 |
|||||||||||||||||||||||
 |
|||||||||||||||||||||||
 |
|||||||||||||||||||||||
|
|||||||||||||||||||||||
Vil man se noget andet end Goa, er der gode oplevelser i vente langs den smukke jernbanestrækning der kører fra Margao (Madgaon) mod syd. Toget starter som regel i Mumbai (Bombay) og fortsætter til Mangalore, nogle helt til Ernakulam i Kerala. Vi rev et par dage ud af kalenderen og tog til Margao, Goas anden største by og samtidig det trafikale knudepunkt. Alt det indiske liv som Panjim synes så blottet for, findes i rigt mål i Margao, der virkede større end hovedstaden. Vi havde kun kort tid til at se nærmere på markedet før turen gik til togstationen hvor vi fandt den rigtige perron, der var kun kort tid til at toget fra Mumbai skulle komme. Men det her var jo Indien og ikke alt kører after planen, med en halv times forsinkelse kunne vi stige ombord og finde vores pladser der her var nummererede. Vi vidste at vi havde ca. fire timers kørsel forude, og det kunne nemt blive lidt af en prøvelse med de hårde træsæder. Der var heldigvis ikke overfyldt, så man kunne brede sig lidt og betragte de forskellige mennesker der var med toget. Et engelsk par sad over for os, tydeligvis backpackere som vi hurtigt faldt i snak med, de var på vej til Karwar, en lille flække, men stedet at stige af hvis man vil besøge nogle af det nordlige Karnatakas øde strande og den lille ø Devbagh Island. De havde været der før og fortalte at man med bus ad temmelig dårlige veje kunne nå Jog Falls, en tur på ca. fire timer. Jog Falls er Indiens højeste vandfald og her kan man bo i enkle hytter/bungalows med udsigt til faldet. De anbefalede os at besøge Gokarna der også ligger i Karnataka, et af hinduismens helligste steder. Udover mange pilgrimme er byen også stedet for hippierne der er "flygtet" fra Goas overfyldte strande. Men tak for tilbuddet, vi havde bestilt et værelse på et hotel i Udupi der var målet for vores tur.
Vi skulle gennem 21 tunneler på vores togtur, hver gang vi kørte ind i en af dem, skabte det et undertryk der simpelthen sugede røgen fra lokomotivet ind i vognene, alle sad og hostede og det ville ikke overraske mig hvis jeg var helt sort i hovedet. Et minuts tid eller to inden vi kørte ind i en af tunnelerne var der en lokal dame der skulle på toilettet, men idet hun trækker ud kører vi ind i tunnelen og urin og andet godt ramte den engelske pige lige i hovedet, hun var noget oprørt, men det var svært at holde masken!!! Vi nåede omsider frem til Udupi , turen gik nu til vores hotel, der på trods af nogle ret hårde madrasser var helt i orden. Jeg tror faktisk det var et af byens bedre hoteller, vi spiste i restauranten og det så ud som om mange af byens spidser var samlet her. Det var tidligt op næste morgen, efter en hurtig gang morgenmad fandt vi vores chauffør, en sjov fyr, fuldstændig dresset op i noget der lignede nationaldragt med hovedbeklædning og fine smykker. Han kunne ikke et ord engelsk, men vi fandt da ud af, at det var fordi han skulle giftes at han var så fint klædt på. Bilen vi kørte i stod godt til ham, en gammel amerikanerbil, totalt shinet op med tæppe i loftet og alverdens tingel-tangel hængende. Jeg er ikke helt sikker på at vores chauffør var vant til at køre med turister, han suste afsted og kørte sik-sak mellem køer og hunde der stod på vejen. Men ved solopgang nåede vi Agombe Naturpark, et fantastisk frodigt og meget bjergrigt område. Det her var foden af West Ghats bjergene der løber ned ad Indiens vestkyst fra nord til syd. Et skilt fortalte lidt om parken, bla. at der levede leoparder her. Det gik for alvor opad og ialt 14 hårnålesving skulle passeres på vej op i bjergene. Da vi nåede et godt stykke op holdt vi inde på en lille rasteplads, her var en forrygende udsigt over parken og der gik ikke mange minutter før aberne kom susende mod os for at tigge mad. Heldigvis havde vi lidt godt med til dem!
