne tropeaftener i stearinlysets skær. Groft sagt kan man sige, at jo længere mod syd på stranden man kommer, desto bedre og dyrere bliver overnatningsstederne. Også på denne del af stranden finder man strandhytter, her noget mere luksuriøse, men større hoteller er også at finde, deriblandt ecoresorts og overnatningssteder for naturister. Restauranter og barer findes selvfølgelig også, de fleste cabanas/hoteller kan tilbyde mad og drikke i en eller anden form. Men også i Tulum Pueblo findes gode spisesteder, prøv f.eks. restauranterne Cetli (Calle6), El Mariachi og Don Cafeto på hovedgaden Avinida Tulum.
Transport fra Tulum Pueblo til ruinerne findes mærkeligt nok ikke, men de fleste hoteller/hostels bringer deres gæster frem og tilbage. Bor du ikke i Tulum kan du tage bussen dertil. Byens busholdeplads ligger på Avenida Tulum, herfra er der ruter til bla. Playa del Carmen, Cancún, Cobá, Chichén Itza, Chetumal, Valladolid og Mérida. Få meter fra busstationen i Tulum ligger taxiholdepladsen, herfra koster det ca. 40 pesos at blive kørt så tæt på ruinerne man kan komme. Man bliver nemlig nødt til at gå de sidste 700 meter til hovedindgangen. Alternativt kan man tage det lille tog der kører i pendulfart fra p-pladsen til ruinerne. Fra Playa del Carmen kan man også tage de såkaldte Colectivos (35 pesos), de holder på Calle 2 mellem Avenida 15 og Avenida 20. Colectivos kører når de er fyldt op eller efter ca. 10-15 minutter, man kan stige af og på hvorsomhelst på ruten, så sig du skal af ved ruinerne. En colectivo tager ca. 40 minutter afhængig af antal stop, men de kører stærkt, rigtig stærkt.

Templet for vindenes gud
|

Tulum strand
|

Tulum by (Tulum Pueblo) |
CHICHEN ITZA
Chichén Itza, udråbt til et af verdens syv nye vidundere, er et imponerende område med nogle af de største og flotteste bygningsværker fra mayaperioden. Byen blev opført i slutningen af den klassiske periode, men blev pludselig forladt. I det 10. århundrede kom toltekerne til Chichén Itza, og de opførte mange af de berømte bygningsværker man kan se idag. Maya- og toltekerkulturen blev blandet, den centralamerikanske slangegud, Quetzalcoatl, der hos mayaerne hedder Kukulcan, kan f.eks. ses afbilledet på Castillo, den store pyramide. Chichén Itza havde en havn i Rio Lagartos, de 40000 indbyggere levede af handel med bla. honning, jade og fjer. En mayakonge flyttede hovedstaden mod vest, til Mayapan, men beholdt Chichén Itza som det religiøse centrum. I det 14. århundrede blev byen forladt, men Chichén Itza har i århundreder været pilgrimsmål for mayaerne. Du kan læse meget mere om mayaerne på min side om Yucatán.
Chichén Itza blev genodaget af amerikaneren Edward H. Thompson. Oprindelig var han amerikansk konsul i Yucatán, men han var meget interesseret i mayakulturen hvilket bragte ham ud på flere ekspeditioner i junglen. Thompson var næsten besat af tanken om at mayaerne var efterkommere af indbyggerne i Atlantis, de sunkne by. I 1885 opdagede han Chichén Itza og lagde mærke til en offerbrønd, der på det tidspunkt var utilgængelig. Han skaffede penge til en ny ekspedition, og med det rigtige udstyr kunne han nu komme ned i brønden, her fandt han enestående ting i form af værdifulde offergaver og skelettet af en ung pige. Thomson's fund var begyndelsen til udgravningen og restaureringen af Chichén Itza, faktisk boede han ved ruinområdet i 30 år sammen med de lokale indianere og lærte endda deres sprog.
Castillo (Kukulcan Pyramiden): Chichén Itza's største attraktion er Castillo de Kukulcán, den store pyramide. Den første pyramide på dette sted blev bygget af mayaerne omkring år 800, den nuværende pyramide er bygget af toltekerne udenpå den gamle. Den 25 meter høje pyramide er i princippet en stor kalender, hver af de ni niveauer er delt i to, således at man får 18 niveauer der symboliserer årets 18 måneder. På hver af de fire trapper de går op til toppen af pyramiden er der 91 trin, 4x91 giver 364 og med selve toppen giver det tallet 365, lige så mange dage der er i året. Ved den nordlige trappe ligger nogle smukt udskårde slanger, ved forårsjævndøgn skinner solen således på slangerne, at det ser ud som om at de kravler ned ad trappen, det var et tegn på at nu skulle der sås, ved efterårsjævndøgn sker det modsatte, slangerne kravler op, et tegn på at der skulle høstes. Både forårs- og efterårsjævndøgn er en stor begivenhed der tiltrækker mange mennesker ved pyramiden. Den store fjerklædte slange på pyramiden er nogle af de flotteste udskæringer i Chichén Itza,. Den inderste pyramide rummer nogle smukt udskårne krigere der bringer ofre til guderne. Her er også en jaguar-trone med øjne af jade. Pyramiden er imponerende, men det er ikke længere tilladt at bestige den.
Boldbanen: Chichén Itza's boldbane er den største af sin slags i Mexico. Den blev opført i år 864 e.kr. og har værdifulde relieffer der kan give et fingerpeg om hvad der er foregået her. Bla. har illustrationen af en hovedløs spiller givet teorier om at taberne blev halshugget. Boldbanen er berømt for sin fremragende akustik, en samtale i en ene ende af banen vil kunne høres i den anden ende, 135 meter væk. Man får første rigtig indtryk af størrelsen på denne boldbane når man har set boldbaner i andre arkæologiske udgravninger, denne i Chichén Itza er enorm.
Den Hellige Cenote: Den hellige cenote, også kaldet Cenote Sagrado, ligger et par hundrede meter nord for pyramiden. Det var bla. her man ofrede til guderne, der er blvet fundet jade, guld og knoglerester i den 25 meter dybe cenote der er hele 60 meter i diameter. Selv efter Chcén Itza's forfald kom pilgrimme til dette sted for at ofre.
Ved den store p-plads ligger også et stort besøgscenter, entréprisen til hele området er 95 pesos, man får et armbånd på, således at man kan gå ind og ud af området. Entréprisen giver også adgang til lyd- og lysshowet samme dag. Det koster 35 pesos at medbringe videokamera.
Nærmeste by til Chichén Itza er Pisté, her ligger flere hoteller og restauranter, naturligvis henvendt til de der besøger ruinområdet. Der går bus til fra Cancún til Chichén Itza fra morgen til sen eftermiddag, 1. klasse koster 140 pesos og tager 2,5 time. 2. klasse koster 80 pesos og tager 4,5 time. Bus til Mérida går hver time i dagtimerne, 2. klasse koster 52 pesos og tager 2,5 time. Det er værd at undersøge hvor bussen holder, nogle linier holder på hovedvejen, andre i Pisté by. Man kan købe billet til mange af busruter i besøgscentret. klik ind på hotels.com for at finde hoteller ved Chichén Itza.