På rastepladsen mødte vi en flok studerende der var meget interesserede i os, da vi fortalte at vi kom fra Danmark var de nærmest overlykkelige, deres universitet havde nemlig et samarbejde med en dansk IT-virksomhed, så der blev taget ikke så få billeder af os. Vi kørte videre og nåede endelig toppen af bjerget og befandt os nu på det enorme West Ghat plateau hvor vegetationen og ikke mindst klimaet var noget anderledes end ved kysten. Efter endnu en times kørsel nåede vi en stor sø med en del badende elefanter der tilhørte et projekt for skadede og forældreløse elefanter. Vi var selvfølgelig ude i søen og hjælpe med at skrubbe dem og gik tilbage i lejren med dem. På vejen så vi i øvrigt en enorm varan, næsten en meter lang! Vores egentlige mål for turen var tigerparken ved Shimoga, en oplevelse jeg virkelig havde set frem til. Desværre var det noget af en fuser, området mindede ikke så lidt om Knuthenborg Safaripark, så drømmen om at se tigrene i deres rette element i et reservat blev ikke opfyldt i denne omgang. Det blev til sen frokost på en lokal restaurant, vi bestilte thali som man spiser med fingrene, et skønt måltid til ingen penge. Turen gik samme vej hjem og vi nåede vores hotel ved 18-tiden, beskidte steg vi ud af bilen og lige ind i optakten til en fin gallamiddag. Det var studerende der holdt afslutningsbal og i receptionen stod fotograferne klar til at tage billeder af de nyankomne der alle var i lange kjoler eller smoking. De kiggede da også en ekstra gang da de så os to beskidte blege danskere komme ind ad døren.
Vi nåede en tur ned i den lokal bazar for at købe lidt tøj, senere skulle vi nemlig en tur i det fantastiske tempel, Shri Krishna Matha, der hver dag fra september og ni måneder frem, holder ceremonier og optog med hindupræster i guldvogne, hellige elefanter, dansende dæmoner og en vrimmel af mennesker. Det var virkelig en oplevelse, tusinder af små lys var tændt i templet der var propfyldt. Larmen var øredøvende, både fra menneskemængden, men også fra et lille orkester der spillede en slags jazz for fuld drøn. Udenfor begyndte folk at stimle sammen, optoget gik i gang, der blev skudt fyrværkeri af og det hele lignede bare kaos. Da optoget forsvandt gik vi en tur rundt i byen, vi så ingen andre turister, så os blev der virkelig kigget langt efter. Vi nåede lige en god gang aftensmad inden vi dejsede omkuld på vores senge. Dagen efter var det tid til at tage tilbage til Goa, forude ventede fire timer i tog, et spejderkorps havde også taget turen for at hjælpe primært ældre med bagage osv. Men deres opmærksomhed var dog et helt andet sted, over for os sad en smuk indisk pige med et par store fortrin, spejderne kunne simpelthen ikke få øjnene væk fra hende, så i samtlige fire timer sad de næsten på skødet af os. Turen på Konkan Railways er meget smuk natur med rismarker, svajende palmer, floder og lokalt liv. Undervejs går der sælgere rundt i toget og sælger sandwich og drikkevarer.
LIDT INFO Det tager en god time at køre fra turistbyerne i Calangute og Candolim til stationen i Margao, der er en slags trafikknudepunkt i Goa. Det indiske togsystem er en indviklet affære, det er et enormt apparat, faktisk en af verdens største arbejdspladser med 1.5 millioner ansatte. Det siges at det er nemmest at booke sine billetter hos indianrailways (se link længere nede). Billetter kan også købes på stationen, men kom i god tid, man kan eventuelt forhøre sig på turistkontoret i Panjim om afgange. Konkan Railways mod Mangalore afgår fra Margao klokken 14.20 hver dag. De indiske tog er langtfra som hjemme, men denne strækning er sjældent overfyldt så lidt komfort er der trods alt. Indian Railways Generelt • Indian Railways Booking
 |
|||||||||||||||||||||||
|
|