kukulcán pyramiden i Chichén Itza
|

Udskæringer i Chichén Itza
|

Boldbanen i Chichén Itza |
CANCUN
65 kilometer nord for Playa del Carmen ligger Cancún der er den største ferieby på Riviera Maya. For 40 år siden var Cancún blot en lille fiskeby, men beslutningen om at byen skulle tage kampen op med Acapulco som Mexico's førende feriested satte virkelig skub i udviklingen. Idag bor her ca. 530000 mennesker, men selvom projektet er lykkedes og Acapulco for længst er udkonkurreret, så er det desværre gået så stærkt, at man ikke har haft tid til at tænke på byplanlægning, i hotelzonen afløser det ene store betonhotel det andet.
Cancún besår groft sagt af to dele, den lokale bydel, kaldet downtown, og hotelzonen. Centrum i downtown er Avenida Tulum, en bred firesporet gade der ikke har megen charme, man kan finde lidt butikker og restauranter langs den trafikerede gade. Ca. 500 meter mod vest, ved hovedpostkontoret, ligger Mercado 28, et stort marked med god og forholdsvis billig shopping, her er også små madboder og der er et fint liv det meste af døgnet. Mere lokalt bliver det i Mercado 23 der ligger på Avenida Tulum, ca. 300 meter mod nord for rundkørslen med busstationen.
Zona Hotelera, hotelzonen, er en stor kontrast til downtown. Hotelzonen ligger på en lang smal tange der danner et syvtal. Hovedgaden, Kukulcan, starter allerede inde i downtown og løber ca. 23 kilometer ned ad tangen. På begge sider af vejen er der enorme resorts, restauranter, barer, forlystelser og shoppingcentre. Stranden er skøn og indenfor hotelzonen er der alle tænkelige faciliteter, der skal nok være dem der ikke ser andet af Mexico end dette område, der primært tiltrækker amerikanere, ikke mindst den yngre generation, der ynder at fejre Spring Break her. Omkring Cancún ligger flere temaparker (se mere om den under aktiviteter/forlystelser)og der er god, men dyr shopping.
Der er ærligt talt ikke meget at komme efter i Cancún, downtown virkede trist og hotelzonen er vist kun interessant hvis man ikke syntes at Playa del Carmen er turistet nok.
VALLADOLID
Valladolid er en hyggelig koloniby som spanierne grundlagde oven på mayabyen Zaci. Centrum er den store plads, Parque Fransisco Cantón Rosado med den store katedral San Gervasio. Pladsen er flankeret af skønne gamle huse, mange af dem er idag indrettet som souvenirbutikker, så det er bare om at besøge et par af dem hvis man vil se husene indefra. Overalt i byen kan man se grupper af mænd der har samlet sig i skyggen, mens kvinderne går på indkøb, ofte iført de specielle mayakjoler, huipil, med flotte broderinger. Netop Valladolid er et af de bedste steder at købe de broderede tekstiler, der også fås som f.eks. tørklæder og bordduge. Gaderne i byen er snorlige, her kan man slentre og nyde de mange gamle huse og måske shoppe lidt i en af de mange butikker.
Et par hundrede meter fra pladsen mod vest kan man gå op ad gaden Calle 41A, også kaldet munkegaden. For enden ligger San Bernardino, et kombineret fort, kloster og kirke. Det er ikke tilfældigt at denne store og næsten uindtagelige bygning ligger i Valladolid, her har mayaindianerne traditionelt været mange og har i flere omgange udgjort en stærk enhed i kampen mod spanierne. pga. den stærke modstand fra mayaerne blev Valladolid først grundlagt i 1543. Også under kastekrigen i 1847 spillede byen en central rolle. I nærheden af Valladolid ligger flere cenoter, byen er skøn og absolut et besøg værd på vejen til Chichén Itza eller Mérida.

Avenida Tulum i Cancún
|

Gamle huse i Valladolid
|

San Gervasio katedralen i Valladolid |
MERIDA
Mérida er en rigtig koloniby, under invasionen af Yucatán erobrede spanierne mayabyen T'ho og grundlagde Mérida. Byen blev regional hovedstad og referede direkte til Madrid og ikke Mexico City der ellers var spaniernes hovedsæde. Mérida kunne lige så godt have ligget i Spanien, her er kridhvide huse, store pladser og smalle stræder. I 1900-tallet var Mérida en af Latinamerikas rigeste byer, en overklasse voksede frem og man var stolte af den rene spanske "race",mens koloniherrerne boede i midtbyen var mayaerne henvist til bestemte områder i byens udkant.
Idag er Mérida en rigtig storby med betydelig trafik, desværre også i centrum omkring pladsen Plaza Mayor. Pladsen med skyggefulde træer, bænke og et hav af duer, bliver også kaldt Plaza Grande, på alle fire sider der omkranser den er der spændende bygninger. Vigtigst er katedralen San Ildefonso, opført i perioden fra 1561 til 1598. Oprindelig lå der et mayatempel på stedet, stenene fra templet blev brugt til at bygge katedralen. San Ildefonso er den ældste katedral på det amerianske fasland, og selvom den er i tydelig spansk renæssancestil, så finder man også flere mayasymboler. Står man med ryggen til katedralen vil man kunne se Palacio de Gobernador til højre. I bygningen, der er fra 1820, holder Yucatáns delstatsregering til. Man kan gå indenfor i den smukke går, på 1. sal finder man et stort antal malerier af den lokale kunstner Fernando Castro Pacheco. Malerierne er enorme og malet på stedet, de omhandler Mexico's historie fra spaniernes ankomst og frem til idag.
Overfor katedralen ligger byens rådhus i en smuk bygning fra 1542. Stadig med katedralen i ryggen ligger på venstre side Casa de Montejo fra 1549. Oprindelig boede der soldater i huset, men i århundreder har det været residens for Montejo-familen. Fransisco de Montejo var manden der koloniserede området og grundlagde Mérida. Huset er byens første stenhus og var i familiens eje helt frem til 1970. Bemærk udsmykningerne på facade og søjler, de illustrerer spaniernes erobring af byen. Idag er der bank i huset, så kom i åbningstiden hvis du vil se det indvendig.
Gaden foran katedralen hedder Calle 60, det er byens bedste shoppinggade, her er mnage forretninger og mange mennesker, primært syd for Plaza Mayor. Man kan dreje ned ad Calle 65, et par hundrede meter nede, lige bag bymuseet, starter Méridas's overdækkede marked. Det er et fantastisk sted med masser af liv og et utal af varer. Calle 60 nord for Plaza Mayor har langt færre butikker, til gengæld finder man her en del smukke huse fra kolonitiden, gode spisesteder og mindre hoteller. Her ligger også den store kirke Santa Lucia, overfor finder man Plaza Santa Lucia, en mindre og lidt trist plads der dog lyser op om torsdagen hvor der er traditionel dans fra Yucatán på scenen.
I den nordlige del af byen, mellem Calle 56 og 58, ligger Paseo de Montejo. Denne gade, der har Paris som forbillede, var hjemsted for for byens overklasse, her er imponerende palæer, det ene smukkere end det andet. Med undtagelse af nogle få huse er de alle velbevarede og står i al deres pragt med flotte udskæringer og udsmykninger. I et af de største palæer ligger Mérida's antropologiske museum der skulle være et af de bedste i Mexico, her kan man se fund fra udgravninger overalt på Yucatán. Palæet er iøvrigt bygget til general Fransisco Cantón Rosado og opført i perioden 1909 til 1911.

Katedralen San Ildefonso i Mérida
|

Calle 60 i Mérida, her er god shopping
|

Casa de Montejo ved Plaza Mayor i Mérida |

Vejret
Playa del Carmen har varmt vejr året rundt, mest om sommeren hvor temperaturen er over 30°C. Sommeren er også fugtigere end vintermånederne hvor temperaturen ligger omkring 25°C, det kan i perioder være koldere. Fra ca. juni til slutningen af oktober er det orkansæson i området, det er ikke sådan at Playa del Carmen bliver ramt hvert år, men risikoen er der. Herunder kan du se vejret i Playa del Carmen lige nu.
|
|
Fakta
Religion
Katolikker
Indbyggertal
ca. 100.000 i Playa del Carmen
Hovedstad
Mexico City
Valuta
Pesos. 100 pesos = ca. 34 kr. Se aktuel kurs her. I Mexico kan man som regel betale med både pesos og amerikanske dollars, pesos giver dog den bedste kurs.
Vejen til Playa del Carmen
I vinterperioden har flere danske bureauer charterrejser til Playa del Carmen, transporten er dog med rutefly. De fleste rejsebureauer kan arrangere individuelle rejser til Yucatán og Playa del Carmen.
Flyvetid
Ca. 11 timer fra Europa til Cancún
Lufthavnen i Cancún
Lufthavnen i Cancún har udemærkede ventearealer, der kan shoppes og man kan få lidt mad og drikke. Bemærk at priserne i taxfree butikken er højere end priserne i f.eks. Playa del Carmen. F.eks. kan det ikke betale sig at købe cigaretter i lufthavnen.
Tidsforskel
Sommer -7 timer / Vinter -7 time
Turistsprog
Prøv at lær nogle spanske gloser inden du rejser, især tallene er gode at kunne. Næsten ingen mexicanere taler engelsk.
Indrejsekrav for danske statsborgere
For almindelig turistrejse under 90 dage er det nok at medbringe sit pas, det skal dog være gyldigt i seks måneder efter hjemkomst. Der skal dfyldes indrejsekort, helbredsattest og tolddeklaration. Papirer bliver som regel udleveret i flyet. Se aktuelle regler her.
Mobiltelefon
Din telefon skal kunne skifte til det mexicanske net, kan den det, er der ingen problemer. Virkede med både TDC og Sonofon..
Pillepas
Ikke nødvendigt
Øvrigt
Se udenrigsministeriets rejsevejledning for Mexico her. Det er normalt ikke nødvendigt med vaccinationer til Mexico, men skal man opholde sig længere tid under primitive forhold er det en god idé at kontakte Statens Seruminstitut (se link her på siden) eller Rigshospitalets Rejseafdeling i god tid inden afrejse. Forhør dig også om malariaforebyggende medicin.
|
|
|
|
|
|